Volapyk02

Overenskomsterne er blevet så uoverskuelige, at folk opgiver at følge med, mener arbejdsmarkedsforsker. Men der er næppe udsigt til enklere overenskomster, siger BUPL's tekniske forhandlingsleder.

Hvad får du helt præcist i løn med den nye overenskomst? Er du i tvivl? Bare rolig. Det er du ikke alene om. Og tvivlen smitter af på interessen for resultatet. Ikke engang hver anden gad stemme ved urafstemningen. Kun 45,8 procent afleverede deres stemmeseddel i forhandlingsfællesskabet KTO, der forhandler løn og ansættelse for lidt over 600.000 offentligt ansatte. I BUPL, som er en del af KTO, stemte 47 procent af de 56.589 stemmeberettigede.

Det største fagforbund i KTO, Forbundet af Offentligt Ansatte, der har knap 170.000 medlemmer, havde kun en stemmeprocent på 35,4, hvilket fik FOA's formand Poul Winckler til at beklage sig:

»Det er alt for sløvt. Det er for dårligt, at der ikke er større engagement for ens egen overenskomst for den næste treårs periode,« sagde Poul Winckler, der også er forhandlingsleder for KTO, til Politiken.



Selvforskyldt. Men Poul Winckler har som forhandlingsleder selv en del af skylden for, at folk ikke vil stemme om deres egen overenskomst, mener arbejdsmarkedsforsker Jesper Due:

»Det er blevet fuldstændig uoverskueligt for folk at kunne forholde sig til KTO-resultatet. Det er blevet så kompliceret. Når man begynder at have bilag til overenskomsten, der lægger forudsætninger ind omkring kommunernes økonomi, fordi der er "problemer med overhæng for reguleringsordningen", så er det blevet for uoverskueligt,« mener Jesper Due, der er centerleder på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet.

»Der er meget få, der er i stand til at kunne gennemskue endsige forklare sammenhængene i hele KTO-forliget,« tilføjer Jesper Due.

Det er kun de helt overordnede ting, som folk har forstået, mener Jesper Due. De fleste er nok klar over, at de får en generel lønstigning på 5,55 procent over de næste tre år og to ekstra feriedage.

»Efter det slutter festen,« konstaterer arbejdsmarkedsforskeren.



Gennemskuelighed. Hvis de menige medlemmer i fagforeningerne skal engageres i overenskomstresultatet, skal de også have mulighed for at forstå det.

»Man er nødt til at have en større grad af gennemskuelighed, så den enkelte tillidsrepræsentant, det enkelte medlem har mulighed for at vurdere det,« fastslår Jesper Due.

»Og en af de helt afgørende ting, i forbindelse med at folk har stemt nej, er, at de har været meget usikre på, hvad de får i det første overenskomstår,« mener Jesper Due.

Derfor bør overenskomsterne saneres.

»Det vil gavne forhandlingsforløbene, og det vil gavne stillingtagen til forhandlingsresultatet,« fastslår Jesper Due.



Det bliver ikke lettere. Torben Fersløv Andersen, teknisk forhandlingsleder for BUPL, erkender gerne, at overenskomsten er uoverskuelig.

»Det uoverskuelige ligger i, at 85 procent af al forhandlingsstoffet er fælles forhandlingsstof, hvor alle kommunalt ansatte er med ved bordet, fordi det forhandles i KTO,« siger Torben Fersløv Andersen. Det betyder, at mange parters interesser skal tilgodeses på en gang, og det kan fremelske indviklede løsninger.

»Derfor kan det være svært at se sig selv i dette samlede resultat. Når der ikke er særlig mange penge til de specielle forhandlinger, hvor man har nemmere ved at se sig selv, så bliver denne uoverskuelighed yderligere understreget,« siger Torben Fersløv Andersen.

»Jo mere du centraliserer i forhandlingssystemet, jo mere uoverskueligt bliver det. Og nu er vi ved at nå grænsen for den tendens, for så vil medlemmerne bare revoltere og sige "det kan vi ikke se os selv i" og stemme nej,« mener BUPL's tekniske forhandlingsleder.

Men det bliver vel mere og mere teknisk?

»Jeg ved ikke, om det bliver mere teknisk. Jo, det gør det vel. Også fordi vi laver en masse rammeaftaler, som egentlig er indholdstomme, indtil man propper noget i dem lokalt. Så folk kan ikke se, hvad der er i en ny seniorpolitisk aftale, før der bliver lavet en senioraftale i Holbæk Kommune for eksempel,« siger Torben Fersløv Andersen.

Hvordan kan I lave overenskomster, der er lettere at forstå?

»Det ved jeg heller ikke, om vi kan.«

Så vi kommer ikke tilbage til det overskuelige?

»Næ, for det ville blive en utrolig simpel løsning. En løsning, hvor "one size fits all". Det tror jeg ikke er det, medlemmerne vil have i den sidste ende. Så vi er i et dilemma,« siger Torben Fersløv Andersen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.