Udvikling eller spild af tid

Der går mange ressourcer til at dokumentere og evaluere i den pædagogiske hverdag. Men kan det betale sig at bruge pædagogernes tid på at evaluere i det kolossale omfang, det sker i dag? Seks forskellige forskere og eksperter mener nej. Et par af dem mener, at det er et tegn på mistillid og kontrol og spild af tid, at man ulejliger pædagoger med systematisk evaluering.

Katrin Hjort, professor på Syddansk Universitet, mener, at evalueringer kan komme til at spænde ben for kvaliteten af det arbejde, man bruger så meget tid på at skrive om.

"Evalueringer duer kun, hvis de er af en sådan art, at man kan bruge dem til at forbedre sit arbejde. Og der er jo mange af de evalueringer, vi laver, som vi ikke har nogen idé om, fører til forbedringer af kvaliteten. Det gælder for eksempel sprogvurderingerne. Børn lærer at tale, ved at man taler med dem. Så hvis sprogtesten er den mest koncentrerede samtale, som en pædagog har med et barn, så har vi et problem," siger hun.

Katrin Hjort er til gengæld en stor og varm tilhænger af de evalueringer, som pæda­gogerne selv laver for at forbedre deres praksis.

"Men jeg bliver nødt til at advare om, at mange institutioner er pressede, og at pædagogerne bliver trætte af deres arbejde. Det er stærkt demotiverende hele tiden at skulle beskrive, hvad man laver. Hvis jeg var kommune, ville jeg da kere mig om fastholdelse af arbejdskraften i stedet for at udmatte den med alle mulige tåbelige krav, der føles som overflødige i forhold til kerneydelsen. Det er jo klart, at folk bliver syge eller stressede og vil på efterløn på det forkerte tidspunkt," siger hun.



En bedre profession. Evaluering er en del af udviklingen af den pædagogiske praksis, og dermed bliver det meningsfuldt for pædagogerne. Desuden kan det være med til at professionalisere pædagogområdet, mener Maj-Britt Høybye Hansen, områdechef for dagtilbudsområdet i Evalueringsinstituttet EVA.

"Det er kernen i det pædagogiske arbejde, at man skal vurdere sin praksis for at kunne udvikle den. Og faktisk er det også altid blevet gjort, også før de pædagogiske læreplaner kom på dagsordenen. Nu skal det bare ske mere systematisk, og det er godt," siger hun.

Maj-Britt Høybye Hansen mener, at pædagogerne skal gå ind i løvens hule, tage evalueringer til sig og bruge dem på en måde, så det giver mening for dem.

"Der er mange måder at gøre det på. Det vigtigste er, at evalueringen er tænkt ind allerede fra starten af et udviklingsprojekt, og at man fra begyndelsen har gjort sig klart, hvordan man vil evaluere sin indsats. Dem, der evaluerer, eller som evalueres, skal inddrages i en løbende selvevaluering. Og så er det meget, meget vigtigt, at der bliver fulgt op på evalueringsresultatet bagefter, og at man ikke bare sætter resultaterne på hylden og siger: Nå, det var det udviklingsprojekt. Evalueringer er ikke noget i sig selv, de skal bruges til noget, ellers er det lige meget," siger hun.

Defineres nedefra. Når mange pæda­goger i disse år udtrykker lede ved evalueringer og dokumentation, hænger det sammen med, at en stor del af evalueringerne og krav om dokumentation kommer oppefra og bliver lagt oven i det, de skal gøre i forvejen, mener Jan Kampmann, professor og forsker ved Roskilde Universitet. Han har sammen med lektor Kim Rasmussen været en del af et evalueringsprojekt i Hillerød. Her skulle pædagogerne selv formulere, hvad de ville evaluere.

"Pædagogerne forstår ikke, hvorfor de skal legitimere deres arbejde så heftigt, og de ser det som en mistillid, for 'tror de andre dog ikke, at vi kan finde ud af det her, som vi er uddannet til, og at vi gør det godt nok?'. Pædagogerne bliver bedt om at legitimere sig selv på måder, der ikke giver mening for dem selv. Derfor får det for mange pædagoger en negativ klang, og opfattes ikke som noget, man får energi af, men som tværtimod dræner én," siger han.

Hvis evalueringerne ikke giver menig for pædagogerne, skal omfanget af dem minimeres, mener Jan Kampmann.

"Hvis evalueringer skal give mening for pædagoger og være med til at opkvalificere arbejdet, så skal de defineres nedefra og indefra," siger han.

Udefra ser man på evalueringer som et tiltag, der skal højne kvaliteten. Men fra pædagogernes side ses de i høj grad som krav, der trækker hænder, hjerter og mennesker ud fra blå stue og derfor er med til at sænke kvaliteten, mener Jan Kampmann.

