Vi gør det for vores egen skyld

Pædagoger sætter gerne deres praksis under lup for at finde ud af, om de kan gøre livet bedre for børnene. Men skal systematiske evalueringer blive pædagogers livret, skal behovet for dem komme fra pæda­gogerne selv.

Det viser et projekt om evalueringer, som blev sat i gang af Hillerød Kommune, BUPL Nordsjælland og forskerne Jan Kampmann og Kim Rasmussen fra Roskilde Universitet.

I projektet deltog to daginstitutioner og en SFO i Hillerød. Intentionen var at finde ud af, om en model for evaluering, der kom nedefra og først og fremmest gav mening for institutionerne, også kunne blive et blandt flere styringsredskaber for politiske beslutningsprocesser. Derudover kunne den øge erfaringsudvekslingen mellem institutionerne, så de kunne lære af hinanden.

Men projektet viser, at den evaluering, der er meningsfuld for pædagogerne, ikke umiddelbart kan anvendes af kommunens forvaltning. For evalueringerne er bundet i fortællinger om en ændret praksis, der ikke umiddelbart kan oversættes til noget, politikerne kan forstå.

Lektor Kim Rasmussen mener, at der er en brudflade mellem den måde, pædagoger iagttager dagligdagen på og oplever, hvad der er meningsfulde evalueringer, og den måde den kommunale administration har behov for at få dokumenteret og evalueret.

"Det her projekt giver ikke noget svar på, hvordan man kan få de ender til at mødes. Man kan tværtimod sige, at vi ikke tror, at den her måde at evaluere på kan bruges af kommunens forvaltning eller politikerne," siger han.

Også i kommunens dagtilbudsforvaltning havde man håbet på at finde formlen på, hvordan man formidler institutionernes evalueringer til politikerne. Pædagogisk konsulent Stina Hendrup mener, at det kun til dels er lykkedes.

"Vi ønskede os en evalueringsmåde, der løb som en rød snor hele vejen igennem styrings- og beslutningsprocesser, og som skulle kunne bruges ude i institutionerne. Men vi har ikke fået løst 'cirklens kvadratur', nemlig hvordan vi får pædagogernes evalueringer formidlet til politikerne, for det er jo umuligt at kvantificere den slags evalueringer. Men vi kan bruge det til at kvantificere, hvor mange institutioner, der sætter fokus på og arbejder med at forbedre deres indsats. Og det kan også give dem billeder på, hvad pædagoger gør for børnenes udviklingsmuligheder," siger hun.



De forstår det ikke. I Børnehuset Fredskovhellet, som er en af de tre institutioner, der deltog i projektet, er leder Jytte Hare og pædagog Marianne Esbjørn Nielsen enige i konklusionen om, at deres evalueringer ikke kan bruges direkte af politikerne. Hvis andre udefra skal forstå, hvad pædagoger gør, skal ordene kædes sammen med de handlinger, som pædagoger foretager sig, mener Jytte Hare. I Fredskovhellet har de prøvet at have en politiker på besøg en dag, og det var en sjov opgave at få ham til at forstå, at der bag de konkrete handlinger, han så, var bevidste valg og handlinger.

"Måske er vores fag netop et fag, som hverken kan formidles mundtligt eller skriftligt, men skal ses og føles. Ordene kan ikke stå alene, men skal kobles på den konkrete handling. For der er jo overvejelser bag det hele, og det ser man bedst, når handling og ord opleves samlet," siger hun.

"Vi har jo altid fået at vide, at vi ikke kan sætte ord på det, vi gør. Det tror jeg nu godt, vi kan. Men man forstår måske ikke, hvad det virkelig betyder, før man står med begge ben i den pædagogiske virkelighed," siger Marianne Esbjørn Nielsen.

Jytte Hare har været med til at formidle Fredskovhellets arbejde med at skabe mulighed for børns venskaber til politikkerne.

"De synes da også, at det var vældig sjovt, og det skulle vi fortælle alle de andre pædagoger om, så de kunne gøre det samme. Men så kommer vi heller ikke længere, for de går ikke ind i, hvordan vi sikrer os rum og plads og prioritering til at kunne gøre den slags på daglig basis. Jeg tror desværre heller ikke, at de tænker over, at hvis pædagogerne skal have mulighed for at arbejde med den slags, så skal de ikke skære i budgetterne," siger hun.

