Ulykker; Bedstemor klarede småskader uden dramatik

En dreng, der styrter på cykel og får skrabet så meget hud af knæet, at styrtene i Tour de France bliver en bagatel. En pige, der snubler og slår munden ned i sandkassekanten, så blodet driver ned ad hagen. Voldsomme, blå mærker på barnearme og ben, skrig og skrål. Selv en hærdet pædagog kan blive usikker.

Situationen kender sundhedsplejerske og projektleder Gitte Bræmer fra Horsens Kommune.

Hun ledede i 2004 et pilotprojekt under Sund By-Netværket, som med et dagskursus og håndbogen "Vi kan selv. Mestring af småskader" hjalp ledere og sikkerhedsrepræsentanter i daginstitutioner til at mestre småskader. Med støtte fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet kom 254 pædagoger og medhjælpere på kursus.

"Vi bliver alle forskrækkede, når blodet flyder, og stemningen bliver let pisket op, både hos børn og medarbejdere. Det er vigtigt, at pædagogerne bevarer roen og giver sig tid til at fortælle børnene, hvad der sker. Så vi får skaden ned på et stille og roligt plan," siger Gitte Bræmer.

Hun mener, at pædagoger står i en vanskelig rolle, når de skal vurdere, om det tilskadekomne barn skal på skadestue eller ej.

"Når man har ansvaret for andres børn, er man særlig opmærksom på ikke at overse noget, og er man usikker, sender man børnene videre til skadestuen. Ingen vil risikere at tage fejl. Det er også den rette holdning at have, men ofte kan man med lidt mere viden selv håndtere mange lette skader på stedet," siger Gitte Bræmer.



De hvide kitler skræmmer. Turen til skadestuen kan være endnu en belastning for barnet, understreger hun.

"Det er traumatiserende for barnet at komme til skade, men det bliver værre, når det skal væk fra daginstitutionen og behandles i et fremmed miljø, hvor folk går rundt i hvide kitler. Det er langt bedre, at pædagoger selv behandler småskader på stedet. Men de skal stadig sende børn med alvorligere skader, de ikke kan klare, af sted til sundhedsfagligt personale," siger Gitte Bræmer.

Hun forklarer, at det først handler om hurtigt at skabe sig et overblik, dernæst at berolige barnet. Ro og forudsigelighed er nøgleord. Det kan pædagogerne opnå ved hele tiden at fortælle barnet, hvad der skal ske.

"Fortæl barnet, hvordan skaden ser ud, og hvad du nu vil gøre: Vaske sår, sætte plaster på, måske skal I have fat i en anden voksen, eller barnet skal bæres ind på stuen. Når du guider barnet igennem hændelserne, og barnet hele tiden ved, hvad der vil ske, så falder det til ro," siger Gitte Bræmer.



Aftaler med forældrene. Hun mener, at manglende praktisk viden i nogle tilfælde får os til at tage unødigt på skadestuen.

"Der er en udbredt holdning om, at vi lever i et servicesamfund, hvor vi har skadestuer til at klare småskader, som vores bedstemor uden tøven klarede derhjemme. Bedstemors viden og tag på tingene har vi ikke i dag. Selv om vi har adgang til så mange oplysninger på internettet, støtter vi os hellere til eksperter," siger Gitte Bræmer.

Mange ture til skadestuen kan undgås, hvis personalet i daginstitutionen laver aftaler, både indbyrdes og med forældrene, mener Gitte Bræmer.

"Pædagogerne oplever et pres fra forældrene om at tage på skadestuen, og derfor er det vigtigt at få lavet klare aftaler. Med aftalerne kan pædagogerne nedfælde nogle retningslinjer for, hvad de gør i forhold til hver skade."

I en af de institutioner, der deltog i projektet, greb personalet forslaget kontant an. På hvert personalemøde tog deltagerne en ny skadetype op og fandt frem til, hvordan de skulle forholde sig.

"Dermed kan de undgå den tvivl, der ofte opstår. Jeg har oplevet flere, der stadig troede, at en bule i hovedet vokser indad, hvis man lægger noget koldt på den. Det er en gammel myte," siger Gitte Bræmer.



Kursus i Bulderbo. I børnehaven Bulderbo, der ligger i Haarlev lidt syd for Køge, har to medarbejdere været på kursus i mestring af småskader, og desuden deltager børn og ansatte løbende på Beredskabsstyrelsens kurser i førstehjælp for børn. Her lærer børnene at yde hinanden førstehjælp ved mindre skader.

Pædagogmedhjælper Susanne Sommer føler sig i dag nærmest som ekspert i skader efter kurser både i mestring af småskader og førstehjælp. Hendes souschef giver et konkret eksempel fra hverdagen. For nylig faldt en pige og slog hovedet og fik en stor bule. Senere faldt hun i søvn. Personalet valgte at ringe til faderen, som kom og hentede hende.

