Vi ved hvad der rykker

I Børnehuset Solsikken i Taastrup læser medarbejderne på toilettet. Det er ikke dameblade og tegneserier, der er lokumslæsning i den integrerede institution, men lærerige opslag om forholdet mellem individ og fællesskab, pædagogens rolle og kendetegnene ved en inkluderende kultur. Anne Nielsen har hængt de lyserøde opslag op på personaletoilettet. Hun er pædagogisk leder for Solsikken og naboinstitutionen Børnehuset Taastrupdal.

Hun har også sørget for, at der er spændende læsestof for forældre og medarbejdere i Solsikkens modtagerum. Her hænger de pædagogiske læreplaner i glas og ramme, og på opslagstavlen fortæller en forældreseddel om børnehavens arbejde med 'krop og identitet'.

Institutionen har taget læreplanerne til sig, men det betyder ikke, at Anne Nielsen ønsker mere af samme skuffe. Hun er nemlig stærkt skeptisk over for socialminister Benedikte Kiærs (K) forslag om at udvide lærerplanerne ved at indføre landsdækkende mål for, hvad børn skal kunne inden skolestart.

"Det er altid godt at have fokus på det enkelte barn og sætte mål for dets udvikling. Det kommer bare til at runge mere og mere hult, fordi der bliver så meget administration, dokumentation og evaluering, samtidig med at vi får mindre og mindre praktisk pædagogisk tid," siger Anne Nielsen.

Hun forstår slet ikke formålet med de nye mål, da hun synes, lærerplanernes mål for de større børn er fuldt tilstrækkelige.



Kanon duede ikke. For fire år siden var Anne Nielsen i samarbejde med lærerne på den lokale skole med til at udarbejde en kanon for de kompetencer og egenskaber, som daginstitutionerne skulle give børnene med videre i skoleforløbet. Men den røg i skraldespanden. For i praksis viste det sig, at en liste med faste mål virkede stik mod hensigten.

"Det var de voksnes mål for god læring, det handlede om, uden at vi skelede til børnenes behov. De skulle tilpasses de voksnes dagsorden, og det virker sjældent," fortæller Anne Nielsen

Et af målene var, at alle børn skulle have stiftet bekendtskab med eventyret og dets opbygning, men det førte til, at medarbejderne var mere optagede af at få sat en ramme, hvor der blev læst med børnene, end at inddrage dem i historiefortællingen.

"Vores fokus blev flyttet til produktet i stedet for processen. Og det var rigtig ærgerligt, for det er i processen, man vokser," siger Anne Nielsen.

Skolekanonen blev skrottet, men det betyder ikke, at Solsikkens leder ikke ved, hvad institutionens mål er, når det handler om at forberede børnene på 0. klasse.

Anne Nielsen har nemlig et klart billede af det skoleparate barn.

"Det er et barn, der kan mærke sig selv og sine behov og udtrykke dem. Det kan afkode andre menneskers signaler, indgå i relation med andre og kan udsætte sine behov og give plads til den anden. Det er et barn, der kan dele, lytte og tør tage plads i fællesskabet," lyder det fra Solsikkens leder.

Hun fortæller, at et barn med alle de grundlæggende kompetencer til at indgå i de forskellige læringsfællesskaber efter al sandsynlighed vil klare sig godt i skolen.



Samvær gør klog. Inden Solsikken tog afsked med sin gruppe af kommende skolebørn i maj, havde de i et år forberedt skoleovergangen i samarbejde med den lokale skole, Selsmoseskolen, og forældrene. Et halvt år før skolestart blev de store børnehavebørn samlet på enten den lokale skole eller i børnehaven en gang om ugen for at lege sig nysgerrige og skoleparate. Tiden blev blandt andet brugt på motoriske lege, kend din krop-lege, eventyrfortællinger og dialogisk læsning.

Anne Nielsens første kommentar til ministerens forslag er 'hvad er det nye?', for Solsikken har i flere år arbejdet med skoleovergang ud fra lærerplanernes mål.

"Vi skal dokumentere vores faglighed hele tiden, og jeg bliver lidt fagligt krænket af hendes forslag. Det er, som om politikerne ikke har troen på, at vi er faglige specialister og ved, hvad vi gør," siger Anne Nielsen.

Hun frygter, at nye mål vil blive et åg frem for en opmuntring til faglighed. For hun er træt af, at papirarbejde er kommet til at fylde mere og mere i takt med, at der er blevet mindre og mindre tid sammen med børnene.

"Der er ingen børn, som udvikler sig af voksne, som sidder og planlægger. Vi ved, hvad vi skal med børnene. Vi ved, hvad der rykker. Børn vokser læringsmæssigt af samvær, og det er der mindre og mindre af," siger Anne Nielsen.

Hun fremhæver, at det er relationen mellem barn og voksen, der er afgørende for læring. Det kræver, at den voksne er nærværende og kan medinddrage børnene og ikke skal stjæle sig tid til samvær.

"For mig er det ikke vigtigt, om vi sidder og leger 2 + 2 er 4. Det kan være et rigtigt godt udgangspunkt for en god relation. Det er relationen, der er vigtig. Alt det andet kommer, hvis barnet har en god social relation med de voksne," siger Solsikkens leder.



Den børneparate skole. I Taastrup har man vendt tingene lidt på hovedet, når det gælder samarbejdet mellem skoler og daginstitutioner. Det er ikke børnene, der skal være skoleparate, men skolen der skal være parat til at modtage børnene. Med inklusion som overskrift har skole og daginstitutioner besluttet at holde overleveringsmøder, hvor pædagoger og lærere taler om barnets ressourcer og potentialer, og hvilken udviklingszone barnet trives bedst i. Det betyder, at lærerne bedre kan tilrettelægge skoleforløbet efter det enkelte barns læringsstil, og at det ikke kun er daginstitutionerne og børnene, der skal tilpasse sig skolens vilkår.



Læring kræver tid. Anne Nielsen mener, at det er urealistisk at forestille sig, at børnehaverne kan skabe de små flittige skolebørn, som ministeren ønsker sig, hvis ikke daginstitutionernes forhold forbedres.

"Når klokken er 13, er der én voksen til 19 børn her i børnehaven, og vi har ikke en speciel lav normering her i kommunen. Så er der tale om en pasningsordning, for der er ikke mulighed for meget pædagogisk praksis på det tidspunkt," siger Anne Nielsen.

Hun mener, normeringerne er alt for lave, hvis målet er at udvikle børnenes kompetencer.

"Børn er ikke sådan nogle størrelser, man lige kan forme i en bestemt retning. Vi kan give børnene et tilbud om læring i et vist tidsrum af børnenes tid her. Sådan er vilkårene," konstaterer Anne Nielsen.

Og det ærgrer Anne Nielsen, der efter at have været leder i Taastrup i 10 år, kan konstatere, at børnehaven har alle de rigtige forudsætninger for at udvikle læringsparate og nysgerrige børn.

"Vi kan alt med de her børn og deres forældre. Vi ønsker alle, at barnet skal klare sig godt i skolen, men vilkårene for at gøre det er blevet rigtig vanskelige, og det er synd," mener Anne Nielsen.