Valg 2011: Pædagogikken Teknokratisk styret

Langsomt, men sikkert har den borgerlige regering centraliseret styringen af pædagogikken. Det er det største aftryk, som 10 års borgerligt styre har sat på de danske pædagogers arbejdsliv.

Sådan lyder vurderingen fra Stig Broström, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, og leder af forskningsenheden 'Barndom, læring og indskolingsdidaktik'.

"Tidligere havde man tillid til, at lærere og pædagoger via deres uddannelse var kvalificerede og professionelle. Man havde visse styringstekster og overlod til de professionelle at håndtere det og omsætte det til kvalitetspraksis. Den tillid og det syn på pædagogers kompetence har ændret sig til, at man ikke regner med, at de kan gøre det selv, og derfor har man indført en række styringsmekanismer," siger Stig Broström, der har forsket i pædagogik siden 1995.

"Gennem de 10 år er det tiltaget. Der er indført flere og flere styringsmekanismer. Det seneste er, at man vil formulere fælles nationale mål, som alle skal opfylde. Hvor læreplanerne stillede krav til pædagogikkens kvalitet, stiller man nu krav til, at børn skal opfylde læringsmål," siger han.

I efteråret bliver kontrollen endnu mere udtalt, når kommunerne skal offentliggøre kvalitetsoplysninger på daginstitutionsområdet. Her skal pædagogerne i afkrydsningsskemaer dokumentere kvaliteten af deres arbejde.

"Når de indretter pædagogikken i overenstemmelse med afkrydsningsskemaerne, regner man med, at man også har opnået kvalitet," siger Stig Broström.

"Det bliver en mere ydrestyret og teknokratisk styret pædagogik. Det er, hvad den borgerlige regering har bidraget med."

Men der er også en positiv udgave af VK-regeringens tid, mener han.

"Regeringen har indset betydningen af småbørnspædagik, at det ikke bare er pasning, men at det bidrager til børns læring og udvikling, især hvis pædagogikken er god. Dagtilbud er løftet op til at være en del af den samlede uddannelsesinstitution," siger Stig Broström.



Mindre samvær med voksne. Stig Broström er ikke sikker på, at det er blevet bedre at være barn i en institution i løbet af de seneste 10 år.

"Skulle man være optimistisk, kunne man sige, at regeringens fokus på inklusion og forestillingen om, at pædagogik kan udligne negativ social arv, har betydet, at pædagoger måske i højere grad skaber pædagogik, som måske når de socialt udsatte børn, der sidder yderst på bænken," siger han og understreger, at det ikke er noget, som forskningen kan dokumentere.

Den store gruppe af børn vil nok ikke have mærket så meget forskel, ud over at pædagogerne har fået mange timer båndlagt til andet end at arbejde med børnene.

"Børnene får måske mindre nærvær, mindre tætte relationer. Vi ved fra forskellige undersøgelser, at dialogerne med børn er kortvarige. Det går sjældent mere end tre led. Pædagogen spørger, barnet svarer, pædagogen svarer tilbage, og så er den potte ude. Vi ved forskningsmæssigt, at der er stor læring i hverdagssamtaler, men det skal være dialoger, der fylder noget. Og det trives ikke særlig godt," siger Stig Broström.

Han vil ikke gå ind i diskussionen om, hvorvidt pædagogerne forstår at udnytte arbejdstiden rigtigt.

"Men ud fra et barneperspektiv får børn ikke samvær nok med voksne."



Lokal udvikling. Stig Broström havde gerne set, at den borgerlige regering havde prioriteret ressourcerne anderledes i institutionerne.

Der burde have været mere plads til interessante pædagogiske eksperimenter, kvalitet i børnehøjde og pædagoghøjde, mener han. Så kunne pædagogerne udvikle en pædagogik, der passer til deres institution, og som er drevet af noget, de selv er optaget af, mener han.

"Al forskning viser jo, at pædagogerne lærer i aktionen, de lærer i handlingen. Det er den bedste måde at lære på, og det skaber ny kvalitet i pædagogikken. Det bliver sjovere og bedre at være barn, når de er sammen med voksne, som er optaget af det, de gør," siger Stig Broström.