"Der var vi nok taget hurtigt af sted på skadestuen inden kurset. Men hun talte jo sammenhængende og klart, så vi vurderede, at det ikke var nødvendigt," siger Lisbeth Mehder.

Bulerne klarer personalet i dag som regel med isposer, medmindre de mener, at barnet har fået hjernerystelse. Symptomerne har de styr på. Derfor ved de, hvornår en skade kan være alvorlig.

"En pige fik en stang fra en trækvogn i hovedet. Det gav en lang og dyb flænge, og hun var helt omtåget. Vi fik Falck til at køre hende på skadestuen," siger Lisbeth Mehder.

Også ved andre skader har kurserne hjulpet med praktiske løsninger. Souschefen får stadig lystige bemærkninger om den gang, hun tog til lægen med et barn, der havde fået en perle i næsen.

"Lægen satte hende til at pudse næse, og så kom den ud. Så stod jeg der og følte mig lidt dum. Men jeg havde faktisk prøvet det samme uden held. Pigen gik i panik, og jeg fik samme panikfølelse," siger Lisbeth Mehder.

Susanne Sommer indskyder, at Bulderbo fremover vil bruge kys barnet-metoden, hvor man blæser luft gennem barnets mund og samtidig holder for det ene næsebor.

"Uanset om barnet er snottet," siger medhjælperen med et skævt smil.

Lisbeth Mehder forklarer, at de sjældent tager børn på skadestuen.

"Vores politik er, at vi tager af sted, hvis vi er i tvivl. Hvis vi begynder at diskutere skal, skal ikke, så kan vi ikke stå inde for det," siger Lisbeth Mehder.

Susanne Sommer kan dog finde på at bryde ind og slå fast, at det er unødvendigt.

"Det har jeg gjort, når jeg har oplevet en tilsvarende skade før. Og det er gået godt hver gang. Nogle gange kommer de andre og spørger, om jeg vil se på et barn, der har slået sig," siger Susanne Sommer.

Hun ser undrende ud, da hun hører, at skadestuerne modtager over 3000 børn med blå mærker eller kvæstelser efter ulykker i daginstitutioner om året.

"Blå mærker gør man da ikke noget ved. Skadestuen sender jo én hjem, selv når man har brækket en tå."



Masser af børn får dagligt buler, når de slår hovedet, men hvornår er det en hjernerystelse? Og hvornår skal de undersøges af en læge?

Det tager håndbogen "Vi kan Selv. Mestring af småskader" op. Hånd-bogen er udarbejdet af sundhedsplejerske Gitte Bræmer, og den kan downloades som pdf-fil på www.sund-by-net.dk, klik på publikationer og mestringshåndbogen.



Om slag mod hovedet fortæller håndbogen:



Slag kan give buler - fordi små blodkar under huden brister. Går der hul på huden, bløder det, og såret skal renses.

Læg noget koldt på, eventuelt is. Afkøling af huden bevirker, at blodkar trækker sig sammen, så blødningen standser. Bulen tiltager ikke i størrelse, og smerten bliver mindre.

Hjernen kan påvirkes, hvis slaget har været tilstrækkeligt stort.

Bliver barnet utilpas efter at have slået hovedet, skal det hvile og ligge med hovedet lidt højt. Barnet skal observeres for hjernerystelse og må ikke lades alene. Symptomer på hjernerystelse kan komme op til 24 timer senere.

Hvis barnet får kraftig hovedpine, kvalme/opkastning, hukommelsestab eller sløvhed, kontakt da læge eller skadestue

Hvad gør du?

Tjekker barnets bevidsthed: Har barnet været kortvarigt væk under hændelsen? Græder det straks? Kaster det op? Barnet kan godt være blevet så forskrækket, at det kaster op lige efter uheldet.

Er barnet utilpas, skal det ned at ligge og hvile sig.

Lejrer eller lægger barnet med lidt hævet hoved.

Observerer for ovennævnte symptomer på hjernerystelse.



Bogen kommer ind på almindelige skader i daginstitutioner: Knoglebrud, ledskred, forgiftninger, forbrændinger, snitsår, flænger, hudafskrabninger, næseblod, insektbid, klemning af fingre og tandskader. Den indeholder også en psykisk del, som beskriver, hvordan hjælperen kan berolige barnet.

Retningslinjerne har siden offentliggørelsen ændret sig på ét punkt. Man skal ikke som angivet under fremmedlegemer i hals/næse holde små børn i fødderne og ryste dem i ryk med hovedet nedad på grund af risiko for piskesmæld.

I stedet lægger man barnet over den ene underarm med hoved og krop bøjet nedad og slår med flad hånd mellem barnets skulderblade. 5 slag.

Større børn, der er for tunge at bære, placeres over en stoleryg med hovedet nedad eller lægges på maven over hjælperens ben, hvorefter man slår med flad hånd mellem barnets skulderblade.