Vilde piger: En rustning der gemmer følsomme sjæle

I Tyskland har pigevold længe ligget øverst på dagsordenen hos pædagoger og sociologer. De har succes med et voksende antal anti-aggressions-projekter målrettet til pigernes særlige behov.

Kæmper dag og nat / det holder mig vågen / de siger, at hjertet har kraft / til at overvinde enhver modstand / mit hjerte er svagt / men jeg prøver at klare det / prøver at få noget ud af mit liv



18-årige Linda fra det sociale brændpunkt Hasenbergl i München har ikke længere tal på, hvor mange hun har tævet. Fra hun var tolv, høstede hendes flyvende næver respekt blandt piger og drenge i det hårde miljø, hvor børn ofte er overladt til sig selv.

Lindas far forsvandt, da hun var lille. Hendes mor er døvstum, men har aldrig lært tegnsprog. Linda blev hurtigt voksen. For hurtigt. I en alder af seks måtte hun tale familiens sag i kommunen. Kom hun i klammeri med kvarterets andre børn, måtte hun selv klare skærene - med brækkede næser og kæber til følge. Lindas strafferegister fylder flere ringbind.

I dag er den sirlige, men slagfærdige teenager et kendt ansigt blandt tyskerne. Hun giver interview til kulørte ungdomsblade og seriøse nyhedsmagasiner. Siden ekstrem pigevold for godt fem år siden overraskede Tyskland, har emnet været i offentlighedens søgelys. Linda er frontfigur i debatten. Hun har bevist, at voldsspiralen kan brydes. Takket være en pædagogisk indsats målrettet til voldelige piger har Linda været "clean" i to år, som hun siger.

Hun er holdt op med at argumentere med næverne.



Livet er, hvad du gør det til / jeg siger dig: glem din frygt, gem dit had / det er dit valg / vis dit potentiale / kom ud ad dit hul / med fuld kraft



"Linda var et vanskeligt tilfælde. Livet havde gjort hende hård. Manglen på perspektiv gjorde hende modig: Først forsvarede hun sig med vold. Senere straffede hun andre for det liv, hun var blevet givet. Det tog os tre år at få så meget som et smil frem på hendes læber."

Ordene kommer fra Susanne Korbmacher. Den 56-årige specialskolelærer er initiativtager til "Ghettokids" - et privat projekt, der har opnået anerkendelse og priser for sin anti-aggressions-træning. I Tyskland var Korbmacher en af de første til at erkende, at voldelige piger har brug for særlig behandling.

"Piger håndterer deres problemer anderledes end drenge," forklarer hun. Især i patriarkalske kulturkredse har pigernes adfærd været bestemt af regler for, hvordan kvinder bør opføre sig. Derfor har de ofte vendt frustrationerne indad, for eksempel ved at skære i sig selv. Men det har ændret sig i de senere år.

"Vi ser stadigt flere piger, der er indadvendte og kuede i hjemmet, men aggressive anførere blandt jævnaldrende. Det er deres ventil," siger Korbmacher. Og når ballonen brister, kan udladningerne af vold være enorme. Piger som for eksempel Linda tager gerne kampen op med selv de største drenge og overtager maskuline adfærdsmønstre. "Det er en rustning, som de gemmer deres følsomme sjæle under."



Flyv op til stjernerne / ud til horisonten / hvor morgenen gryer igen / så skinner solen med dig / og du behøver ikke græde mere



"Pigerne har i virkeligheden blødere værdier end drengene. Så det første, vi gør, er at skille dem ad. Så snart pigerne ikke skal markere sig overfor det modsatte køn, har de lettere ved at finde deres egen identitet. Vi har flere kvindelige pædagoger ansat, og det er tit et nyt syn for piger, der kun kender voksne kvinder fra moderrollen. Hos os oplever de, at man kan have succes som kvinde og være lige så stærk som mænd, uden at det munder ud i aggressioner. Samtidig lærer de, at det er ok at vise følelser - at være kvinde," fortæller Susanne Korbmacher.

