Vi vil have kunst og motion

En privatisering af en nordsjællandsk børnehave skal sikre, at børnene fortsat får besøg af en kunstner og kan deltage i motion. Det ville massive besparelser ellers have skåret væk. Men forældrene betaler gerne ekstra for god kvalitet til deres børn.

Løbeturen fredag formiddag og det årlige kunstprojekt var i fare, da Hørsholm Kommune i år lancerede massive besparelser på daginstitutionsområdet. Kunst, motion og sund mad er en del af Ahornhusets varemærke. Og det ville hverken forældre eller personale miste. De har sammen med fire andre institutioner i kommunen sat sig i spidsen for at privatisere deres institution, så de kan beholde den høje kvalitet i børnehaven.

"Hvis besparelserne blev gennemført, ville alt det, vi står for, forsvinde. Det ville være ren opbevaring. Og det vil jeg ikke være med til. Det ville blive uden mig. Forældrene var også rystede," siger Ahornhusets leder Jytte Mogensen.

Udenfor leger børnene. Deres glade stemmer kan høres ind på kontoret, hvor formand for bestyrelsen Eva de Coninck Nickless sidder. Hun ville heller ikke gå på kompromis med børnenes trivsel og den høje kvalitet i børnehaven.

"Vi kunne kun ryste på hovedet af de besparelser, vi blev præsenteret for, så vi var slet ikke i tvivl om, at vi ville forsøge at etablere vores egen institution," siger bestyrelsesformanden.

Opgaven skulle imidlertid vise sig at være mere krævende, end både forældre og personale havde forudset.



Hvor bliver pengene af? Utilfredsheden med den kommunale ledelse begyndte for længe siden. Når Jytte Mogensen kigger tilbage på sit mangeårige arbejdsliv som leder, kan hun se en udvikling, hvor der er blevet færre ansatte, samtidig med at kravene er øget. Der er også indført nye ledelsesformer og institutionssammenlægninger. Det har fjernet noget af gnisten i en selvejende institution, som netop skatter selvbestemmelse højt.

"Det er afgørende for os, at vi selv kan tage initiativ og gennemføre projekter. Det er en del af hele vores måde at arbejde på. Men med indførelsen af områdeledelse bliver vi meget mere styret. Det får man ikke glade og engagerede pædagoger af," siger Jytte Mogensen.

Besparelserne på daginstitutionsområdet sker, samtidig med at udgifterne i den offentlige sektor generelt er vokset. Så det kan være svært at få øje på, hvor pengene bliver af.

"Det er jo ikke sådan, at vi er blevet flere pædagoger. Tværtimod. Det hænger kun lige sammen," siger hun.



Mange uddannede. Ahornhuset har syv uddannede pædagoger, to medhjælpere samt en studerende til godt 60 børn. Mange medarbejdere er på deltid.

"Det koster noget, at så stor en del af medarbejderstaben er uddannede. Det ville have været billigere med medhjælpere. Men det højner kvaliteten, at medarbejderne er uddannede. Det kan både børn og forældre mærke. Når vi bliver private, får vi i højere grad mulighed for at regulere løn og normering i børnehaven," siger hun.

Et højt uddannelsesniveau er sammen med en række andre forhold med til at gøre Ahornhuset til en eftertragtet børnehave. Børnehaven ligger for enden af en villavej. Der er god plads både inde og ude. Og på væggene er der kunst.

Kunst har høj værdi i Ahornhuset. Hvert år i januar får børnehaven besøg af kunstneren og fortælleren John Nordmand. Det har de fået de seneste 16 år. Projektet er målrettet den mellemste gruppe af børnene. Og det er noget, som både børn, forældre og personale ser frem til.

"Han fører børnene ind i kunstens verden, fortæller eventyr og fabler og fortæller om farverne og de forskellige teknikker, og til sidst får børnene så mulighed for at lave deres eget maleri, som de får lov til at tage med hjem. Vores kunstprojekt giver et stort løft. Børnene er vilde med det, og de er meget interesserede i at lære," fortæller Jytte Mogensen.

Besøget varer fem til seks uger og afsluttes med en fernisering.

Kunst er dog ikke det eneste, som beriger de godt 60 nordsjællandske børn. De får også sund og lækker mad i løbet af dagen. Det sørger en velfungerende madordning for. I løbet af ugen er der gymnastik og rytmik, og hver fredag er der løb.

"Vi starter med at varme op på legepladsen, og så løber vi i 20 minutter. Det kræver naturligvis ekstra ressourcer at gennemføre," siger Jytte Mogensen.



