Wellcome to Ølstykke

Borgmesteren i Ølstykke Kommune venter klokken 10 denne mandag formiddag lige før påskeferien. Izzadin Kabewa, formand for Mazingira Youth Club i Usangi, Tanzania, er nervøs, som han altid er, når han skal møde folk med magt og indflydelse.

Men Izzadin har trods alt været så meget sammen med danskere, at han ved, at vi bedst kan lide det lidt uformelt.

"Glem protokollen. Glem formaliteterne," forklarer han mig sin taktik, da jeg møder ham i ude i Ungdomsskoleklubben Hampen i Ølstykke godt tredive minutter før aftalen med borgmesteren. Og alligevel har han taget sit stiveste puds på - og kun en tynd jakke, for den varme er åbenbart ikke pæn nok til en dansk borgmester, så Izzadin fryser med anstand på resten af rundturen i Ølstykke Kommune.

Men en ting lægger vi vægt på i Danmark, det er at komme til tiden, et lidt mere abstrakt begreb for Izzadin og de 10 unge tanzanianere, som er på visit hos Hampen. Der er fem piger og fem drenge med, for sådan har Erik Rasmussen, vært og leder af Ungdomsskoleklubben Hampen, forlangt det. Og hvis ikke det havde været et krav, havde der helt sikkert kun været drenge med på turen.

"Vi kører om fem minutter," siger Erik Rasmussen til Izzadin.

"Fra hvornår," spørger Izzadin.

Her bryder klubmedarbejder Kim Sørensen ind:

"Hvorfor spørger du altid "fra hvornår"? Tror du, det er om fem minutter fra kl. 12," spørger Kim sarkastisk. Heldigvis kender Kim og Izzadin hinanden rigtig godt i forvejen, så Izzadin bliver ikke sur, men griner bare lidt forlegen og går hen for at få de unge klar til afgang til tiden. Og det lykkes. 10 minutter i 10 sidder alle de unge i bussen, klar til dagens program, der består i en rundtur i Ølstykke Kommune.



76 medlemmer i Mazingira. Oppe på Ølstykke Rådhus tager borgmester Svend Kjærgaard Jensen (V) pænt imod. Efter en kort rundtur på rådhuset, der bryster sig af at have papirløs administration og samtidig har fem kopimaskiner stående på gangene, kommer vi ind i byrådssalen. Borgmesteren byder på sodavand og slik, og gæsterne fra Tanzania sætter sig i de fine byrådsstole.

Borgmesteren byder velkommen med en lille tale, der fortæller lidt om Ølstykke og de 14.700 indbyggere.

"Vi har venskabsbyer i hele Norden, så det er en speciel ære, at vi nu har kontakt til folk fra Afrika," siger han.

Derefter er det Izzadins tur. Han præsenterer sig, og som han åbenbart har aftalt det, så rejser de to frivillige voksne fra Mazingira og præsenterer sig, og derefter hver eneste af de unge. De fortæller hver især, hvad de hedder, og at de er medlem af Mazingira.

Izzadins tale er (alligevel) lige efter protokollen, bestrøet med taksigelser, og han fortæller om, hvor godt det nu går i den afrikanske klub, der nu er oppe på 76 medlemmer (da Hampen i efteråret 2001 var på besøg i Tanzania, havde klubben kun 35 medlemmer, og det var kun 10-15 af dem, der brugte klubben regelmæssigt).

Derefter er det et af medlemmerne, Bariki Kabewa (rigtigt gættet, det er Izzadins søn), der skal sige noget. Han holder ordret den samme tale som sin far, dog er der til slut en lille tilføjelse om, at ganske vist har de computere i Mazingira, men de virker altså ikke så godt længere. Det skal nok passe, for vi har set ved selvsyn, at de ikke er særlig gode til at passe på tingene.



Kvinder og kødgryder. Efter rådhuset skal vi på besøg i en skovbørnehave. Ikke at der er så meget skov i omgivelserne endnu, men træerne er da plantet. Om 30 år lever børnehaven helt sikkert op til sit navn.

