Uddannelse - Enlige mødre dropper ud

Enlige forsørgere, der læser til pædagog, har store økonomiske problemer, når de er i praktik. Praktiklønnen er 4.000 kroner lavere end SU'en. Den stramme økonomi har fået Linda Jørgensen og flere andre enlige forsørgere til at droppe uddannelsen.

Første februar i år begyndte Linda Jørgensen på Odense Socialpædagogiske Seminarium. Hun er glad for studiet og vil gerne være pædagog. Men nu kan hun ikke få pengene til at slå til og søger formentlig ind på uddannelsen som socialrådgiver.

Linda Jørgensen er enlig mor og forsøger sig selv og sine to små børn. Det løber lige rundt, for som enlig forsørger får hun dobbelt SU og har mulighed for at tage dobbelte lån. Den mulighed udnytter den 27-årige mor, så der hver måned kommer 13.000 kroner ind på kontoen. Problemet er, hun kun får 9.000 kroner om måneden, når hun skal i sin første lønnede praktik næste år. Det kan hendes økonomi ikke holde til.

"Så er jeg tvunget til at stoppe. Jeg har været på kommunen og på jobcentret for at høre, om jeg kunne få støtte, men det kunne jeg ikke. Jeg har også været i banken, men de vil ikke låne mig penge. Hvis jeg begynder på uddannelsen til socialrådgiver, er der ingen praktik, og det betyder, at jeg får SU gennem hele studiet," siger Linda Jørgensen.

Ligesom sine medstuderende vidste hun godt, at lønnet praktik var en del af uddannelsen.

"Men jeg troede, der var en løsning for os enlige forsørgere - at vi for eksempel kunne få SU-lån, mens vi var i praktik, eller at kommunen kunne støtte. Jeg kan ikke forstå, at systemet er indrettet sådan," siger den pædagogstuderende.



Problem for mange. Det er hun ikke ene om. Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS) modtager jævnligt henvendelser fra enlige forsørgere, der bliver overraskede over, at de pludselig mister 4.000 kroner om måneden.

"Budgettet er stramt i forvejen for enlige med børn. Derfor er 4.000 kroner rigtig mange penge. Nogle låner penge af forældre, andre låner i banken, og andre tager et ekstra job. Det er ingen god mulighed, for med to job ser man nærmest aldrig børnene. Samtidig dropper nogle desværre ud af uddannelsen," siger Julie Vorsaa, der er formand for PLS.

Det vil hun gerne have ændret.

"Det er et problem, at enlige forsørgere møder store økonomiske forhindringer for at tage en uddannelse. Jeg tror ikke, det var politikernes intention med SU-loven, men nu sidder der nogle mennesker rundt omkring, som har svært ved at få det til at hænge sammen," siger Julie Vorsaa, der helst så, at studerende på pædagog-uddannelsen fik SU gennem hele studiet.

På Christiansborg har Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil spurgt undervisningsminister Bertel Haarder, om han er villig til at forbedre forholdene for de enlige forsørgere. For eksempel ved at give dem et ekstra SU-klip om måneden, mens de er i praktik.

Men ministeren er ikke klar med en hjælpende hånd, viser det svar, som han netop er kommet med. Han sparker bolden videre til arbejdsmarkedets parter, der aftaler praktikanternes løn.



Ingen hjælp fra Venstre. Da Børn&Unge ringede til ministeren for at spørge, om han vil forbedre forholdene for de enlige forsørgere på pædagoguddannelsen, havde ministeren ingen kommentarer.

Det havde Venstres uddannelsespolitiske ordfører Tina Nedergaard til gengæld.

"Det er vigtigt at understrege, at det her er opstået, fordi vi har forbedret forholdene for studerende på SU. Det er selvfølgelig lidt hårdt, når de er i praktik, men vi har ingen planer om at ændre på det," siger hun.

Tina Nedergaard medgiver, at det er beklageligt, hvis studerende dropper ud af pædagogstudiet på grund af mangel på penge.

"Det er selvfølgelig nemt for mig at sige, men jeg vil da råde dem til at forsøge at fuldføre uddannelsen alligevel. Det er jo en investering i sin egen fremtid at tage en uddannelse," siger hun.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.