Udsatte børn. Opråb fra forsker. Stol på din mavefornemmelse

Stort set alle unge med alvorlige adfærdsvanskeligheder har også været små børn med problemer. Desværre bliver der ikke taget hånd om børnenes problemer, mens de er små, på trods af at såvel pædagoger som sundhedsplejersker i stor udstrækning ved, hvilke børn der vokser op som udsatte. Faktisk ved man i de fleste tilfælde allerede under graviditeten, om moren og faren vil være i stand til at løfte den forestående opgave som forældre. Det fastslår den norske forfatter og forsker Øyvind Kvello. Med bogen ’Børn i risko’, som nu foreligger på dansk, retter han en hård kritik mod de skandinaviske velfærdssystemer, hvor man ofte ved, hvor skoen trykker, men alt for sjældent får gjort noget ved problemet.

»I Norge har vi altid ligget et hestehoved bag problemet, det gælder om at komme et hestehoved foran. Når man læser min bog, så ved man, hvor vigtigt det er at gribe tidligt ind.« Selvom problemerne er mange, når man arbejder med udsatte børn, mener Øyvind Kvello dog, at der er et strøg af optimisme i ’Børn i risiko’.

»Så snart vi forstår alvoren og omfanget af misrøgten eller mishandlingen, så er vi i stand til at hjælpe,« siger han.



Mavefornemmelser. Det kræver, at pædagoger og sundhedsplejersker bliver bedre til at underrette forvaltningen, når de ser børn, der mistrives.

»Mange pædagoger siger, at de er bekymrede og har en dårlig mavefornemmelse. Men der er et stort skridt fra at have en dårlig mavefornemmelse til at underrette. Det er et kæmpesystem, og det kan være svært at vide, hvem man kan få hjælp fra i forvaltningen. Støtten til pædagogerne er for dårlig,« siger Øjvind Kvello.

I Norge har 20 procent af de børn, der får en diagnose for en psykisk lidelse, inden de er fyldt fem år, vakt mistanke hos sundhedsplejerskerne. I Danmark har 25 procent vakt bekymring hos sundhedsplejersken, fortæller Øjvind Kvello.

»Sundhedsplejerskerne har ofte en mave­fornemmelse af, at det ikke er godt nok for barnet. Men der er langt fra at have en mavefornemmelse til at have tid og bistand til at finde ud af, hvad problemet er. Og det betyder, at de ofte går med en bekymring, som de ikke handler på,« siger han.



Tro på kompetencer. Selvom pædagoger og sygeplejersker sjældent tager fejl i deres bekymringer, mangler de selvtillid, mener Øjvind Kvello.

»De har for lidt tiltro til deres faglige kompetence. Men pædagoger ser mange børn, og de ved, hvad der er normalt, så hvis de reagerer, er der en god grund,« siger han.

Forvaltningens reaktion på en underretning har også stor betydning for pædagogernes lyst til at gå videre med bekymringer, pointerer Øjvind Kvello. Nogle gange oplever pædagogerne, at sagen bliver henlagt, andre gange ved pædagogerne slet ikke, hvad der sker.

Det er også en overvindelse for pædagogerne at skulle konfrontere en mor og far med en bekymring, som forældrene måske ikke deler. Og hvis familien samtidig ikke får ordentlig hjælp, bliver samarbejdet mellem institution og forældre vanskeliggjort.

»Efter nogle år med sådanne erfaringer, så forstår jeg godt, at pædagoger og sundhedsplejersker bliver lidt defensive og ikke handler på bekymringer, fordi de ser, at hjælpesystemet ikke fungerer godt nok,« siger Øjvind Kvello.



En privat sag. Samtidig er den nordiske kultur, hvor barnet og familien hører til privatlivets fred, også en hæmsko.

