Unge belaster de sociale udgifter

Udgifterne til udsatte børn og unge er steget meget voldsomt i de seneste 10 år. Det har fået kommunerne, der siden kommunalreformen har skullet betale de store udgifter til forebyggelse og anbringelser, til at rive sig i håret. Og i alle årene har man spurgt sig selv og hinanden, hvad der mon var grunden til, at udgifterne til udsatte børn og unge var på himmelflugt.

Nu er der kommet en hidtil overset forklaring: Der er i befolkningen flere unge mellem 13 og 17 år og færre førskolebørn, og de unge kræver dyrere foranstaltninger end de yngre børn. Alene på grund af den ændrede aldersfordeling, er det samlede udgiftsbehov steget med 10 procent i løbet af de seneste 10 år.

Det er Anvendt Kommunalforskning (AKF), der er kommet med analysen, som er lavet på baggrund af data om udgifter til anbringelser og forebyggende foranstaltninger til de enkelte børn i Københavns Kommune. Her er set på både sociale forhold, alder og helbred.

Kurt Houlberg, forsker i AKF, som har været med til at lave analysen, mener, at det, man kan se, er, at 13-17-årige oftere har brug for en indsats og for en mere indgribende og dermed dyrere indsats.

"At den udgiftsmæssigt dyrere aldersgruppe inden for de seneste 10 år er vokset i antal, er en hidtil overset forklaring på, at udgifterne til udsatte børn og unge er vokset så markant," siger han.

På baggrund af de faktiske udgifter pr. barn i de enkelte aldersgrupper fra 0-21 år har forskerne opgjort et aldersbetinget udgiftsbehov for udsatte børn og unge fra 2000-2010. Her kan man se, at udgifter til forebyggende foranstaltninger og anbringelser i gennemsnit er 22.000 kroner pr. 16-årig, mens udgiften er 3000 kroner pr. 5-årig og under 1000 kroner pr. 20-årig.



Bedre på kort sigt. Der er forsat ingen samlet viden, som kan forklare, hvorfor udgifterne til udsatte børn bliver ved med at stige. Man har blandt andet diskuteret, om det skyldes stigende takster til blandt andet anbringelser, eller at flere børn og unge har brug for hjælp end tidligere. Nogle peger på, at ændrede diagnosticeringsmuligheder og praksis kan være mulige forklaringer.

Ingen har dog tidligere peget på, at alene ændret demografi i form af flere unge og færre småbørn, kunne være en god forklaring. I perioden fra 2000 til 2010 er der således kommet 30 procent flere 14-16-årige, mens antallet af 0-2-årige er faldet med tre procent.

Ser man fremad, vil der være udsigt til, at udgifterne til udsatte børn og unge kan falde, fordi der igen bliver færre teenagere. Allerede fra 2010 til 2011 vil aldersforskydningen have sat sine spor og ført til, at udgiftsbehovet er faldende. I de næste 20 år vil den tendens fortsætte, idet antallet af 0-7-årige vil stige med seks procent samtidig med, at der bliver 11 procent færre i den dyre aldersgruppe.

Det kunne kalde på et øget fokus på forebyggende foranstaltninger, at de unge er dyrere end de yngre aldersgrupper, når man i fremtiden vil få en større opvoksende årgang, som igen kan betyde stigende udgifter til de udsatte børn. Men ud fra AKF's analyse kan man ifølge Kurt Houlberg ikke forudsige, om også disse børn vil blive så udsatte i teenageårene, at de har brug for dyre foranstaltninger.

"Ud fra vores analyse kan vi ikke sige, om man kan forhindre, at børn bliver dyrere som unge, hvis man laver en tidligt forebyggende indsats. Vi kan bare se, at der er stor forskel på, hvad udsatte børn i de forskellige årgange koster," siger han.



Social baggrund afgørende. Selvom alder altså betyder noget for, hvor dyre børn er, når der skal sættes ind med sociale foranstaltninger, betyder de sociale forhold i barnets familie dog stadig mest. Udgiftsbehovene er således i gennemsnit større, hvis et barns forældre ikke bor sammen, hvis forældrene har psykiske lidelser, har lav indkomst, kort uddannelse, er på førtidspension eller kontanthjælp, eller hvis forældrene har en dom for vold eller sædelighedskriminalitet

"Det gælder på tværs af alle årgange, at børnenes og de unges familiære og sociale baggrunde er en helt afgørende forklaringsfaktor i forhold til deres udsathed. Faktisk forklarer det over halvdelen af forskellene i deres udsathed," siger Kurt Houlberg, som konkluderer, at der i analysen ikke gemmer sig nemme løsninger og anvisninger på, hvad man skal gøre for at sænke udgifterne til udsatte børn.

"Det overlader vi til andre at tage stilling til. Vi påpeger bare, at alder har en betydning for, hvor dyre børn og unge er for systemet," siger han.