Unge i BUPL; Tiltrængt ungdomsoprør i fagbevægelsen

Fagbevægelsen trænger til en ansigtsløftning, hvis den skal kunne gøre sig til over for den yngre generation, der ikke tager medlemskabet som en selvfølge.

At fagbevægelsen må kæmpe for de unges interesse er dog ikke et nyt fænomen. Der har altid været generationsforskelle og hellige køer at slagte, når nye ideer skulle prøve kræfter med generationers erfaringer. I snart ti år har problemet med at trække de unge til således været på dagsordenen, og i slutningen af 1990'erne lancerede Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund (HK) kampagnen "Vær solidarisk med dig selv" som et forsøg på at nå ud til de unge.

Problemet er ikke blevet mindre, heller ikke i BUPL, hvor de unges engagement i fagforeningen er dalende. Generelt er fagforeningernes medlemstal faldende, og Landsorganisationen i Danmark (LO) har de sidste ti år mistet lidt over 130.000 medlemmer. En af de fagforeninger, som har forsøgt at nå ungdommen med nye initiativer, er Fagligt Fællesforbund (3F), som er Danmarks største fagforening og er en fusion mellem Kvindeligt Arbejderforbund og Specialarbejderforbundet i Danmark.

"Vores ungdomsarbejde blev oprettet for at sørge for, at vi er gode til at informere unge potentielle medlemmer om, hvorfor det er vigtigt at være medlem af en fagforening og for at finde ud af, hvordan man kan gøre det lidt mindre tørt og lidt mere nærværende," siger Matias Bredde, lærlinge- og ungdomssekretær i 3F.

I 3F er man i dag ude på tekniske skoler og gymnasier for at fange de unges interesse, og så kan de unge som noget nyt få faglig information på mobilen. Hver måned tikker en sms ind med små påmindelser om lønstigning og andre informationer plukket ud fra overenskomsten.

"Det er tusind gange billigere, og det kommer ud meget bedre. Og så appellerer det da til de unge," siger Matias Bredde.



Klub-ånd. At de unge stiller sig kritisk over for fagforeningens fordele, ser Matias Bredde som helt fair, og det er fagforeningernes opgave at forklare, hvad det er, de kan, mener han.

"Det er en udfordring, som vi skal imødekomme ved at gå ud og informere om, hvorfor det er vigtigt, vi holder sammen," siger han.

Og hvorfor er det så det? Det er det ifølge Matias Bredde, fordi man ellers ikke kan vedligeholde standarden af det arbejdsmarked, vi har. Han sammenligner medlemskabet af en fagforening med medlemskabet af en fodboldklub. Vil man gerne spille fodbold på en bane, hvor der er grønt græs, optrukne linjer og lys om aftenen, så må alle de, der vil spille med, betale lidt til fodboldklubben, så den kan sørge for, at tingene er i orden.

"Det er det, fagforeningerne gør - vi er med til at sørge for, at det er en ordentlig fodboldbane, vi spiller på," siger Matias Bredde.

Og de spilleregler gælder også for arbejdsmarkedet, mener han. Vil man have ordentlige forhold på arbejdsmarkedet, er man nødt til at have en forening, som alle er villige til at betale til.

"Hvis alle løber på frikort, så ender det bare med, at vi spiller på en pløret mark," siger han.

Selvom man i 3F er godt i gang med at bejle til ungdommen, så mærker man også der tendensen til, at kampen om de unges gunst bliver hårdere.

"Det er da et problem, og det er en opgave, vi ikke har løst endnu, men vi arbejder på at blive ved med at oplyse og organisere," siger Matias Bredde.



Ego-Danmark. I 1970'erne havde fagbevægelsen et pusterum, hvor medlemmerne praktisk talt kom af sig selv. Gennem 80'erne og 90'erne og forbi både Schlüter og Nyrup stabiliserede organiseringsniveauet sig og holdt sig på omkring de 80 procent af alle lønmodtagere. Først nu er det så småt begyndt at gå tilbage med medlemstallet i fagforeningerne.

En borgerlig regering, som fordrer individualismen, har ikke ligefrem hjulpet, mener professor i organisation og ledelse ved Roskilde Universitetscenter Steen Scheuer. Og så ligger den individuelle tankegang i tiden, siger han.

"At de potentielle medlemmer med den svageste solidaritetsorientering i dag fravælger fagforeningen, skal man se som et udtryk for en lidt stærkere ideologisk individualisering i samfundet," siger Steen Scheuer, som ikke mener, at solidariteten er død, men at begrebet må have et nyt indhold for at give mening i dag.

I dag handler solidaritet om fairness i forholdet mellem arbejdsindsats og løn mere end om samme løn og vilkår for alle uanset hvad.

Og der har altid været en tendens til, at de unge i midten af tyverne ikke er organiseret i samme grad som resten af arbejdsstyrken, siger Steen Scheuer. Men han påpeger også, at der er en ny tendens til, at fagforeningerne i højere grad repræsenterer et image i dag, som de unge ikke kan relatere til.

"Det kniber for fagforeningerne med at komme på bølgelængde med de unge og de holdninger, de unge har," siger han.

