Velkommen til etikstafetten. Det rigtige: Undtagelsen eller reglen?

Drengens øjne er mørke. Engang lyste de af smil, når jeg mødte ham på min vej rundt i børnehaven. Nu møder jeg ham sjældent. Han sidder ofte samme sted på stuen med ryggen mod os andre og leger den samme leg med de samme to biler. Drengens forældre har ikke ønsket at tage imod et tilbud om en samtale om drengens trivsel. De gange, hvor invitationen til samtalen ikke har haft status af et tilbud, er forældrene udeblevet. I et skrøbeligt øjeblik har moren givet udtryk for, at hun ønskede at mødes med pædagogen, men at faren ’ikke ville have det’.

Stuens pædagog står nu i et etisk dilemma: Børnehuset har en politik om, at begge forældre inviteres til samtaler om deres børns trivsel. Skal pædagogen holde en samtale med moren uden farens vidende? Alternativet kan være, at pædagogen underretter kommunen om sin bekymring for drengens trivsel og det mangelfulde forældresamarbejde.

Forenklet er etik spørgsmålet om ’den rette handling’. Dilemmaet opstår, når to handlinger begge fremstår rigtige, men samtidig står i modsætning til hinanden. Etiske dilemmaer opstår, når en undtagelse fra det etisk ’rigtige’ forekommer ligeværdigt eller måske mere meningsfuldt end sædvanen. I pædagogens tilfælde er det etisk ’forkerte’ at holde samtalen med moderen uden faderens vidende – selv om det måske er det rigtige for drengen. Omvendt er det etisk ’rigtige’ at følge proceduren og underrette – men det er måske det forkerte for drengen, fordi pædagogen risikerer, at forældrene tager drengen ud af børnehaven.

På den ene side er pædagogen forpligtet til at følge standardiserede procedurer, for eksempel at underrette. På den anden side er hun forpligtet til at arbejde inkluderende. Inklusion er efter min mening en bevidst søgen efter meningsfulde undtagelser. Undtagelser, der ikke blot giver mening i nuet, men som er varige katalysatorer for udvikling. Inklusion baseres ikke på standardiserede udviklingsskabeloner, Kuno Beller-tests og stadietænkning, men derimod på en teoretisk refleksion og en subjektiv – tilstræbt objektiv – fortolkning af den aktuelle udfordring. Inklusionen beskriver en optik, en holdning, men har ikke form af en metode. Med andre ord er ’reglerne’ for indholdet af det pædagogiske arbejde blevet mere utydelige, mens målet står klart. Det pædagogiske arbejde er i højere grad blevet en subjektivt forvaltet disciplin, der i sin fineste form udspiller sig på kanten af det normative, på kanten af det almene. Inklusionen understøtter herved en etisk handlefrihed, fordi der er færre ’regler’ at bryde, færre forskrifter at gøre undtagelser fra. Undtagelsen kan i inklusionen blive reglen, hvis den skaber udvikling og inkluderer i fællesskabet.

Seminarielektor Christian Aabro fra Frøbel Seminariet adresserer i sit indlæg det modsætningsforhold, der kan være mellem det etiske frirum og en stigende kommunal standardisering. Det kan bekymre, om det etiske frirum levnes plads nok, eller om det invaderes af kommunale driftslogikker. Måske er det et udtryk for en selvvalgt, momentan kommunal uopmærksomhed til fordel for et praktisk pædagogisk nærvær, men min interesse vækkes i højere grad af det problematiske i et kommunalt fravær i det etiske frirum: Når pædagogen navigerer på kanten af det normative, får hun ikke længere sit mandat fra et kommunalt eller samfundsmæssigt regelsæt, men fra sig selv gennem sin egen refleksion og fortolkninger. Pædagogen må altså tage ansvar for sin pædagogik og sine handlinger på en anden måde end tidligere, fordi den mere end nogensinde forbinder sig direkte til hende selv. Hvis pædagogens handling bliver kendt ugyldig eller etisk uforsvarlig, så står hun alene med ansvaret. Alene med forsvaret. Det er et paradoks.



Jeg sender hermed stafetten videre til Anne Mette Skjødt, børnehavepædagog og medlem af BUPL’s Etiske Råd, og spørger hende, hvad hun synes, der er det ’rigtige’ at gøre i tilfældet med drengen med de mørke øjne.