Izzadin, der har været i Danmark som i-landsfrivillig i 1998, kender godt de danske daginstitutioner fra sit besøg dengang, og det er virkelig et emne, der optager ham, og som han tit diskuterer med Erik. Izzadin mener nemlig, at børn skal være hos deres mor og ikke i en institution. Omvendt er han imponeret over den danske velfærd, og selv om han får at vide, at det netop er kvindernes arbejde, der har været med til at skabe vores overflodssamfund, er det som om, han nægter at se sammenhængen mellem daginstitutioner og velstand.

Han forhører sig hos pædagog Hanne Mogensen om, hvor længe børnene kan være i institutionen. Enkelte af børnene er der, som Hanne forklarer, i op til ti timer.

"Er det godt at have børnene så længe," spørger Izzadin.

"Nej, men det er ikke op til mig at bestemme," svarer Hanne, "for nogle af forældrene er karrieren vigtigere end barnet."

"Når børnene er hos jer så længe, glemmer de så deres forældre," vil Izzadin vide.

"Nej. Men de savner dem da," siger Hanne.

Mary, en af de unge fra Tanzania, vil vide, hvad børnene lærer i en børnehave.

"At socialisere sig," svarer Hanne og understreger, at de ikke underviser børnene.

Vi bliver budt på hjemmebagte boller og hjemmelavet varm æblesaft med en let bismag af røg - saften er varmet over et bål.

Senere på dagen sidder jeg i bussen og snakker med nogle af de unge fra Tanzania. De er stadig forbløffede over, at små børn skal være væk fra deres mor. Jeg forklarer, at vi er nødt til at få passet vores børn i institution, fordi vi skal på arbejde, så vi kan betale vores regninger.

Det virker som om, de tror, at penge er noget, vi bare har, ikke noget vi arbejder for.



Rig losseplads. Vi er lidt foran programmet, så vi tager ud for at se den lokale genbrugsplads, som en losseplads så smukt er blevet omdøbt til i dag.

I Tanzania er der ikke den store tradition for at sortere affald, og meget af det bliver bare kastet i nærmeste vejkant. Derfor er intentionen for Erik at vise de unge fra Mazingira, der er swahili og betyder miljø, hvordan vi gør noget for miljøet herhjemme. Men besøget har en lidt utilsigtet effekt, for de forbløffede afrikanere ser kasserede køleskabe stablet i en container, en anden container fyldt med udtjent elektronik som computergrej, fjernsyn og hifi-anlæg.

Men mest indtryk gør en container med kasserede bildæk. Mange af dem har stadig en pæn slidbane, og ingen af dem ville være blevet smidt væk i Usangi. Selv de mest blankslidte dæk kan nemlig bruges til sandaler dernede.

Et samfunds rigdom måles på, hvad man har råd til at smide væk. Og det er som om, at med et går det op for Izzadin, hvor grænseløst velhavende vi danskere er i forhold til dem.

Bagefter siger han bare:

"Det var et forfærdeligt sted. Det lugtede."

Men der var altså kun en duft af forår over containerpladsen i Ølstykke - penge lugter jo som bekendt ikke.



E-mail. Derefter går turen til en lokal vuggestue, hvor børnene meget betuttede stirrer på de mærkelige mennesker med den usædvanligt mørke hud. Vi stopper også ved svømmehallen, og den kan de slet ikke se fidusen ved. Måske fordi ingen fra Usangi kan svømme, for det er langt fra havet.

Sidste stop på dagens rundtur er det lokale kommunebibliotek. Ingen af dem har set så mange bøger før, og de er også noget overraskede over, at man kan låne musik og cd'er. Også computerne vækker interesse. Nogle af de unge vil gerne tjekke deres e-mail. Sådan en har de fleste af dem, selv om der ikke er nogen internetforbindelse i Usangi. Der er et par timers transport i bus til den nærmeste internetcafe.

Dagens program er ved at være slut. Lokalområdet er udforsket. Men tanzanianerne får også andre oplevelser i løbet af deres ophold. Fodboldholdet FC København har givet fribilletter til en kamp i Parken, og Carlsberg og Zoo får også besøg. Opholdet slutter med en global workshop i Ølstykke i påskedagene, hvor unge fra Tanzania, Sydafrika og Guatemala sammen med danske unge fra Fredensborg/Humlebæk, Slagelse og selvfølgelig Hampen i Ølstykke diskuterer blandt andet demokrati, kønsroller og ung til ung.