300 kroner ekstra. Alt det vil hverken forældre eller personale miste på grund af besparelser. Men det koster. Fremover skal forældrene betale 300 kroner ekstra om måneden for at opretholde niveauet. Med madordning lander den samlede forældrebetaling på cirka 2300 kroner om måneden.

"Det er blevet lidt dyrere, end vi først havde beregnet. Men det er jo et valg, om man vil betale det," siger Eva de Coninck Nickless.

For fattige forældre på kontanthjælp, er der måske ikke så mange valg at gøre. Ganske vist dækker kommunen fortsat udgiften til forældre med fripladser. Men bestyrelsen i Ahornhuset har besluttet, at forældre med fripladser fremover selv må betale differencen på kommunens tilskud og det, som det koster at gå i den private børnehave, altså 300 kroner ekstra.

"Vi har fredet de børn, der går her nu. Men fremover bliver der opkrævet betaling for dem med fripladser," fastslår bestyrelsesformanden.

I takt med at der kommer flere private børnehaver og vuggestuer, har der været røster fremme om, at det vil skabe A- og B-institutioner. Lokalt har kritikken været fremført af Hørsholm Kommunes formand for Børne- og Skoleudvalget, Pernille Schnoor (S).

Eva de Coninck Nickless er ikke enig i kritikken.

"Vi får ikke elitebørn ud af denne børnehave. Det er malplaceret at tale om A- og B-hold. Det, vi fik fra kommunen, var ikke godt nok. Og de andre får det ikke nødvendigvis dårligere, fordi vi bliver private," siger hun.



Stort arbejde at privatisere. Siden arbejdet med at privatisere Ahornhuset gik i gang 1. oktober 2010, har Eva de Coninck Nickless arbejdet fire til fem timer om ugen på projektet. Dertil kommer de andre bestyrelsesmedlemmers arbejde. Arbejdet med at privatisere er krævende og forudsætter en forældreskare med ressourcer og relevante kompetencer. Og det har været meget mere krævende end forventet.

"Vi har alle en baggrund, der kvalificerer os til arbejdet. Der er flere som arbejder i private virksomheder i forvejen, og det gør det lidt nemmere. Da det kom frem, at vi skulle være private, var der flere mænd, som ville være med. Vi er fire mænd og to kvinder. Det er jo overvældende," siger Eva de Coninck Nickless.

Når Ahornhuset kommer på private hænder 1. juli 2011, overtager den selv leasingudgiften for bygningerne. Institutionerne skal også have egen hjemmeside og nyt it-system.

"Det gør nu ikke så meget, for det vi har, er meget gammelt og slidt. Men det har været en meget turbulent tid. Og efter at den første eufori havde lagt sig, er det gået op for os, at der er rigtig meget arbejde. Men vi tror på, at det bliver godt," siger leder Jytte Mogensen.

Bestyrelsen skal også stille med en garant i i tilfælde af, at privatiseringen ikke går. Kommunen havde i første omgang krævet en garanti på, hvad der svarer til tre måneders drift. Men siden er der slækket på kravene, så der nu kun er krav om, hvad der svarer til halvanden måneds drift.



Aktiviteter i Ahornhuset

• Vi leger, vi tegner, vi hører historier, vi spiller computer og playstation, vi går i køkkenhaven, vi henter agurker i drivhuset, vi bager, vi ser 'regnvejrsfilm', vi spiller fodbold og hockey, vi cykler, vi laver mudderkager, vi maler m.m.

• Vores hverdag er præget af en høj grad af nærhed børn og voksne imellem, og aktiviteterne afspejler ligeledes de voksnes lyst og interesser i samværet med børnene.

• Tre dage om ugen synger og spiller vi musik på aldersopdelte hold. Vi bruger forskellige musikinstrumenter som trommer, marimbaer m.m. samt guitar og klaver. Musikken tager afsæt i rytme, improvisation, samspil og solospil. Med musikken søger vi at støtte og udvikle barnets naturlige glæde ved sang, musik og bevægelse.

• En dag om ugen laver vi gymnastik/motorik på aldersopdelte hold. Vi bygger en bane, der udfordrer børnene til at hoppe, slå kolbøtter, balancere, kravle, beherske en bold m.m. Vi bruger forskellige redskaber som trampolin, spande, hulahopringe, bolde, madrasser m.m. Med 'gymnahoppen' udfordrer vi barnets motorik og fantasi og udvikler barnets begrebsverden og kropsbevidsthed.

• Fredagsløb

• To gange om ugen tager vi på oplevelsesture i naturen. Vi kører 12 børn og 2 voksne i vores egen bus. Turene går til skov, strand, naturlegepladser m.m. Med oplevelsesturene søger vi at finde en udfordrende natur, der appellerer til børnenes fantasi og motorik.

Kilde: www.ahornhuset.horsholm.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.