Vi vil ikke undvære arbejdsglæden

Der er ren idyl omkring Gødvad SFO ved Silkeborg. Dyr skal fodres og klappes, der er marker og god plads til aktiviteter og masser af glade børn. Hvorfor bruger de ansatte i SFO'en så hurtigt ordet 'mareridt', når man spørger dem, hvordan de seneste år har været?

Fordi de har været udsat for masser af fyringer, mens antallet af børn har ligget stabilt på omkring 170. De har været tvunget til at skære ned igen og igen, de har sagt farvel til gode kolleger og har fået nye strukturer. Men de har fået hverdagen til at hænge sammen på trods.

"Det er stressende, og man bliver mentalt træt. Det kan ikke undgå at gå ud over arbejdsglæden," siger pædagog Karin Kjeldsen.

Hun har været på arbejdspladsen i Gødvad i 20 år, og det er 26 år siden, hun blev uddannet. Hun er blandt veteranerne, og hun har tidligere i sit arbejdsliv oplevet nedskæringer. Der er dog en væsentlig forskel på dengang og i dag.

"Før i tiden kunne der også komme krav om besparelser. Men når de så var gennemført, fik vi lov til at være i fred. Så gik der et godt stykke tid, før vi skulle til det igen. Nu kommer det hele tiden."

Marianne Gjødvad Berg Nielsen er tillidsrepræsentant for pædagogerne i Gødvad SFO, og hun oplever, hvordan de gentagne besparelser har påvirket hverdagen og efterhånden gjort kollegerne tyndslidte.

"Det skaber den der utrygge stemning, hvor vi spørger hinanden, hvornår der kommer nye nedskæringer. Så sent som ved personalemødet i sidste uge åndede vi lettet op over, at der ikke endnu en gang lå et oplæg til besparelser på bordet."

Marianne har som tillidsvalgt været tæt på kolleger i forbindelse med gentagne afskedigelser, og her handler det ikke kun om dem, der er blevet 'prikket ud'. Også de pædagoger og medhjælpere, der reddede sig igennem fyringsrunderne, bliver påvirket af situationen. Der har været meget barske perioder, hvor hun nærmest måtte være tillidsrepræsentant i døgndrift.

"Jeg har været derude, hvor jeg har måttet sige, at nu tager jeg ikke telefonen mere før i morgen. Jeg skulle jo også lige have mulighed for at spise sammen med min familie," siger hun.



Er det mig denne gang? Gødvad SFO har som mange andre institutioner landet rundt skullet skære flere gange de seneste år, og det har gjort de ansatte sårbare. Derfor ramte det ekstra hårdt, da beskeden for tredje år i træk kom i 2010:

'I skal skære. I er 16 nu. I skal kun være 10'. I forvejen var der blevet skåret kraftigt i personalegruppen, som har været oppe på 22. Nu skulle der sættes navne på 6, som skulle ud.

"Først gik vi alle og var bange: Bliver det mig, denne gang? Så kom meldingen om, hvem det var, og nogle af mine kolleger gik i chok. Det var forfærdeligt. Det værste var, at de fyrede skulle arbejde endnu et halvt år, før de skulle stoppe, og det halve år var et mareridt. Stemningen var rigtig dårlig. Vi gjorde alt, for at børnene ikke skulle opdage noget, men alle var vi tynget," siger Karin Kjeldsen.

Følelserne var mange, da beskeden om fyringer kom for tredje år i træk. Nogle var frustrerede og vrede, mens andre blev apatiske og handlingslammede: Kan det virkelig være rigtigt? Skal vi holde for igen igen?

"Det var rigtig slemt at skulle sige farvel til så mange kolleger. Vi følte jo ikke, at der var nogen, vi kunne undvære, og der var heller ingen, som vi gerne ville undvære. Vi var kede af det, og det var forfærdeligt i et halvt år at gå op og ned ad dem, som skulle ud. Derfor oplevede vi det også nærmest som en lettelse, og som om det gav ny energi, da de seks måneder var gået, og de var væk," siger Karin.

Men kræfterne forsvinder i hverdagen. Personalegruppen er blevet væsentligt mindre end tidligere, og samtidig er der sparet på specialområdet i kommunen, sådan at de mere ressourcekrævende børn herfra nu også kommer i SFO'en. Dertil skal lægges, at skolen også er presset og efter aftale i højere grad bruger pædagogerne som ekstra støtte i 0., 1., 2. og 3. klasse.