Han er ikke i tvivl om, at der skal et stykke aktivt arbejde til ude på ungdomsinstitutionerne for at fange de unges interesse. Og så må fagforeningerne se i øjnene, at de unge lægger vægt på nogle andre ting og på nogle punkter ser fagbevægelsen som tilhørende en svunden tid, mener han. Han påpeger, at de folk, som sidder på magten i fagforeningerne, ofte er midaldrende.

"De var unge for 20 år siden og stod måske i daginstitutionerne for 20 år siden, men det er længe siden, de har set en daginstitution indefra, og det kan godt skabe en uoverensstemmelse i holdningerne til, hvad der er behov for," siger han.

Steen Scheuer understreger, at det altid vil være en udfordring for fagbevægelsen konstant at forny sig og følge med udviklingen. Og så er der sket en professionalisering af fagforeningen, som kræver en vis balancegang. En professionalisering som, for BUPL's vedkommende, dels handler om at efteruddanne og specialisere pædagogerne og dels om at være en professionel fagforening.

Sidstnævnte er en svær balance, hvor man skal undgå at skabe for stor afstand mellem forbundet og det menige medlem, mener Steen Scheuer. På den ene side skal medlemmerne kunne kende sig selv i de folk, der repræsenterer dem. På den anden side har fagforeningerne også brug for professionelle medarbejdere og må ikke være for akademikerfjendtlige.

"Holdningen om, at man skal have tjent sin vej op gennem systemet, er god nok, men man risikerer bare, at de, der er valgt, sidder med et verdensbillede, som gik i stå, da de forlod deres arbejdsplads, og så går udviklingen i stå," siger han.



Nytænkning. Fagbevægelsen har ændret sig gennem de sidste 20-30 år, men måske er problemet, at den ikke har ændret sig nok. Ifølge Steen Scheuer er fagforeningerne stadig meget traditionelt tænkende og ikke nok opmærksomme på behovet og mulighederne for at forny sig.

En mulighed, Steen Scheuer mener, fagforeningerne kunne benytte, er at skabe en større fleksibilitet og valgfrihed på forskellige områder i lighed med feriefridagene, hvor man selv vælger, om man vil tage den sjette uges ferie eller få den som løn.

"En tilsvarende valgfrihed på andre områder baseret på overenskomsten vil gøre overenskomsten mere synlig," siger han og tilføjer, at områder som efteruddannelse, og for BUPL's vedkommende lederområdet, er områder, som fagforeningerne med fordel kan satse mere på.

Ledersiden har været meget svagt repræsenteret i BUPL, og derfor kan man i dag næsten ikke få folk til at søge lederstillingerne, fordi man som leder får mere ansvar, men næsten ikke mere i løn, mener Steen Scheuer. Efter hans mening bør BUPL i højere grad satse på, at der er karrieremuligheder inden for faget, som ser fornuftige ud.

"Det ville være fremtidsrettet af forbundet, men det er et af de punkter, hvor BUPL er sakket bagud, og hvor der er plads til forbedring," siger han.



BUPL anno 2005. Spørger man Steen Scheuer, hvad en fagforening skal kunne i 2005, er svaret, at den skal kunne fornemme de nye ønsker til fagforeningen og udvikle sine tilbud og overenskomstkrav, så de matcher medlemmernes behov.

En nytænkning der, efter Steen Scheuers mening, gerne måtte være mere af i fagbevægelsen.

"Man skal ikke male fanden på væggen, men det går ikke i den rigtige retning i øjeblikket," siger han.

I BUPL er man da også opmærksom på problemet, og næstformanden for BUPL, Lis Pedersen, erkender, at det er på tide, at BUPL sætter nogle initiativer i gang.

"Det, man kan sige, er, at vi måske nok har sovet lidt i timen. Men omvendt tror jeg ikke, vi bare skal gøre det samme som andre faglige organisationer. Vi skal kigge på, hvad det er, der i forhold til de unge er behov for at udvikle i BUPL," siger hun.

Lis Pedersen mener, at BUPL skal satse på at blive samlingspunktet for professionens udvikling og i stedet for det meget traditionelle finde andre veje til at udvikle vilkårene for professionen. Hun mener ikke, de unges engagement er helt tabt.

"Jeg tror, at de unge er meget solidariske, de er det bare på en anden måde, end da jeg var ung. Det, vi skal sælge os på nu, er, at vi er med til at sætte dagsordenen for udviklingen af professionen," siger hun.

Og BUPL er klar til at lave nogle forandringer, mener Lis Pedersen. Forandringer, som også kræver, at man i BUPL kigger indad i forhold til, hvad det er for en fagforening, man gerne vil have, og hvad BUPL som faglig organisation skal kunne i fremtiden, understreger hun.

Som svar på tiltale gør Lis Pedersen opmærksom på, at BUPL er i gang med at udvikle ledersiden.

"Vi har netop fået en ny slags stilling ind med den nye overenskomst - en udviklingspædagog - og det er også en del af at udvikle området og skabe nogle andre avancementmuligheder, end man har haft før."