Ghettokids' succes har banet vejen for flere pædagogiske tilbud til Tysklands hårdeste piger. Imens forsøger de tyske fagfolk at analysere, hvor pigevolden kommer fra.

"Verden ændrer sig, og det samme gør kvindeidealet," vurderer Susanne Korbmacher.

I medierne ser vi stærke kvinder, der kæmper og har succes. Det gælder både karrierekvinder i tv-serier og hårdstlående action-heltinder som Uma Thurman eller Angelina Jolie. Og ifølge Korbmacher er det dem, pigerne fra socialt belastede familier orienterer sig efter - i mangel af vejledning fra forældre, der har svært ved at få tilværelsen til at hænge sammen.



Når du har erkendt din ulykke / spørger jeg dig, hvorfor du stikker af / løb ikke væk / den vej fører ud i noget skidt / Konfrontér dine fejl og problemer / så du kan lægge dem fra dig



Sociologen Kirsten Bruhns, der er en af Tysklands førende, når det drejer sig om pigevold, giver Korbmacher delvist ret:

"Samfundet dikterer en stærk vilje og handlekraft. Det har pigerne taget til sig. De vil ikke være "ofre", så de finder sig ikke i noget," siger Kirsten Bruhns, som ikke mener, at pigerne kopierer drengenes adfærd. De konstruerer efter hendes mening en meget stærk kvindelighed. Så stærk at pædagoger, der havde fremmet pigernes feminine identitet, frygtede, at de var skyld i volden.

"Det er selvfølgelig noget pjat. Differentieret hjælp til piger er utrolig vigtig og koncepter omkring kvindelighed bør absolut prioriteres. Samtidigt skal det dog gøres klart, at stærke kvinder ikke slår på tæven," siger Kirsten Bruhns.

Den erkendelse er Linda fra Hasenbergl for længst kommet frem til. I dag får hun afløb for sine frustrationer gennem dans og rap-musik. Det er hun så god til, at hun skal udgive sit første hip-hop-nummer. Samtidig lærer hun de andre ghettokids at rime.

"Linda har forandret sig meget. Hun er blevet blød, humoristisk og kærlig. Hun har fundet styrke og perspektiv i livet," siger Susanne Korbmacher stolt.

Selv siger Linda:

"Vi træner hver dag. Det er utroligt anstrengende. Når du har danset tre timer i træk, gider du altså ikke slå på tæven mere!" o



Lad din sjæl tale / den vil bryde forbandelsen / vær dig selv tro / så bliver du sat fri *



* Oversat fra den tysksprogede rap-sang "Freiheit" ("Frihed"), som Linda har produceret under kunstnernavnet Lindow og som snart udgives i Tyskland.





Ghettokids

Ghettokids har siden år 2000 hjulpet tyske unge fra belastede familier i form af fysiske og sociale udfoldelser som teater, dans og musik. Her får deltagerne afløb for deres aggressioner og opbygger sociale kompetencer. Foreningen giver også hjælpeundervisning og råd i forbindelse med personlige problemer.



Filosofien bag Ghettokids er at "stille unges styrker i forgrunden". Derfor får engagerede unge helt ned til 13-års-alderen overdraget ansvar som Jugendleiter - ungdomsledere, der bibringer de andre deltagere noget, de selv er gode til. På den måde agerer de unge forbillede for hinanden og sættes i centrum af projektet, mens de voksne hovedsageligt



fungerer som krisehjælp og organisatorer.

Ghettokids består i snit af 250 unge, hvoraf 22 er ungdomsledere. De understøttes af 10 voksne medarbejdere, der arbejder ulønnet. Dertil kommer et skiftende antal eksterne medarbejdere.





Pigevold i Tyskland

Pigevolden i Tyskland udgør aktuelt 17 procent af den samlede voldskriminalitet hos unge mellem 14 og 21 år. Der er tale om en fordobling på 10 år. Tendensen er stigende.



Kilde: Polizeiliche Kriminalstatistik (PKS)

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.