Uforsvarligt og farligt. Pludselig er man bare alene

Det sker ikke hver dag. Men pædagog Alice Frederiksen fra børnehuset Nordlyset i Svendborg oplever ofte at stå alene med en børnegruppe på over 10 børn.

»Det sker i hvert fald nogle gange om ugen. Jeg er typisk alene 10-20 minutter, men højst 20 minutter, så har vi hentet hjælp,« siger Alice Frederiksen.

På en tilfældig dag har 8 ud af 10 pædagoger været alene med en børnegruppe. Halvdelen af de pædagoger, der har været alene med en gruppe børn, har været alene med 10-19 børn.

Og hele 17 procent har været alene med 20-29 børn.

Det viser en ny undersøgelse blandt 355 pædagoger i dagtilbud fra BUPL’s medlemspanel. Alice Frederiksen fra Nordlyset har også deltaget i undersøgelsen.



Uforsvarligt. Nogle gange kan det være uforsvarligt eller decideret farligt at være alene med en stor gruppe børn. Det har 39 procent af pædagogerne i undersøgelsen oplevet inden for det seneste år. En pædagog skriver i under­søgelsen om en sådan situation:

’Jeg måtte skifte et barn, og imens var et andet barn i gang med at lægge sig oven på et barn, der så ikke kunne få luft. Ikke nok med det: Samtidig var der et barn, som bed et andet barn’.

Alice Frederiksen har ikke selv prøvet at stå i en uforsvarlig situation, men nogle situationer på legepladsen har givet anledning til bekymring.

»Selvfølgelig kan du ikke forlade gruppen, for så er der ikke nogen tilbage til at passe på dem. Men så kan jeg godt finde på at stå og vinke ind ad vinduet til en fra vuggestuen og kalde dem ud,« siger hun.

Nordlyset har to vuggestuegrupper og tre ­børnehavegrupper, så heldigvis er der ofte kolleger, der kan hjælpe.



Prøver med struktur. Personalet arbejder også bevidst med at strukturere hverdagen, så en pædagog ikke er alene med en stor gruppe børn.

»Vi strukturerer os ud af rigtig mange ting, men det får vi ikke bedre normeringer af,« siger Alice Frederiksen. Især i ydertimerne kan det være svært at undgå alenetid, påpeger hun.

Det er netop forringelserne i normeringerne, der gør, at pædagogerne står alene med en ­børnegruppe, også selvom de i Nordlyset bestræber sig på at være på forkant med ’det hele’, som Alice Frederiksen siger.

»Men der er grænser for, hvor meget man kan være på forkant med, når man pludselig bare er alene med børnene.«



En prioritering. Nogle gange kan alenetiden dog også være en prioritering fra personalets side. Kommunalbestyrelsen i Svendborg Kommune har høje ambitioner med børneområdet, ­fortæller Alice Frederiksen, og det forplanter sig til institutionerne, hvor man gerne vil holde en høj faglighed. Men det kan give et dilemma, for eksempel hvis en kollega melder sig syg.

»Skal vi så opgive vores strukturerede aktiviteter, som handler om vores læreplaner og faglige mål? Dér prioriterer vi de faglige mål, selvom vi får alenetid,« siger Alice Frederiksen.



Ikke godt nok. BUPL’s formand, Elisa Bergmann, kalder det ’beskæm­mende’, at så mange pædagoger er alene med en stor børnegruppe på en helt tilfældig dag.

»Når vi nu ved, hvor stor betydning det har for det enkelte barns trivsel og udvikling og for børnegruppen, at pædagoger har tid til den nære relation, så er det bare ikke godt nok,« siger Elisa Bergmann og peger på minimumsnormeringer som en mulig løsning på problemet.

Undersøgelsen viser også, at kun seks procent af pædagogerne op­lever, at normeringen i deres institution er blevet bedre, efter at regeringen i 2012 gav kommunerne 500 millioner kroner årligt til flere pædagoger.

»Det er rigtig ærgerligt. Det tyder jo på, at pengene er blevet brugt til alt muligt andet end det, der var meningen,« siger Elisa Bergmann.