Unge og sex; Romantikere i en boomende sextid

På trods af at en fjerdedel af danske unge aldrig beskytter sig, når de har sex med en ny partner og ikke ser nogen risiko ved det, er der ifølge en ekspert tale om en både romantisk og ansvarsfuld ungdom. I Ung2006-rapport tager danske unge stilling til alt fra bøsser over prævention til betalingssex.

Billedet er klart: Unge i dag er sexhungrende pornofans, der alle har en Scor.dk-profil på nettet, hvor søgeordene er "gruppesex" og "trekant ønskes". Medieportrættet af en pornoficeret ungdom, der ikke kan få nok sex og lir fra hverken internet, film eller musikvideoer virker overbevisende.

Men spørger man de unge selv, så er billedet et andet. Hos de danske piger og drenge er hyggen med den "eneste ene" under dynen i langt højere kurs end det ekstreme, pornolignende sexliv, som medierne formidler, siger formand for Sex & Samfund, læge Christian Graugaard.

"Vi læser jo mange overskrifter på formiddagsaviser og andre steder, der får os til at tro, at unges seksualitet er gået amok, og at en meget stor del af de unge lever et nærmest depraveret seksualliv, hvor de sælger deres krop for en burger og dyrker urinsex og analsex i stor stil. Men de videnskabelige undersøgelser, vi har, viser alle det stik modsatte. Unge er generelt gode til at passe på sig selv og hinanden," siger Christian Graugaard, der er konsulent på Sundhedstyrelsens undersøgelse af unge danskeres seksualliv, Ung2006. Han kalder de unge for "ansvarlige romantikere". Henholdvis 81 og 67 procent af pigerne og drengene, svarer da også i undersøgelsen, at man ikke skal acceptere utroskab, mens mere end tre fjerdedele mener, at usikker sex er skidt. Samtidig påpeger Ung2006, at den seksuelle debutalder har ligget stabilt på de 16 år de sidste 20 år.

"Det er ikke almindeligt at dyrke ekstreme seksuelle praktikker for de unge. Og først og fremmest har de unge ret høje standarder, når det gælder troskab. Det er derfor, jeg taler om en romantisering. Unge har i dag forestillinger om den eneste ene, om at sex skal være rigtigt og med den helt rigtige," siger han og genkender billedet fra Ung99 af de unge som romantiske.

"Vi kan se, at de stadig vægter troskab højt, og at grunden til sex første gang især er forelskelse og følelser."



Risikounge. Ung2006, der udkom i januar, er en opfølger på Ung99, og er baseret på en spørgeskema-undersøgelse via internettet, hvor 3.700 danskere mellem 15 og 24 år er blevet spurgt om deres viden, adfærd og holdning til sex. Heraf havde cirka 800 af de unge en anden etnisk baggrund end dansk. Rapporten peger på, at tre fjerdedele af de unge mener, at beskyttelse mod uplanlagt graviditet og sexsygdomme som klamydia, herpes og gonoré er det eneste rigtige. I modsætning hertil mener "Risikogruppe 1", at de ikke føler et behov for at bruge prævention, når de er sammen med en ny partner. Risikogruppe 1 udgør 26 procent af de unge og består af unge uden kæreste, hvoraf seks procent svarer, at de aldrig har brugt kondom. Ung2006's forfatter og lektor ved Institut for Sociologi under Aalborg Universitet, Lisbeth B. Knudsen, fortæller, at 73 procent af drengene og 79 procent af pigerne i Risikogruppe 1 har tendens til at tro, sexsygdommene rammer naboen først. Derved løber de en stor helbredsmæssig risiko for at blive smittet med blandt andet herpes og klamydia.

"Nogle unge mener, at deres egen risiko er meget lille. De vurderer formentlig, at den, de er sammen med, ikke har været sammen med nogen, der er syge. Og det er rent faktisk også sådan, at så længe de unge holder sig inden for deres egen aldersgruppe, så er chancen ikke særlig stor for at få en sygdom. Men de fleste af dem vurderer desværre, at de selv har en meget lille risiko for overhovedet at blive smittet," siger hun og påpeger, at viden ikke er nok til at redde denne gruppe. 94 procent af pigerne i Risikogruppe 1 tror fejlagtigt, at de ved nok om prævention, fremgår det af Ung2006.



Velfærdsnassere. Ifølge Per Straarup Søndergaard, projektleder for Sexualisterne, et ung til ung-projekt under Ungdomsringen, hvor unge taler med andre unge om sex og prævention, handler skellet mellem, hvad de unge ved, og hvad de praktiserer under lagenerne, om deres typiske trang til at løbe den unødige risiko.

