Udsatte børn flex: Nye øjne styrker pædagogikken

"Du må ikke være med!"

Sådan lyder udmeldingen fra to drenge, der har fundet en spand legetøjsdyr frem. Drengen, de ikke vil lege med, har i et stykke tid været lukket ude af gruppen. Han slår de andre, og derfor afviser de ham i det øjeblik, han bevæger sig hen imod dem.

Susanne Kjær Andersen fortæller de to drenge, at den tredje dreng er god til at finde dyr i skoven. De kigger på hinanden, ændrer kurs og spørger, om han vil være med.

"Jeg oversætter hans intentioner for dem. Han rejser sig ikke for at slå dem. Han vil bare være med i legen," fortæller Susanne Kjær Andersen.

Hun er en af fire flyvende pædagoger i institutionerne Vesterlunden og Nordkaperen, der tilsammen rummer 11 børnehuse i Svendborg.

Hun er blevet tilkaldt af pædagogerne for at hjælpe drengen med at blive inkluderet i gruppen. Det foregår ud fra en anerkendende tankegang om, at der ikke er noget galt med det enkelte barn. Derfor observerer hun ham i samspil med omgivelserne og observerer pædagogernes praksis.

"Vi ser barnet individuelt, men ser også på, hvad der foregår omkring ham. Er der for eksempel legekammerater til ham? Vi undersøger, om det er de andre børn, pædagogerne eller de fysiske rammer i huset, der er ekskluderende," siger Susanne Kjær Andersen og fortæller om et af husene, hvor en gruppe drenge var meget støjende.

"Vi fandt ud af, at der ikke var gode tilbud til drenge, som ikke vil lave perleplader. Vi har nu hængt en hængekøje op og lagt puder på stuen, så de har bedre muligheder for at udfolde sig. Det har hjulpet," fortæller hun.

Oftest er det et barns forhold til de andre børn, der er årsag til, at Susanne Kjær Andersen bliver tilkaldt. Andre gange er det en gruppe, der ikke fungerer sammen.

"Mange børn har brug for, at vi ser deres ressourcer, oftest fordi de har svært ved at indgå i fællesskabet. Andre gange er det overgangene fra vuggestue til børnehave eller børnehave til skole, jeg hjælper dem med," siger hun.



Vigtigt at rotere. De flyvende pædagoger deler ofte deres tid mellem to børnehuse ad gangen, og de er altid hele dage i det enkelte børnehus. Perioden, de arbejder med en gruppe, kan variere fra to uger til mange måneder.

For at sikre, at de flyvende pædagoger kan komme med andre bidrag end de faste pædagoger, sørger man for, at de ikke er i det samme børnehus i lang tid ad gangen.

"Dermed kommer der nye øjne på vores praksis. Jeg vil hellere have, at der kommer forskellige 'flyvere' i institutionen, end at vi får en fast medarbejder i det samme antal timer," siger pædagog i Ungernes Hus Connie Matzen.

Susanne Kjær Andersen er enig.

"Vi skal holde en distance, så det aldrig bliver dagligdag. Hvis jeg er for længe et sted, kan jeg ikke længere se det med friske øjne," siger hun.

Hun oplever, at institutionerne er forskellige, selvom de ligger tæt på hinanden.

"De har forskellig struktur, så derfor er det nyt hver gang. Samtidig ser jeg det med nye øjne, fordi min indfaldsvinkel er de problemer, jeg har fået beskrevet. Jeg vurderer, hvad der skal ændres, og hvad der er godt at beholde. Og jeg gør det sammen med personalet," understreger Susanne Kjær Andersen.

Skal de friske øjne bruges konstruktivt, kræver det, at pædagogerne er åbne for kritik. Det har de været, vurderer Connie Matzen.

Det skyldes både de flyvende kolleger, og at to ressourcepædagoger i hvert børnehus er blevet uddannet i at arbejde med udsatte børn. En af dem, som har forsøgt at bringe sin viden videre til kollegerne, er Connie Matzen selv.

Tilsammen har det resulteret i flere faglige diskussioner.

"Nu tør vi kigge på vores egen praksis og vores egen tilgang til børnene. Vi kan åbent sige: 'I dag har jeg ikke været anerkendende' og få en faglig snak ud fra det. Vi har fået en fælles forståelse i husene," siger Connie Matzen.

I Ungernes Hus fik pædagogerne noget at tænke over, da Susanne Kjær Andersen observerede, at de ikke altid fik sagt fra over for børnene.

"Hun sagde, at vi ind imellem var for anerkendende. Hvis et barn havde slået et andet barn, havde vi så travlt med at være anerkendende, at vi ikke fik sagt: 'Du må ikke slå'," siger Connie Matzen.



Ingen mirakelkur. Den større åbenhed gælder også i samarbejdet med forældrene.

"Når børnene har det svært, betyder det ikke, at forældrene er nogle fjolser. Vi fortæller dem, at vi har en bekymring og forklarer, hvad vi gør ved det. Så snakker vi om, hvad de har oplevet, og om de deler vores bekymring. Vi siger åbent, hvis vi synes, det er svært, og fortæller, at vi har brug for hjælp. På den måde tager vi ansvar for, at samarbejdet fungerer," siger Connie Matzen.

Hun er begejstret for flyverne og det anerkendende børnesyn, men ikke alt har været problemfrit. For eksempel har der ikke været tid nok, så Connie Matzen har været nødt til at tage arbejde med hjem.

Samtidig kan hverken uddannelse eller flyvende pædagoger fjerne dagligdags problemer.

"De gør en forskel, men det er ikke det samme, når de ekstra ressourcer er ude ad døren igen. Det tager meget længere tid at bygge det hele op, end det tager at tabe det hele på gulvet igen. Vi har lige haft to langtidssygemeldte, og så kan man ikke gøre det samme som før," siger Connie Matzen.