Evalueringsprojektet havde tre faser. Den første gik ud på at indkredse og afdække den formelle og uformelle evalueringspraksis, som allerede eksisterede i hver af de tre institutioner.

Herefter valgte institutionerne et eller flere temaer, som de ville arbejde med, og som de ville gøre til genstand for et systematisk evalueringsarbejde. Sidste fase har været at formidle erfaringerne til andre institutioner, til seminarierne, til forvaltningen og til politikerne.



Være bæredygtigt. Samtidig var der fra starten enighed om, at projektet skulle være 'socialt bæredygtigt'. Det vil sige, at de evalueringsformer, pædagogerne fandt frem til, skulle kunne leve videre på egne præmisser, efter at projektet var ophørt, at evalueringsformerne skulle være udformet og afstemt efter hverdagens praksis, og at pædagogerne selv bestemte både form og indhold.

Kim Rasmussen mener, at det truer den sociale bæredygtighed i evalueringer, at kravene om at evaluere kommer udefra som et pålæg om at lave endnu en opgave.

"Pædagoger siger jo altid, at de mangler tid, og hvis man arbejder på præmisser, hvor man generelt har mangel på tid, og der så kommer nye pålæg eller krav, så bliver man endnu mere presset på tiden. Når pædagogerne arbejder med evaluering som tema, og de selv får lov til at vælge det, de vil evaluere, så er de faktisk i stand til selv at udvikle metoder og måder at gøre det på, som for dem selv virker meningsfulde," siger han.



Venskaber og arbejdsglæde. I Børnehuset Fredskovhellet, der består af en børnehave til cirka 44 børn og en vuggestue til cirka 32 børn, har pædagogerne arbejdet med tre evalueringsgrupper. En om børns mulighed for venskaber, en om fællesskab og en om arbejdsglæde blandt personalet. Projektet kom som en kærkommen mulighed for at få et fælles sprog og en fælles forståelse i de to personalegrupper, som for nylig var blevet slået sammen. Udgangspunktet var, at alle i personalet skulle være med, og hver enkelt skulle selv vælge, hvilken gruppe der gav mening for dem.

Fællesskabsprojektet kom således mest til at handle om, hvordan de to personalegrupper kunne lære hinanden at kende og bruge hinanden. Arbejdsglædegruppen lavede en spørgeskemaundersøgelse for at finde ud af, hvad der gav arbejdsglæde og trivsel hos personalet. Da mange nævnte, at det gav dem arbejdsglæde, at kunne få tid til at diskutere pædagogiske emner på blandt andet personalemøder, har netop det fået en større plads. Desuden indførte man også på de korte fredagsmøder, at man skulle fortælle om noget, som var lykkedes i den forgangne uge.

Venskabsgruppen arbejdede med, hvordan pædagogerne kunne skabe mulighed for, at børnene kunne danne venskaber. I børnehaven interviewede pædagogerne alle børn for at finde ud af hvem, der var venner med hvem. Der blev taget billeder af alle vennekonstallationer, og for hvert barn blev der lavet et vennogram, som viste, hvem barnet selv sagde, var dets venner, samt hvilke af de andre børn, der sagde, at de var venner med barnet. Metoden afdækker på en overskuelig måde, hvilke børn der har 'tynde' vennerelationer, og dermed, hvilke børn pædagogerne skal arbejde med, og at de skal ændre noget i deres praksis for at understøtte netop disse børns venskaber.



For at gøre praksis bedre. Det har hele tiden været pædagogernes intention med evalueringer af læreplanens temaer, at de ikke ville evaluere, hvor meget børnene havde lært eller kunne. De var optaget af, om børnene fik de muligheder, som stod beskrevet i deres læreplan.

"For os var det et spørgsmål om, at vi fik dokumenteret vores arbejde, så vi kunne evaluere på, om vi så rent faktisk gjorde det, vi gerne ville gøre," siger Jytte Hare.