"På rigtig mange områder oplever vi, at der er forskel på, hvad de unge ved, og hvad de gør. Det at være ung indebærer også at være risikovillig. Du ser jo akkurat det samme i trafikken, hvor man godt ved, at hvis du vil have et godt og langt liv, så er det måske en god idé at køre 80 kilometer i timen på landevejen med sele på. Men som ung skal man hele tiden ud og prøve grænser og mærke ude ved kanten. Nogle synes, det er sjovest at leve livet sådan. De skal helst ud og brænde fingrene," siger han. Per Straarup Søndergaard fortæller, at flere unge i dag ikke tager sexsygdomme så tungt:

"Man har vænnet mange af de unge til, at de i vores velfærdssamfund godt kan risikere at få en sexsygdom, men de bliver behandlet for den. Med mindre du får hiv eller aids, så er der ikke fatale konsekvenser. De unge tænker: "Det kan godt være, at jeg falder i, men der skal nok være nogle, der samler mig op igen." En del af at være ung i dag er at være ufornuftig. Simpelthen."

Han vurderer, at den viden, som de unge besidder, om hvad de i virkeligheden burde gøre med kondomet, er et positivt tegn, men at det vil være illusorisk at tro, at oplysning gennem fakta kan fjerne alle problemerne hos eksempelvis de ubeskyttede unge i

Risikogruppe 1. Han ser løsningen i en holdningsbearbejdelse, som Sexualisterne har et godt fundament for at gå videre med.

"Sexualisterne får kredit for, at de er unge. De unge kan spejle sig i sexualisterne i kraft af det, og de taler det samme sprog, hvilket gør dem nemmere at forstå, og så tør de at sige tingene ligeud. Tingene har et navn, og der er ikke af generationsmæssige årsager nogen misforståelser. Og så har de jo også en viden. Det er ikke nok, at sexualisterne bare er unge," siger han og karakteriserer ung til ung-ordningen som "et ærligt spejl", sexualisten kan stille op for den unge.

Han bliver bakket op af Christian Graugaard, der opfordrer pædagoger og klubfolk til at deltage i de unges sexdebat.

"Unge i dag står midt i en seksuel boomende tid, hvor de bombarderes fra alle sider med signaler fra nettet, medierne, musikvidoerne og kunsten. Der er det vigtigt primært for forældre, men også for fagfolk, der har unge som samarbejdspartnere, at stille sig til rådighed for de unges undren og diskutere og debattere med dem. Der kunne jeg meget godt tænke mig, at den pædagogiske verden fik langt større bevågenhed for, at unge også er seksuelle væsener. Det er klart mit indtryk, at det ikke sker ret meget i dag," siger han.







Det siger Ung2006

Ung2006 udkom i januar, og er en opfølger på Ung99, og er baseret på en spørgeskema-undersøgelse via internettet, hvor 3.700 danskere mellem 15 og 24 år er blevet spurgt om deres viden, adfærd og holdning til sex. Heraf havde cirka 800 af de unge en anden etnisk baggrund end dansk.



- Over halvdelen af unge mænd i undersøgelsen synes ikke, at det er okay at have sex med en af sit eget køn. For mænd med indvandrerbaggrund er det tre fjerdedele.

- Det store flertal af de unge, der ikke konsekvent bruger prævention ved det første samleje med en ny partner, vurderer deres egen risiko for sexsygdom som lille eller meget lille. De samme unge (Risikogruppe 1) er også i farezonen for uplanlagt graviditet, men også her har de en urealistisk forestilling om, at de har en lille eller meget lille risiko.

- 25 procent af de unge mænd synes, at det er okay at betale for sex, mens 22 procent synes, at det er okay at få penge for sex. Under en halv og to procent for henholdsvis pigerne og drengene har dog selv prøvet at tage betaling for sex.

- Næsten halvdelen af kvinderne og en tredjedel af mændene har prøvet at have sex, selvom de ikke havde lyst.

- De unge har først og fremmest deres viden om sexsygdomme og om graviditet fra deres jævnaldrende, selvom også forældrene spiller en stor rolle for oplysningen. En stor gruppe taler ikke med nogen om sexsygdomme og graviditet.

- Væsentligt færre indvandrerunge i fast forhold bruger regelmæssigt prævention, sammenlignet med danske unge i parforhold.

- 87 procent af drengene og 67 procent af pigerne ser porno jævnligt.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.