»Børneopdragelse er ikke det offentliges anliggende. Der skal rigtig meget til, før jeg korrigerer andre familiers børn. Hvis vi ser et barn gøre noget, det ikke må, så er det sjældent, vi griber ind, fordi det er så usædvanligt, at vi blander os i andres børn. Men det er ikke en god praksis, og det er det slet ikke for børn i risiko. Børn i risiko er helt afhængige af, at der er voksne rundt om dem, der ser dem og involverer sig,« siger Øjvind Kvello.

Det er paradoksalt, at børnene på den måde hører til privatlivets fred, når børn det meste af tiden bliver opdraget af pædagoger i daginstitutionen, men det er netop derfor, familien lukker sig om sig selv, når børnene er hentet fra institutionen, påpeger Øjvind Kvello.

»Vi siger jo, at det er forældrene, der kender deres børn bedst. Jeg plejer at sige, at forældrene kender deres børn vældig godt. Det gør pædagogerne også. Og det betyder, at vi må have et bedre samarbejde – hvor pædagogerne bliver tillagt de kundskaber, kompetencer og den indsigt, de har,« siger han.

Han nævner et at sine forskningsprojekter, hvor han spurgte forældrene, om de ville have råd og vejledning fra pædagogerne.

»Det spørgsmål blev forældrene forfjamskede og overraskede over, og så svarede de: ’Gerne, hvis de kan give os noget, vi ikke ved selv’. Og så tilføjer de: ’Hvis pædagogerne har kompetencerne’. Så tænker jeg, at nok har de kompetencerne, men de er blevet lidt slidt af, at vi har en forældregeneration, der er godt uddannet. Og det betyder, at de også nedvurderer kompetencerne hos sundhedsplejersker og pædagoger,« siger Øjvind Kvello.



Sådan fanger vi dem. Det er ikke kun pædagogernes ansvar at få taget hånd om de udsatte børn, understreger Øjvind Kvello. Det er et fælles ansvar, som kræver, at strukturerne i samarbejdet mellem daginstitutioner og forvaltning bliver ændret. Systemet har fungeret på samme måde i årtier i Norge. Pædagogen underretter, der kommer en udredning, en skriftlig konklusion og måske en henvisning til mere hjælp.

»Vi, der er ansat i hjælpeapparatet, bliver ofte siddende og venter på underretninger i stedet for at være ude for at støtte pædagogerne og opdage børn, der har brug for hjælp,« siger Øjvind Kvello.

Han forestiller sig en ny model, hvor skole­psykolog og socialrådgiver mindst to gange om året er ude i daginstitutionerne for at observere børnene. Så drøfter de sammen med pædagogerne alle børn og diskuterer, hvilke børn der har brug for mere hjælp, end institutionen kan tilbyde.

»På den måde opdager vi flere, og pædagogen får også støtte og slipper for at stå alene i situationen. Når pædagogerne og de andre faggrupper går sammen, så bliver de tilsammen kloge nok til at vide, hvilke børn der vækker bekymring, og hvilke der har brug for ekstra stimulering. Samlet vil det blive en god viden,« siger Øjvind Kvello.



Glade og spontane. Antallet af omsorgssvigtede børn er seks gange højere end det antal, der bliver afdækket af professionelle, skriver Øjvind Kvello i sin bog. Men det burde ikke være så svært at finde de børn, der er udsatte.

»Fra 1-6 år skal børn være bekymringsløse, glade og spontane. Pædagogerne kan se, hvilke børn der ikke viser så meget glæde, ikke har så meget mimik, og som ikke er nysgerrige og udforsker verden,« siger han.

Børns trivsel i daginstitutionerne er nemlig den bedste indikator på, om barnet i almindelighed har det godt.

»Og vi ved, at børn, der mistrives i børnehaven, heller ikke finder sig til rette i skolen. Og så vil store dele af deres liv vil være på en arena, hvor de ikke trives og ikke kan finde deres plads,« siger han.