Om temaet arbejdsglæde fortæller Marianne Esbjørn Nielsen, at det udsprang af frustrationer om, hvorvidt det overhovedet giver mening at gå på arbejde, når man får at vide, at daginstitutionsområdet i kommunen skal spare 20 millioner kroner.

"Derfor var det et forsøg på alligevel at prøve at fokusere på noget af det, vi gør godt på trods. Og at give mere plads til at snakke om det pædagogiske, der er årsag til, at vi er her," siger han.

Pædagogerne er enige om, at det, der skal evalueres, skal have bund i deres verden og deres virkelighed for at give mening.

"Hvis evaluering skal give mening som et arbejdsredskab for mig, så er det nødt til at relatere til noget, jeg gør alligevel. Det skal ikke være en ekstra arbejdsopgave, som jeg gør ved siden af mit daglige arbejde," siger Marianne Esbjørn Nielsen.

"Man skal evaluere, fordi man får glæde af det. Evaluering giver kun mening, hvis det skaber mulighed for en forbedring af vores pædagogiske arbejde," siger Jytte Hare.



Diffust begreb. I starten havde personalet i Børnehuset Fredskovhellet visse problemer med at finde ud, hvad projektet om evalueringer gik ud på. Kim Rasmussen tror, at det er, fordi pædagoger hele tiden evaluerer, men på en uformel måde. De er ikke vant til at sætte evalueringerne i system.

"Hvis man skal evaluere grundigt og seriøst, kan man ikke evaluere alt, hvad man foretager, sådan som pædagoger gør hele tiden. Så er man nødt til at vælge emner eller aktiviteter og evaluere dem på samme måde, som det er gjort her i projektet. Og så er det grundigheden, der skal overbevise andre om, at her arbejdes der kvalitativt, ikke bare på ét område, men også på andre," siger han.

For pædagogerne i Fredskovhellet var det overvældende at finde ud af, at de evaluerede en hel masse, uden at de var klar over det.

"Når vi blev spurgt, hvad evaluering var for os, så var det jo noget, vi gjorde for andre. Det, vi selv gjorde, var bare, at vi snakkede om, hvordan det gik i går. Det ligger i vores fag, at vi hele tiden vurderer det, vi gør, så vi kan gøre det anderledes og bedre. Men alligevel var evaluering et diffust begreb," siger Marianne Esbjørn Nielsen.

"Vi har følt evaluering som noget, vi skulle bruge tid på, og som ikke rigtig handlede om os og vores arbejde, og derfor opfattede vi det også som et overgreb," siger Jytte Hare.



Vise professionalitet. Kim Rasmussen mener, at ud over at give forældrene en mere grundig indsigt, end man før har kunnet, kan de systematiske evalueringer også bruges til at vise de pædagogiske konsulenter, at man arbejder professionelt og seriøst.

"Man kan bruge det til at signalere, at der er så meget professionalitet til stede i den enkelte institution, at man af egen drift arbejder med de temaer, man finder vigtige," siger han.

Pædagogisk konsulent Stine Hendrup er enig. Pædagoger skal først og fremmest evaluere, for at de selv kan blive bedre, men også for at fortælle forvaltningen og politikerne, at der produceres kvalitet for pengene.

"Det bedste, vi har fået ud af projektet, er, at vi kan se, at vi kan gå ad to spor. På den ene side skal vi give politikerne et sammenkog, som kan vise tendenser og sammenhænge, gerne ved hjælp af grafik. Men samtidig skal de have nogle eksemplariske fortællinger, så de ser børnene i diagrammerne. Måske kan evalueringer af den slags være med til at give politikerne en forestilling om, hvad der kommer ud af den pædagogiske indsats, og hvad man vil komme til at undvære, hvis der ikke tilbydes rammer og ressourcer til denne indsats," siger hun.



Mere dokumentation på vej

Senest i 2012 skal alle kommuner dokumentere og offentliggøre den faglige kvalitet i hver enkelt daginstitution. En række institutioner har testet redskaber til den nye dokumentationsopgave, og de fleste vurderer, at det ikke er seriøst at offentliggøre oplysningerne, fordi de bygger på subjektive vurderinger. Pædagogerne har dog ikke noget valg, da den politiske beslutning for længst er truffet.

Læs mere i næste nummer af Børn&Unge.