Uddannelse; Unge vil ikke være pædagoger

Mens en generel tendens i samfundet går mod større og sammenlagte seminarier, falder antallet af ansøgere til især lærer- og pædagogseminarierne. Det skyldes ikke mindst negative mediehistorier om fagene og udsigten til et job med stress og dårlig løn, viser ny undersøgelse.

De mellemlange videregående uddannelser slutter sig til januar sammen for at indgå i store såkaldte professionshøjskoler med plads til over 60.000 elever og 6.000 undervisere.

Men en ny undersøgelse sår nu tvivl, om der overhovedet bliver studerende nok til at fylde op i klasseværelserne på uddannelserne til pædagog, sygeplejerske, lærer og socialrådgiver.

Undersøgelsen om unges valg og fravalg af de fire uddannelser er foretaget af Epinion for Undervisningsministeriet. Og den viser, at udsigten til et job med lav status, dårlig løn, ringe arbejdsvilkår og negativ omtale i medierne får de unge uddannelsessøgende til at fravælge uddannelsen til pædagog, lærer, socialrådgiver eller sygeplejerske.

Alle fire uddannelser får en hård medfart i de unges beskrivelse - ikke mindst pædagoguddannelsen: "Der er ikke noget egentligt fagligt indhold i uddannelsen. Det er et fag, hvor man skal lege med børnene og være hyggeonkel. Man hører meget negativt om pædagogfaget i pressen. Der er ikke mange muligheder for efteruddannelse," lyder godt 3.000 adspurgte unges opfattelse af pædagoguddannelsen.



Bred bekymring. Undersøgelsen er iværksat af Undervisningsministeriet, der bekymrer sig om et årelangt fald i ansøgertallet til de fire uddannelser. Det er især problematisk, at der bliver pædagog- eller lærermangel, hvis regeringen skal leve op til sine målsætninger med kvalitetsreformen om blandt andet bedre offentlig service til borgerne, bedre uddannelse og bedre efteruddannelse.

Også BUPL bekymrer sig om faldet i ansøgertallet på pædagoguddannelsen. Fra 2001 til 2006 er antallet af ansøgere faldet fra 10.702 ansøgere til 6.224 ansøgere. Det er et fald på 42 procent på bare fem år, og Allan Baumann ser en sammenhæng mellem uddannelsens dårlige ry blandt de unge og de færre ansøgere.

"Faldet skyldes delvist, at der er kamp på uddannelserne om de små ungdomsårgange, men det kan også hænge sammen med det billede, som medierne og vi selv tegner af faget," siger han.



Vil tale faget op. Allan Baumann indrømmer gerne, at strejkerne og overenskomstforhandlingerne med mere sætter fokus på de problemer, fagforeningen ser i faget.

"Når man fortæller om dårlige arbejdsvilkår, stress og lav løn i faget, påvirker det da de unges lyst til at blive pædagog. Men vi skylder også pædagogerne at sige tingene, som de er. Det er jo utroværdigt at stå i en kommune, der skærer 10 procent af sit budget på børneområdet og så sige, at her har pædagogerne gode arbejdsvilkår," siger Allan Baumann, der dog finder de unges afskrækkelse fra faget alvorlig og beklagelig.

"Vores nye strategi er at tale faget op og fortælle om alle de interessante aspekter, der er ved professionen. Vi ser jo, at de unge, der gennemfører uddannelsen, bliver meget længe i pædagogfaget. Det må være

fordi, det er et godt, givende og udfordrende job at være pædagog," mener Allan Baumann.



Udviklingen i antal ansøgere med uddannelsen som 1. prioritet fra 2002-2006

Sygeplejerske: + 11 procent

Lærer: - 30 procent

Pædagog: - 20 procent

Socialrådgiver: + 8 procent

Læs hele undersøgelsen på www.uvm.dk

Kilde: "Valg og fravalg af lærer-, pædagog-, sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelsen" er gennemført af Epinion for Undervisningsministeriet i foråret 2007.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.