Udflugt til dagligdagen

BUPL-toppen bør profilere sig skarpere over for medlemmerne og medierne. Og BUPL skulle have været mere ambitiøs under overenskomstforhandlingerne i foråret 2008.

Sådan lød budskabet fra pædagogerne til formand Henning Pedersen og medlem af BUPL's forretningsudvalg, Lis Pedersen, da de to gæstede daginstitutionen Hollænderhuset i Dragør på det sydlige Amager.

Besøget var en del af en turné, hvor medlemmerne af BUPL's forretningsudvalg i løbet af marts besøgte 15 daginstitutioner rundt om i landet. Målet var at møde pædagogerne på deres hjemmebane og debattere dagligdagen i institutionerne samt BUPL's professionssatsning.

"Vi skal vide, hvad pædagogerne går og tænker over ude i institutionerne," fortæller Henning Pedersen indledningsvis til Hollænderhusets delegation, som består af institutionens leder, Gunnlaug Møller, souschef Johanne Andersen, som er på vej på barsel, og den konstituerede souschef Tina Gøth.

Med sig har Johanne Andersen sin halvandet år gamle søn, Tobias, som livligt kravler rundt på sin mors skød.



Slut med vasketøj. Til hverdag kan der være langt fra BUPL's forbundshus på Østerbro og ud til de menige pædagoger. Sådan er det imidlertid ikke i dag. På denne solrige formiddag i Dragør er det eneste, som adskiller BUPL-toppen fra de menige pædagoger, et par kaffekopper og en kurv med småkager. Kurven får lov til at stå urørt under hele seancen. Godt det samme, for det er uhøfligt at snakke med mad i munden, og der er rigeligt at tale om.

Henning Pedersen og Lis Pedersen stiller en række spørgsmål om den pædagogiske dagligdag i Hollænderhuset, som er en integreret institution normeret til 54 børn. Og svarene kommer prompte. For eksempel når emnet er dokumentation og pædagogiske læreplaner.



"Det tager lang tid at udfylde dem, men det er virkelig med til at gøre arbejdet spændende," siger Johanne Andersen.

Ordene leveres fuldstændigt uanfægtet af, at souschefens hænder er travlt optaget af at holde styr på Tobias, som er i færd med at bygge et fint lille tårn af kaffekopperne på bordet.

"Læreplanerne har virkelig givet personalemødet et løft. Det er ikke længere vasketøjet, som vi diskuterer," siger Gunnlaug Møller.



Savnede skarphed. I det hele taget lægger de tre kvinder stor vægt på deres pædagogiske faglighed og stoltheden over den. En ting, de i øvrigt efterlyser hos BUPL-toppen.

"Jeg er hamrende stolt over at være pædagog. Og det må formanden for min fagforening altså godt afspejle," siger Tina Gøth med hentydning til overenskomstforhandlingerne i foråret 2008, hvor hun og hendes kolleger gerne havde set mere skarphed fra Henning Pedersen.

Også fordi det sender et vigtigt signal.

"I det hele taget bør hovedbestyrelsen og forbundshuset profilere sig mere. Vi får næsten al vores information fra den lokale fagforening," lyder det fra souschef Johanne Andersen.



Ja tak til professionen. Da Henning Pedersen spørger ind til BUPL's professionssatsning, bliver de tre Dragør-pædagoger med ét mere milde.

"Baggrunden er rigtig god. Det er vigtigt med anerkendelse af de pædagogiske kompetencer," siger Gunnlaug Møller.

Johanne Andersen og Tina Gøth ser gerne en fortsættelse af udviklingen fra de senere år, hvor der er kommet øget anerkendelse af professionen.

"I vores 13 år som pædagoger er befolkningens opfattelse af faget gået fra 'kaffe, smøger og lilla ble' til langt mere anerkendelse af, at vi virkelig kan noget," fortæller Johanne Andersen.

Lis Pedersen fra BUPL påpeger, at professionssatsningen også er et vigtigt signal at sende til parterne i fremtidige overenskomstforhandlinger

"Det er ikke nok at råbe højt. Man må også vise via sine kompetencer, at man rent faktisk fortjener mere i løn," siger hun.



Mere profession til OK. Dragør-delegationen giver hende ret. Men de ville nu gerne have haft endnu mere fokus på de professionelle argumenter under overenskomstforhandlingerne i foråret 2008. Her savnede de et mere ambitiøst lønudspil fra BUPL baseret på pædagogernes faglige kompetencer.

"Da jeg hørte udspillet, følte jeg lidt: Øv! Var det det, jeg betalte kontingent til?" fortæller Tina Gøth.

På den anden side af småkagekurven læner Henning Pedersen sig lidt frem.

"Vi kunne jo godt have meldt meget kraftigt ud, ligesom Sundhedskartellet gjorde med krav om 15 procent højere løn. Mange af deres medlemmer var godt klar over, at de ikke ville kunne få så meget. Men der var også mange, som blev enormt sure, fordi de havde sat næsen op efter de 15 procent," forklarer han om BUPL's mådeholdenhed.

Tina Gøth nikker. Hun kan sagtens forstå argumentet. Men det kan være svært at erkende kompleksiteten af overenskomstforhandlingerne, når man til hverdag mødes med vantro forældre ude i institutionerne.

"Når vi fortæller forældrene, hvad vi tjener, tror de ikke på det. De siger: 'Det kan ikke passe. I tager jer jo af vores børn'," fortæller hun.



Fælles under fanerne. Under strejkeforløbet i det sene forår 2008, var der udvalgt en række strejkekommuner. Hollænderhusets souschef, Johanne Andersen, havde gerne set, at samtlige pædagoger i Danmark havde deltaget i strejken.

"Man skal ikke strejke bare for at strejke. Det er ikke 70'erne mere. Men når man vælger at strejke, skal man gøre det fuldt ud," siger hun.

BUPL-toppens udsendinge nikker eftertænksomt. De har hørt ønsket før. Men strejkekommunerne er specifikt udvalgt, så man rammer de kommuner, hvor de politiske beslutningstagere fra Kommunernes Landsforening har hjemme, fortæller Lis Pedersen.

Det argument er der forståelse for blandt Dragør-pædagogerne. Og forslaget om en national strejke udspringer da også til dels i et ønske om større fællesskab mellem de strejkende og de arbejdende pædagoger.

"Det var lidt en spøjs fornemmelse at være til strejkemøde i København og så være nødt til at sige: 'Jamen, det er fint, men vi skal altså på arbejde nu'," erindrer Tina Gøth om strejkeforløbet for snart et år siden.

Hun ser ned på den stadig urørte småkagekurv et øjeblik, inden hun pludselig kigger op på BUPL's udsendinge.

"Men næste overenskomst bliver jo en fantastisk kamp, kan jeg høre," siger hun med en nærmest bydende tiltro i stemmen.

Der bliver grinet nervøst rundt om bordet. Grinet går dog hurtigt i sig selv og efterfølges af et nærmest endeløst tavst sekund, inden lille Tobias redder øjeblikket ved at bede sin mor om en småkage fra kurven.