"Hvad enten kollegaen skal ned for enden ad gangen og ind i det lille rum for at lave sprogtest eller skal snakke med lederen om det barn, som man skal udfylde 27 ark papir om for at få fem timers ekstrahjælp, oplever man ikke, at de ting bidrager med noget. Man oplever, at kravene udefra trækker ressourcer ud af det, man ser som det væsentlige, nemlig det konkrete arbejde med børnene," siger han.



Skal fremme fagligheden. Niels Glavind, seniorkonsulent hos Bureau 2000, har arbejdet med analyser og kvalitetsudvikling samt evalueringsredskaber på daginstitu­tionsområdet i mere end 20 år. Desuden har han lige udgivet bogen 'Hvordan går det egentlig på gul stue?', der beskriver, hvordan pædagoger kan tilbageerobre evalueringerne. I den forbindelse har han været i udlandet og kigget på evalueringspraksis i europæiske institutioner.

I Reggio Emilia i Italien kan man se, at pædagogerne ikke bestiller andet end at dokumentere børnenes arbejde. Men det op­leves ikke som tidsrøveri, fordi det allerede er integreret i praksis.

Det ulykkelige er den slags evaluering, som ikke bruges fremadrettet og udviklende for børnene, forklarer Niels Glavind.

"Mange synes, at de laver evalueringer, som ikke kommer børnene til gode. Derfor må man forsøge at komme i dialog med poli­tikerne og forvaltningen, så evalueringer ikke opleves som en ekstraopgave af de ansatte. De må godt tænke sig om og ikke bruge pædagogernes tid på at legitimere det ene forvaltningsniveau over for det andet. Men i stedet skal de sørge for, at de krav, man stiller til evaluering, har sammenhæng med den pædagogiske praksis," siger han.

I bogen om tilstanden på gul stue anbefaler Niels Glavind, at pædagogerne tager udgangspunkt i de evalueringer, de skal lave i forbindelse med de pædagogiske læreplaner. Det er godt at komme hele kompasset rundt engang imellem og få set på, om man gør det, man tror, man gør.

"Men da det ikke kan lade sig gøre at komme i dybden med det hele, skal man bagefter finde nogle ting, som man særligt kunne tænke sig at vurdere. Det er fornuftigt at se nærmere på de ømme punkter eller på noget, som man tror, kan gøre egen praksis bedre," siger han.

Niels Glavind mener, at det er selve pædagogfagets kerne, at man hele tiden holder sin praksis op mod det, man har lært. Ellers går fagligheden fløjten.

"Men man skal ikke finde sig i, at det er djøf'ere og andre ikke-fagpersoner, der definerer, hvad pædagoger skal forstå ved kvalitetsudvikling," siger han.



Du kan blive bedre. Hvorfor opfatter mange pædagoger evalueringer som udtryk for kontrol, og hvorfor bliver de stresset af dem, når det ofte kun tager 15 minutter at svare på spørgsmålene i en evaluering? Det har lektor og forsker fra Roskilde Universitet Rasmus Willig forsøgt at finde svaret på i sin forskning og skrevet om i bogen 'Umyndiggørelse'.

"Pointen er, at selvom det kun tager kort tid at besvare spørgeskemaer, prøver folk helhjertet at forfølge de mange underliggende spørgsmål eller hensigter om, at man hele tiden kan blive bedre til noget. Det ser ud, som om man kan svare frit, men der er en underliggende tone af, at man vil have folk et bestemt sted hen. De skal bare selv finde ud af det. Derfor får pædagoger en fornemmelse af, at evalueringer er udtryk for en mistillid til, at de ikke gør deres arbejde godt nok," siger han.

Der er endnu ingen i evalueringsindu­strien, der har behandlet det psykologiske aspekt af de mange evalueringer eller har anlagt det perspektiv, at evalueringer er udtryk for kritik og kontrol, mener Rasmus Willig.

"Man siger, at pædagoger skal lære af eva­lueringer. Men de lærer ikke, så længe de opfatter dem som kontrol. Og det gør de, fordi de i forvejen er pressede. Der er ikke plads til at lære noget nyt. I stedet begynder man at tugte sig selv med alt det, man ikke når, og på den måde får man vendt det hele til selvkritik i stedet for en kritik af den evalueringskultur, som tapper folk for arbejdsenergi," siger han.



Tager tid fra det egentlige. Kan det være rigtigt, at man skal evaluere det levede liv, mens man lever det og nogle gange også før. Eller i hvert fald lige umiddelbart efter, man har været igennem et eller andet? Sådan spørger lektor Steen Nepper Larsen fra DPU, Aarhus Universitet. Han mener, at vi snart alle sammen har en vurderingsnøgle indbygget, som afholder os fra at være der, hvor vi er, og gøre det, vi kan.

