Tyskland: Fattig barndom

Den står på pandekager med æblemos denne tirsdag i Die Arche, der er et værested for fattige familier. Langsomt fyldes bordene i madsalen i kælderen. Kokken, Peter Thiel, stikker sit næsten tandløse, fuldskæggede ansigt ud gennem hullet i muren og langer en munter bemærkning over disken sammen med dagens ret.

Ganske atypisk for Die Arches publikum er Peter Thiel stadig både gift og sammen med sin kone og mor til seks børn.

"Fire ud af ti lejligheder her i kvarteret er beboet af enlige mødre. Nogle børn kalder os for far. En far er for dem en mand, som de kan knytte sig til i lidt længere tid," beskriver medarbejder i Die Arche Wolfgang Büscher de mennesker, som benytter sig af tilbuddene fra Die Arche, Arken. Værestedet er privat og ejet af den protestantiske kirke, som finansierer tilbuddet med private almisser og bidrag fra sponsorer.

Vi er i Stadtbezirk Marzahn-Hellersdorf. En satellitby nordøst for Berlin med cirka 100.000 lejligheder opført i 70'erne og 80'erne for at imødekomme DDR-borgernes krav om alternativer til Østberlins slum.

Muren faldt hårdt i Marzahn-Hellersdorf. Arbejdsløsheden er på godt 20 procent. Kriminalitet, alkoholisme, narkomisbrug og uddannelsesniveau - bydelens 250.000 borgere befinder sig på alle områder i den ubekvemme del af statistikken.

Det er mest mødre med børn, der indfinder sig i Die Arche ved spisetid. Maden er gratis, og det er genbrugstøjet også.



Skæbnefællesskab. 33-årige Heike Rexhäuser har sat sig ved et bord sammen med nogle venner fra samme blok. Hun er der sammen med treårige Chris - den eneste af sine fire børn, hun har boende hjemme.

"De tre andre er kommet på børnehjem. Jeg vil helst ikke ind på hvorfor," siger Heike Rexhäuser, mens øjnene flakker. Chris er lidt lille af sin alder. Han lider af kronisk bronkitis.

"Hvorfor jeg kommer her i Die Arche?" Heike Rexhäuser får ikke tid til at svare - en kvinde tager ordet ud af munden på hende:

"Det er for at lære andre at kende. Folk, der har det som os,"

siger en mørkhåret kvinde i et tonefald, der giver rummelighed til

både Heike Rexhäuser, Chris og alle andre i nærheden, der lytter med.

Heike Rexhäuser er arbejdsløs metalarbejder. Da DDR gik i opløsning forsvandt de fleste af Marzahn-Hellersdorf fabrikker og med dem tusindvis af arbejdspladser.

"Jeg får cirka 800 euro (6000 kroner) i socialhjælp om måneden. Når jeg har betalt leje og de faste udgifter, er der et sted mellem 300 og 350 euro (cirka 2500 kroner) at leve for, siger Heike Rexhäuser.

Betragter du dig som fattig, spørger vi.

"Fattigdom er jo relativt. Nej, men jeg har ikke råd til ferie. En gang om året besøger jeg min far i Vesttyskland," siger Heike Rexhäuser, og afslår vores ønske om at besøge hende i hjemmet.

Vi spørger en snes. Uta Brinkmann, en tæt bygget, lille og selvsikker kvinde, indvilliger i at modtage os i hjemmet på Zerbster Strasse.

Uta Brinkmanns søn Kevin på ti år giver hunden Bonnie en gennemgribende nussetur, mens han spontant indvier os i sine drømme.

"Jeg vil gerne ud at rejse! Til Østersøen. Sammen med min mor og min far. Jeg har faktisk aldrig været ude at rejse. Jeg vil også gerne en tur i svømmehallen og til Tyrkiet," siger Kevin.

Han virker selvsikker og harmonisk, og Daniel på halvandet år gør heller ikke meget væsen af sig, mens han tuller rundt med skiftevis en ske og sutteflaske i munden. Den tredje bror, Nico på otte, spiller fodbold.



Dumstædig. "Vi har nogle slemme tider bag os. Vi boede tidligere et stykke herfra i en fugtig lejlighed. I et anfald af dumstædighed holdt jeg lejen tilbage, så jeg nu sidder med en pæn gæld, der skal afdrages. Det skal jo gå, men med 800 euro (ca. 6000 kroner) til mig og børnene, så kan du nok forstå, at det kræver sin kvinde," siger Uta Brinkmann.