Bagefter kan en meget tilfreds Erik Rasmussen gøre status over besøget.

"Det gik kanongodt, både i forhold til tanzanianerne og i forhold til vores workshop gik det godt. De unge kom hinanden ved. Det var forrygende. Alt klappede, og det var nogle festlige unge, specielt dem fra Sydafrika," fortæller Erik Rasmussen, der også glæder sig over, at de unge arbejdede meget engageret og disciplineret med emnerne.



Gider ikke tiggerbreve. Han kan også glæde sig over, at samarbejdet med Mazingira Youth Club blev grundigt evalueret den sidste aften.

"Jeg sagde til dem, at jeg ikke gider alle deres tiggerbreve, for jeg kan ikke gøre noget ved dem. Og jeg synes, det er uanstændigt, at vi skal bygge vores forhold på tiggerbreve og urealistiske krav fra deres side. Jeg sagde det direkte til dem, og de tog den til sig. Men de vil gerne stadig have noget samarbejde, så det var godt," siger Erik, der også ridsede op, hvordan Hampen fremover forestillede sig samarbejdet.

"Hvis vi skal lave noget fremover, bliver det mere på det kulturelle, sociale plan. Vi vil udveksle gode ideer og afprøve ting på hinanden, blandt andet ung til ung, som de tog meget til sig. Vi havde en dag på workshoppen, hvor vi diskuterede ung til ung som metode, og den fængede, for der kan du gå ud og lave noget forebyggende arbejde, der ikke koster en femøre. Det kunne jeg se på specielt Bariki, at den gik hjem," fortæller Erik, der er så glad for resultatet af den evaluering, at han allerede har lovet, at Hampen kommer på besøg i Usangi igen.

"Vi har aftalt, at vi kommer ned med et hold indenfor de næste to år. Men vi er lidt ude over det her bistandsprojekt. Det udelukker selvfølgelig ikke, at vi på et eller andet tidspunkt vil forsøge at samle ind til en container igen. For lige præcis den del af hjælpen synes jeg, at vi kan magte; finde en container og fylde den op med ting og sager, som vi kan samle ind. Det vil jeg godt undersøge, for det kan vi godt," fastslår Erik.



Forhistorien

Tanzanianeren Izzadin Kabewa, der er uddannet lærer, var i 1998 i Danmark på et studieophold. Her mødte han Erik Rasmussen, klubleder i Ungdomsskoleklubben Hampen, og de blev enige om sammen at skabe et udviklings- og udvekslingsprojekt.

I sommeren 2000 var Erik Rasmussen så i Usangi, Tanzania, med 21 unge. Dengang skulle de unge hjælpe med at sætte Mazingira Youth Club i stand, men i virkeligheden viste det sig, at Erik havde købt en helt ny klub til det lille lokalsamfund (omtalt i Børn&Unge nr. 35/2000).

Erik lovede dengang at skaffe en container og fylde den med ting til klubben. Containeren blev sendt af sted fra Danmark den 7. september (omtalt i Børn&Unge nr. 35/2001).

I efterårsferien 2001 stod Erik Rasmussen så i Usangi igen, denne gang med klubmedarbejder Kim Sørensen og syv unge, heraf seks gengangere fra den første tur. Planen var, at containeren skulle pakkes ud og indrettes til værksted, men containerne kom aldrig, mens Hampen var dernede. Den kom først frem til jul. Samtidig viste besøget, at Hampens projekt var ved at blive ødelagt af grådighed, misundelse og magtbegær (omtalt i Børn&Unge nr. 46/2001). Heldigvis kører klubben nu godt igen, siger Izzadin.

Nu er Mazingira Youth Club så på genvisit i Danmark. Turen er især finansieret af Demokratifonden, der har givet godt en halv million til en workshop i Ølstykke. Unge fra Tanzania, Sydafrika, Guatemala, Slagelse, Fredensborg/Humlebæk og Ølstykke har brugt påsken på at diskutere demokrati, kønsroller, tolerance, rettigheder og ung til ung-arbejde.