Det kan alt sammen give flere frustrationer i hverdagen. For eksempel får de ansatte ikke de små sejre, som de fik før, når en konflikt mellem to børn blev løst gennem en stille snak på personalestuen, og børnene gik ud med hinanden om halsen. Den slags 'luksus' er der ikke tid til længere. Nu stoppes skænderiet ofte, uden at konflikten løses, og det er frustrerende for pædagogerne. For hvad lærer børnene af det?

Lidt efter lidt er hverdagen blevet drænet for kræfter, og det kan kun klares på to måder: Benhård prioritering og planlægning, kombineret med en tæt kommunikation, så de ansatte ikke bliver irriteret på hinanden i hverdagen, for eksempel over at en kollega har en aktivitet med kun få børn.



Mere sort humor. "Men vi vil også have arbejdsglæden, det er simpelthen nødvendigt. Det er vi meget bevidste om, og om ikke andet, så må vi bruge sort humor i hverdagen," siger Marianne.

Og det er alle helt enige om: Gentagne besparelser presser arbejdsglæden, humoren i hverdagen og den faglige stolthed. Det er svært at få plads og rum til at være en god pædagog, men i Gødvad SFO nægter de at give afkald på deres faglige integritet. De insisterer på at have det godt sammen som kolleger og sammen med børnene, og de vil også have det sjovt. De har fundet ud af, at det alt sammen ikke kommer af sig selv, når det daglige pres er blevet så stort, som tilfældet er. De skal bevidst ville det.

"Men vi er godt nok bombede, når vi kommer hjem," siger Marianne.

I dag mangler de den arbejdsro, som en lang periode uden nedskæringer giver. Og spørger man dem, om de havde foretrukket at få de seneste års gentagne besparelser serveret i ét huk i stedet for over flere år, er de ikke i tvivl.

"Det havde været bedre at få det på en gang. Det ville have været meget voldsomt, men så havde det været overstået," siger Marianne og Karin.



Så skæres der igen

Mens pædagogerne i Silkeborg Kommune, hvor Gødvad SFO og Virklund SFO ligger, efter flere års massive besparelser kan ånde lettet op i år, holder mange andre pædagoger vejret. Kommunerne har netop sat sidste punktum i deres budgetter for 2012, og nærlæser man dem, kan man se, at institutionerne igen kommer til at holde for. I 60 procent af kommunerne har politikerne fundet besparelser på institutionsområdet, viser en opgørelse, som BUPL har lavet over kommunernes budgetplaner for 2012.

I 37 procent af kommunerne er der planer om besparelser svarende til mere end 500 kroner pr. barn. 23 procent arbejder med planer om besparelser under 500 kroner pr. barn. I 40 procent af kommunerne går institutionsområdet stort set fri, er status her 8 dage før kommunernes budget for 2012 skal være på plads.

Men nedskæringerne på børneområdet er ikke spor overraskende, påpeger Bent Greve, professor ved Roskilde Universitet, hvor han blandt andet forsker i velfærd og samfundsøkonomi. For den borgerlige regering, der lige er gået af, lavede i juni en aftale med Kommunernes Landsforening om, at kommunerne også i 2012 skal have nulvækst. Nulvækst betyder i teorien, at kommunerne vil have råd til at bruge de samme penge i 2012 som i år, men sådan fungerer det ikke i praksis, pointerer Bent Greve.

"Med de demografiske forandringer, der er, må man ud og skære, ellers kan kabalen ikke gå op. Når man får flere ældre, der skal have pasning, pleje og omsorg, kan man ikke på samme tid fastholde de udgifter, man har til børn," siger han.

BUPL's formand, Henning Pedersen, er ked af, at børneområdet igen skal udsættes for nedskæringer.

"Det er den samme sørgelige historie, som fortsætter. Kvaliteten kommer så langt ned, at der bliver problemer sikkerhedsmæssigt. Vi hører jo episoder om pædagoger, der er alene med over 20 børn. Vi hører om ydertidspunkter, hvor der kun er en voksen til stede i hele institutionen. Den slags historier vil der komme flere af," siger Henning Pedersen.