Som hun sidder der på køkkenbænken med halvandet årige Daniel på skødet ligner hun en, der tror på sine egne ord. Lejligheden er indrettet med 1-2-3 sofaarrangement, plasticblomster og et fjernsyn, der tilsyneladende udgør et døgnåbent tilbud. Uta Brinkmann fik Kevin som 19-årig blev gift og skilt.

"Men jeg ser da dagligt min mand. Vi kan godt være i stue sammen. Desværre er han arbejdsløs. Han bor hos en kammerat med socialhjælp på laveste niveau. Med 300 euro om måneden kan han ikke bidrage med noget som helst," siger Uta Brinkmann.

Forleden opstod der dog en akut krise i familien Brinkmann. Uta mistede sit job i Die Arche, hvor hun gik til hånde med rengøring, bilvask og andet forefaldende.

"Ikke fordi, det var nogen herregård, jeg fik ud af det, men halvanden euro i timen bliver jo også til penge," siger hun med henvisning til de såkaldte 1-euro-job, som blandt andre humanitære organisationer må tilbyde langtidsarbejdsløse.

"Jeg har netop sendt min ansøgning til Die Arche om et 400-euro job. Gud, hvor jeg håber, det går igennem. Jeg er simpelthen nødt til at komme ud af vagten hver morgen," siger Uta Brinkmann

Et 400 euro-job er en anden tysk opfindelse, som ikke mindst mindre arbejdsgivere benytter sig af. Jobbet udløser en betaling på 3000 kroner om måneden, men arbejdsgiverne skal i modsætning til fastansættelser ikke betale deres halvdel af syge-, pleje- og arbejdsløshedsforsikringen.



Skolen ok. Kevin er godt tilfreds med at bo i Marzahn-Hellersdorf.

Skolen er ok, og vi her en fodboldbane lige derovre, siger han og peger ud gennem vinduet. Uta Brinkmann giver ham delvist ret.

"Der er for megen vold her i Marzahn-Hellersdorf. Jeg har intet mod udlændinge, men der er nu alligevel for mange af dem her. For mange børn er overladt til sig selv, fordi forældrene drikker. Uden Die Arche ville de være henvist til gaden."

"Men det skal jo ikke forhindre mig i at komme videre med mit liv. Når først ungerne er puttet, så glæder jeg mig til den næste dag. Vi klarer os med det, vi har. Og børnene; de lader sig jo nøje..." siger Uta Brinkmann.





Hvert 10. barn i Tyskland, svarende til halvanden million, vokser ifølge en UNICEF-undersøgelse fra sidste år op i relativ fattigdom. Den defineres, som familier, der har mindre end det halve af den gennemsnitlige nettoindkomst til rådighed. I euro er det knap 1400, svarende til 10.000 kroner.

Og fattigdommen blandt børn - især i indvandrerhjem og hjem, hvor moren er alene - er stigende. Undersøgelsen, der omfatter 17 ud af de 24 industrilande i OECD, viser, at den tyske børnefattigdom siden 1990 er steget med 2,7 procent - mere end i de fleste andre lande i undersøgelsen. Resultatet er, at 10 procent af børnene i Tyskalnd vokser op i en fattig familie.

Til sammenligning ligger Danmark og Finland i bunden med kun tre procent fattige børn.

UNICEF gør gældende, at det er staternes ansvar at afsætte de nødvendige midler, der udligner skellene mellem rig og fattig.

Bunden gik ud af tyskernes økonomi i 90'erne, da genforeningen mellem de to tysklande viste sig at blive langt dyrere end forventet. Samtidig ramte den globale lavkonjunktur landet, der nu slås med mere end 10 procent arbejdsløshed - fem millioner tyskere står uden arbejde - og en enorm statsgæld. Paradoksalt nok er Tyskland verdensmester i eksport. Dette mesterskab ser ud til at vare ved, men de seneste tal fra regeringen viser, at det ikke resulterer i flere arbejdspladser. Tværtimod er Tyskland sårbar, da de store industrikoncerner flytter deres fabrikker østpå.

De dårlige tider har fået tyskerne til at fravælge børn. Med kun otte fødsler per. 1000 indbyggere per år (i Danmark er der 11 fødsler per. 1000 indbyggere) har Tyskland også her en bundplacering. Paradoksalt nok er det netop i børnerige familier, at fattigdommen er mest udbredt. Til sammenligning er der kun tre procents fattigdom i tyske familier med to børn, hvor parret holder sammen.

UNICEF fremhæver, at Tyskland lige som Sverige bruger cirka 10 procent af sit bruttonationalprodukt på at sørge for en familievenlig socialpolitik. Men mens børnefattigdommen er på 10 procent i Tyskland er den bare 3,5 procent i Sverige.