Tyvstart skal knække hård nød

Udviklingen på ledelsesområdet har overhalet BUPL-overenskomsten. Udredningsarbejde med start i denne uge skal skabe grundlag for en løsning ved de kommende overenskomstforhandlinger i 2008

En institution. En leder. En souschef. Ingen over og ingen ved side af. Så enkelt var det indtil for få år siden at sammenfatte og beskrive ledelsesstrukturen på daginstitutionsområdet. Det er det ikke mere. Og det vil det især ikke være, hvis udviklingen fortsætter ad det spor, som er ved at blive lagt.

En-af-hver modellen vil i så fald blive undtagelsen. Reglen vil i stedet være, at der findes en varietet af ledelsesmodeller, som til fælles har, at de flytter kompetence til et nyt, overordnet ledelseslag, der befinder sig et sted mellem den enkelte daginstitution og den kommunale forvaltning.

Mange kommuner har allerede - i øvrigt efter aftale med BUPL - taget fat på de nye tider ved at etablere distrikts- og områdeledelse. Den kan være forskellig i sin indretning, men indebærer typisk, at en flerhed af daginstitutioner får en "overleder", der under sig har et antal daglige ledere ude i institutionerne. En anden konsekvens af den magtforskydning, som følger af de nye ledelsesstruktur, er, at souschef-stillinger forsvinder.



Dilemma. Udviklingen har bragt BUPL i et dilemma. Skal organisationen forsøge at obstruere de nye ledelsesformer, hvad den godt kan, fordi der i overenskomsten står, at der ved enhver daginstitution skal være en leder og en souschef? Eller skal organisationen gå med til en fravigelse af normeringsbestemmelsen i overenskomsten, så der i første omgang kan anstilles forsøg med distrikts- og områdeledelse?

Sidstnævnte løsning er den, de fleste af BUPL's fagforeninger har grebet til de seneste år. Vurderingen har været, at man stod sig bedst ved at spille med og fra en position inde på banen øvede sin indflydelse. Samt at konsekvensen af at stille sig på sidelinjen kunne blive, at kommunerne installerede andre end pædagoguddannede i stillingerne som område- og distriktsledere.

Problemet, set fra BUPL's stol, er nemlig, at den nuværende overenskomst ikke dækker disse nye stillinger. Det, overenskomsten dækker, er i virkeligheden en ledelsesstrukturer, som er på vej ud.



OK-forberedelse. Allerede ved overenskomstforhandlingerne i 2005 var der fokus på den manglende samklang mellem overenskomsten og de faktiske ledelsesforhold på daginstitutionsområdet, men en langtidsholdbar løsning blev ikke fundet. Parterne - det vil sige Kommunernes Landsforening og de pædagogiske fagforeninger BUPL, Socialpædagogerne (SL) og Forbundet Fag og Arbejde (FOA) - enedes i stedet om at igangsætte et udredningsarbejde, så de på et oplyst grundlag kunne skride til handling ved OK-08.

Udredningsarbejdet, der blev påbegyndt i denne uge, ni måneder før startskuddet til de egentlige overenskomstforhandlinger går, skal dels producere et fælles billede af, hvad kommunerne har gang i på ledelsesfeltet, og dels se på, hvordan andre overenskomstområder klarer sig uden en normeringsbestemmelse, som den BUPL har i sin overenskomst. Sluttelig skal der ud af anstrengelser komme et konkret bud på, hvordan de nye overenskomster kan indrettes, så de kan rumme de ledelsesmæssige ændringer, som allerede er sket, og som alle regner med vil komme til at ske.



HK står klar. Opgaven tegner til at blive svær. Både teknisk og politisk. Arbejdsgiverne ser helst normeringsbestemmelserne hen, hvor peberet gror, og kunne også sagtens tænkes at ville gentage deres forslag fra OK-05 om en fælles lederoverenskomst for hele det pædagogiske arbejdsområde.

Her over for står BUPL, som insisterer på, at pædagoger skal ledes af pædagoger. Normeringsbestemmelse eller ej. For BUPL vil det derfor være af vital betydning, at de nye stillinger som område- og distriktsledere bliver "hegnet" ind af en ny overenskomst.

Det er der en grund til. HK står nemlig på spring. Senest har BUPL Århus Kommune været involveret i en forhandling med det stedlige HK om forhandlings- og aftaleretten for 90 nyoprettede stillinger som overordnede dagtilbudsledere.

Forhandlingen mundede ud i enighed om, at stillingerne er BUPL's, men det kan der blive lavet om på. Hvis stillingerne senere tillægges egentlige forvaltningsmæssige opgaver, der, som det hedder, falder uden for ledelsesopgaven i én institution, så er det HK's overenskomst, som gælder.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.