Velkommen til etikstafetten. Mellem handling og etisk eftertanke

Carl, Astrid og Mathilde sad ved det lille bord og spiste frokost i vuggestuen sammen med deres pædagog. De tre børn var omkring to et halvt år. Snakken gik om maden og andre ting, da Astrid sagde: ’Se, Carls hud er helt sort’. Pædagogen svarede, at det havde hun fuldstændig ret i og spurgte: ’Hvilken farve er din hud?’

Astrid lagde sin arm ved siden af Carls og svarede, at hendes hud var lyserød. Carl åbnede sine hænder og sagde: ’Inde i hånden er min hud lyserød’. Astrid åbnede sin hånd og sagde glad: ’Det er min også’.

Pædagogen sagde: ’Og Carls øjne er brune’. Mathilde svarede begejstret: ’Det er mine også!’ Derefter snakkede de om håret og konstaterede, at Carls hår var helt sort, Mathildes hår var brunt, og Astrids hår var gult. Mathilde sagde: ’Men jeg har krøller’. ’Det har jeg også’, konstaterede Carl fornøjet, og det havde Astrid også. Mange! Hvorefter snakken fortsatte om andre ting.

I sin introduktion til etikstafetten i sidste nummer af Børn&Unge fortæller Allan Baumann fra BUPL om en klubpædagog, der arbejder med store børn, som han har opbygget en tæt relation til, og som åbenbart er kommet ud i problemer.

Min historie handler om en vuggestuepædagog, som arbejder med små børn, der er optaget af at lære verden at kende. Begge historier handler om værdier, om pædagogens ansvar for relationen, og for det, børnene skal have med sig fra situationen. Og om etik. Pædagoger handler i nuet – det skal de jo – men det er ofte klogt at besinde sig og mane til etisk eftertanke, så man som i historien ovenfor sikrer, at børnene beskyttes både mod pædagogens egne forståelser samt mod ydmygende og nedværdigende adfærd.

Allan Baumann understreger den betydning, vi som pædagoger har for de mennesker, vi arbejder med, med de beslutninger, de valg og fravalg vi træffer på deres vegne, og han stiller mig følgende spørgsmål: ’Hvordan fremmer vi etikdebatten ude på arbejdspladserne, og kan en udvidelse af det etiske grundlag med etiske retningslinjer bidrage til det?’

Mit svar vil være, at vi i personalegruppen skal turde snakke med hinanden om de handlinger og valg, vi hver især træffer hele tiden. I mange institutioner bliver der fortalt og skrevet historier, og det er, som ovenfor beskrevet, en metode, som er umådelig velegnet, når man er optaget af pædagogik, etik og værdier. Man bliver helt høj af glæde ved sådan at snakke sig helt ind i fagets kerne.

Derudover håber jeg, at BUPL lokalt og centralt såvel som i Børn&Unge med jævne mellemrum hjælper os med at komme i tanker om denne vigtige debat, ligesom vi gjorde på etik-roadshows i foråret. En debat, som nemt drukner i sprogvurderinger, indberetninger, målformuleringer og hverdagen i al almindelighed.

Det etiske grundlag er værdifuldt, når man står i de store dilemmaer, ligesom det er værdifuldt at have med sig i alle de små episoder, som hver eneste dag er fyldt af, og hvor man skal handle. Vores etiske grundlag minder os om, at vi skal have mod til at opføre os ordentligt, til at blande os og til at insistere på at se barnets perspektiv og gode intention og altid holde os dets tarv for øje.

Jeg er mere usikker på idéen med de pædagogiske retningslinjer. For det første fordi der også skal være plads til mine værdier og min etik i arbejdet med børn og familier. Jeg stritter altid voldsomt imod, hvis jeg får en fornemmelse af, at nogle synes, at jeg skal gøre tingene på ’en rigtig måde’. Det duer bare ikke, når mine relationer til børn og andre mennesker er på spil. For det andet vil faste etiske retningslinjer blive endnu et lag, som skal fortolkes.



Hermed sender jeg stafetten videre til Christian Aabro, lektor på Frøbel Seminariet, med spørgsmålet: ’Hvordan kan arbejdet med etik indgå i undervisningen på seminarierne, og vil det hos jer kunne bidrage positivt, hvis det etiske grundlag udvides med etiske retningslinjer?’