Udsatte børn: Vi arbejder med ressourcer

I Troldhøj, som er en integreret institution med børnehave, SFO og klub i Kjellerup i Silkeborg, har pædagogerne længe tænkt i ressourcer både hos børnene og i personalegruppen. Derfor passer Kognitiv, Ressourcefokuseret & Anerkendende Pædagogik (KRAP) godt ind i institutionens pædagogiske praksis. Både i forhold til de 'normale' børn, de udsatte børn og blandt de ansatte.

"Vi tænker, at glasset er halvt fuldt og ikke halvt tomt," som leder Anny Iversen udtrykker det.

Selvom hele personalegruppen har været på efteruddannelse i KRAP, og som kommunen har betalt, så kan det dog være svært at glemme sin barnelærdom og altid kunne agere, som KRAP-metoden foreskriver.

"Men vi øver os. Og i perioder arbejder vi med det kognitive og i andre perioder mere med andre delelementer af KRAP. Især det kognitive er virkningsfuldt i forhold til børn, der har det svært eller er ude på et sidespor. I stedet for at skælde ud, arbejder vi med at forstå, hvorfor barnet har en bestemt adfærd. Vi bruger metoden både til de 'normale' børn og de udsatte børn, men de udsatte børn har allermest glæde af den," siger Anny Iversen.



Irritation er en følelse. At arbejde med KRAP har betydet, at pædagogerne konstant har fokus på deres egne følelser i forhold til børnene.

"Når vi tænker om et barn, at det da er lidt træls, så siger vi bare 'firekolonneskema' til hinanden. Så ved alle, hvad vi skal gøre for at ændre vores tankegang om barnet, så vi kan ændre dets tanker og dermed dets adfærd," forklarer Anny Iversen.

Firekolonneskemaet er et KRAP-redskab, som bruges til at undersøge barnets og den voksnes perspektiv. Hvis den voksne kan se, at et barn hele tiden skubber til de andre under legen, og de bliver irriterede over det, er den gængse reaktion at skælde ud.

"Men med skemaet får jeg fokus på min egen følelse, og dermed bliver det synligt, hvad der sker med mig i forhold til barnet. Det gør en væsentlig forskel i barnets oplevelse af sig selv, om det mærker pædagogens irritation, eller om det mærker pædagogens omsorg. Som omsorgsperson kan jeg hjælpe barnet ind i legen og hjælpe ham til at blive en del af legen, mens vi taler om det, der foregår. Barnet bliver guidet til en anden kontaktform end at skubbe. Det lyder simpelt, men alligevel er det nemt at falde i igen og igen, og derfor er vi på vej til at lære det her," siger Anny Iversen.



Ikke at sige ikke. Det er nemt og noget, man gør på rygraden, når man råber efter et barn: 'Du må ikke løbe på gangen' i stedet for at anvise barnet et andet sted at løbe.

Den mere positive tilgang giver en bedre stemning i institutionen og inde i en selv, oplever Anny Iversen.

"Vi har øvet os i ikke at sige ikke: 'Du må ikke gå ud uden gummistøvler'. Det er en løftet pegefinger. I stedet kan man sige: 'Tag du lige støvler på og smut ud'. Det gør en stor forskel, om vi er voksne, der skælder ud, eller om vi er voksne, der guider. Vi går børnene i møde og hjælper dem til at forstå, at de gerne må løbe, bare ikke lige der. De må også gå ud, men de skal have støvler på først. Vi sætter rammerne, anerkender børnene og hjælper dem til at agere i de rammer," siger hun.

For nylig har personalegruppen oplevet, at et barn, som man var meget bekymret for, ikke længere giver anledning til bekymring. Anny Iversen mener, at eksemplet viser, at KRAP virker.

"For gennem vores måde at møde og guide hende på, har hun oplevet en masse små succeser, som har givet hende et helt andet ståsted og udgangspunkt for at komme videre," siger hun.