Skærpede tiltag. Prognoserne er ikke opmuntrende for omsorgssvigtede børn, der ikke får hjælp. Omkring 40 procent af de omsorgssvigtede børn udvikler med årene depression, og omkring 30 procent udvikler adfærdsproblemer og misbrug af rusmidler. Alligevel er Øjvind Kvello optimistisk. »Der er mange børn, vi kan hjælpe til at få det bedre med mor og far,« siger han og påpeger, at daginstitutionerne også kan spille en stor rolle. Her bliver børn bedre sprogligt og motorisk og får øget deres sociale kompetencer. Også understimulerede og vanrøgtede børn vokser under pædagogers omsorg.

»Men for børn, der har adfærdsproblemer, er det ikke nok at være i en almindelig institution. Der må der mere specifikke tiltag til. Så for børn, som er understimulerede, må vi skærpe tiltagene.«



Øjvind Kvello

Doktor i udviklingspsykologi, forsker, rådgiver ­og forfatter.

Har tre forskellige job

● Forsker og vejleder på Regionscenter for Børns og Unges psykiske Helse, RBUP, i Oslo.

● Rådgiver for kommunen om daginstitutioner og forvaltning for børn, unge og familier i Trondhjem.

● Freelancer, hvor han arbejder med udsatte familier.



Tre typiske fejl

Den norske forsker Øjvind Kvello giver her sit bud på tre typiske fejl i arbejdet med udsatte børn.



1. Kun et tiltag ad gangen

Når et barn er udsat, kommer foranstaltningerne efter hinanden, så barnet måske først får en støtteperson og derefter kommer i aflastningsfamilie. Virker det ikke, så får forældrene råd, vejledning og endelig forældretræning.

I stedet for serielle indgreb burde man gribe til parallelle indgreb, hvor hele paletten af virkemidler sættes ind på en gang for at hjælpe det udsatte barn. Hvis man kan se kompleksiteten i problemerne, hvor omfattende og alvorlige de er, så kan man også vælge tiltag, der har det rette omfang, og en intensitet, der sikrer den parallelle indsats. Dermed vil familierne blive bedre hjulpet, end de bliver i dag.

2. Løser ikke de reelle problemer

Et heftigt udadreagerende barn kan være ret sikker på at få pædagogers opmærksomhed. Men desværre vil fokus ofte være rettet mod barnets vanskelige opførsel. Man arbejder med at finde måder at møde barnet på, og med tiltag, der kan ændre barnets adfærdsvanskeligheder. Men man tænker ikke på, hvad der ligger bag barnets adfærd. Man glemmer at analysere helheden, og får ikke taget hånd om de primære problemer, som måske kan være, at mor og far drikker.

Samtidig løber de udadreagerende børn med al opmærksomheden. Børn, der har det lige så vanskeligt, men ikke viser det i deres adfærd, er lettere at overse. Der er fare for, at systemet henviser børn, fordi de ikke kan tilpasse sig, og ikke på baggrund af, hvor vanskeligt de har det.

3. Mangler viden om grænsetilfældene

Mange udsatte børn lever i en gråzone, hvor hjemmet bestemt ikke er godt, men hvor det heller ikke med sikkerhed kan siges, at det vil være bedst for barnet at blive fjernet.

Forskningen fokuserer mest på det velfungerende samspil eller på det grotesk dårlige samspil. Vi kender alt for lidt til grænsetilfældene, og det kan være utroligt kompliceret at vurdere, om et hjem er godt nok eller ej. De fleste børn har det bedst med at bo hjemme, selvom det indebærer massiv støtte og meget hjælp.

Barnets alder spiller også en rolle. Jo ældre barnet er, jo dårligere er resultatet af en fjernelse. Når barnet har passeret 8-12 år, er statistikken ikke opløftende for anbragte børn. Desværre bliver børn ofte først henvist til hjælpeapparatet, når de er 8-12 år, selvom de har haft problemer siden fødslen.



Om bogen

’Børn i risiko’ af Øjvind Kvello. Forlaget Samfundslitteratur, vejl. pris. 450 kroner.

Bogen er en introduktion til arbejdet med udsatte børn og kan fungere som opslagsbog og referenceværk. Med et solidt afsæt i forskning kommer den rundt om alle elementer af arbejdet med udsatte børn.