"Man kan ikke blot sorgløst gå i gang med at lære matematik eller noget andet uden at overveje imens, om læreren er underholdende nok, og om han skal have 4,1 ud af 5 point. Man lærer meget tidligt at få et sprog, hvor man hele tiden vurderer det, der sker, sig selv og de andre. Det tager meget tid fra det egentlige, som for pædagoger vel er, at man sørger for, at børnene i en daginstitution har det godt, leger med hinanden, får sund kost og frisk luft, samt at det pædagogiske arbejde udføres på en professionel, værdig og smittende facon," siger han.

Desuden mener Steen Nepper Larsen også, at evalueringer i bund og grund bygger på mistillid til både pædagoger, lærere og andre ansatte i den offentlige sektor.

"En skolelærer ved godt, hvilke børn der ikke kan læse og regne og sikkert også hvorfor. Men nu har vi Pisa, Undervisningsministeriet, et privat firma og kommunen, der måler og kigger på de børn, der ikke kan læse. Fra at vi havde en lærer, som ved det, har vi pludselig et helt system, der skal forholde sig til de børn, der ikke læser så godt. Men producerer det mere viden inde i klassen? Nej. Gør det børnene til bedre læsere, at de får at vide, at de kan læse til en værdi af 2,5 på en skala til 10? Nej, det er rent tidsspilde," siger han.



De formelle evalueringer, som pædagoger laver:

• Pædagogiske læreplaner, herunder børnemiljøet (lovpligtigt).

• Treårige børns sprog, som pædagogerne mener, skal vurderes (lovpligtigt).

• Den samlede sproglige indsats.

• Udviklingsprojekter, som kommunen har sat i gang.

• Udviklingsprojekter finansieret af puljemidler fra staten (lovpligtigt).

• Deltagelse i evalueringer fra statslige eller private firmaer som EVA, DCUM, AKF, hvor pædagoger skal eller kan deltage.

• Andre kommunale indsatser.

• Spørgeskemaer, beskrivelser eller tal vedrørende fysiske rammer, økonomi, fysisk arbejdsmiljø, psykisk arbejdsmiljø m.m.

• Underretninger om udsatte børn (lovpligtigt).

• Arbejdspladsvurderinger (APV) (lovpligtigt).

• Medarbejderudviklingssamtaler (MUS) (lovpligtigt).

• Skema vedrørende kommende tosprogede skolestartere (lovpligtigt).

• Børnehavebørns overgang til skole.

• Førskolesamtaler med forældre.

• De børn, man er bekymret for - vurderingspapirer til psykologer, talepædagoger, sagsbehandlere, sundhedsplejersker og fysioterapeuter - herunder bekymringsskemaer og vurderingsskemaer.

• Virksomhedsplaner.

• Tremånederssamtaler med forældre.

• Skemaer til brug ved forældresamtaler.

• Skriftlige vurderinger af det daglige arbejde og særlige arrangementer.

• Børnenes bøger.

• Logbøger, dagbøger eller fortællinger om børnene.

• Samtaler med studerende.

• Mål- og indholdsbeskrivelse for SFO'er.

• Beredskabsplaner.

• Sorg- og kriseplan.

• Brugertilfredshed.

• Sammenlægninger med andre institutioner eller omstruktureringer.

• Sygefravær.

• Trivselsmålinger.

• Kostordninger og kostpolitik.

• Handleplaner for børn med specielle behov.

• Prioriteringer i forbindelse med nedskæringer.

• Lærer-pædagog-samarbejde.

• Indretning og ombygninger.

• Forældresamarbejde.

• Samtaler med støttepædagog.

• Inklusionsarbejde.

• Projektuger sammen med skolen.

• Diverse projekter om dialogisk oplæsning, bevægelse, idræt.



Uformelle vurderinger/evalueringer:

• Småsnak med kolleger i hverdagen.

• Udveksling om morgenen.

• Udveksling om, hvordan dagen gik.

• Snak om særlige problemer og løsningsforslag til disse.

• Snak med børnene om, hvordan de har det.

• Snak med forældrene morgen og aften om, hvordan det går med barnet.

• Konstante vurderinger af børn: Hvem kan ikke sidde ved siden af hinanden til måltidet, hvem skal ikke i den samme tur-gruppe m.m.

• Strukturen og organiseringen af arbejdet.

• Arrangementer og møder.

• Børns adfærd.

• Konflikter og deres løsning.

• Arbejdet med storebørnsgruppe.

Kilder: Hillerød-evalueringsprojekt (se side 20-23) samt informationer fra de pædagoger, der har besvaret spørgeskemaet i Børn&Unges undersøgelse om evalueringer.