Tyske Nina Langer strejker. Vi må tænke på os selv og fremtiden

Der er langt over 3.000. De har bannere, veste og fløjter og ser glade ud, som de går gennem Hamborgs centrum. Trafikken er endda spærret kun for dem, byens pædagoger, der afholder dagens strejkedemonstration.

Men trods den festlige stemning med sambaorkester og slagsange er deltagerne godt og grundigt utilfredse. Det gælder ikke mindst den 32-årige Nina Langer. Efter ni års arbejde som pædagog har hun faktisk opsparet så meget utilfredshed, at hun er ’tæt på at være rigtig sur’, som hun udtrykker det.

»Vi har fået denne her vigtige opgave af staten, og forældrene afleverer deres børn og forventer, at vi opdrager og udvikler deres børn, gør dem sociale, kreative og skoleklar og alt muligt,« siger Nina Langer.

»Vores institution ligger i et område af Hamborg med en stor andel af udlændinge, som generelt har store sproglige udfordringer. Det betyder også ekstra arbejde, dokumentation og forberedelse. Hvis man tager sit fag alvorligt, som de fleste pædagoger jo gør, kan man slet ikke nå alle de ting i arbejdstiden,« siger den vrede tyske pædagog.



Ikke råd til hvad? For Nina Langers vedkommende ligger arbejdstiden på 39 timer om ugen i en integreret institution, hvor hun arbejder både i SFO’en og i børnehaven. På grund af hendes anciennitet giver det en løn på godt 21.000 kroner om måneden før skat.

Disse lave lønninger har i kombination med de stigende forventninger fået cirka 240.000 kommunalt ansatte pædagoger til at gå i tidsubegrænset strejke rundt i hele Tyskland. Kravet fra de to fagforeninger ver.di og GEW er klart: cirka 10 procent højere løn. ’Aber nein’, lyder kommunernes svar. Det har vi slet ikke råd til.

»Det argument forstår jeg bare ikke. Der er en stigende mangel på pædagoger i Tyskland, og der kommer næppe flere, hvis vi fortsat betales dårligt. Jeg har en næsten fem år lang, ulønnet uddannelse bag mig og vil rigtig gerne det her job,« siger Nina Langer.

»Men det betales så dårligt, at man som eneforsørger ikke kan ernære en familie.«



Anerkendelse i centrum. Lønnen er det egentlige stridspunkt i den tyske strejke, men i Nina Langers øjne handler det om langt mere end det.

»Offentligheden skal se, hvad vi egentlig laver – hvor omfattende og hvor vigtigt pædagogjobbet er. Det ser de fleste ikke til hverdag, hverken forældre, politikere eller medier,« siger Nina Langer og kigger ud over menneskemassen ved demoen.

»Det handler om arbejdsforholdene. Vi har for eksempel ikke noget personalerum. Vi spiser altid med børnene, så vi får ingen deciderede pauser, og maden skal vi selv betale.«

Som de tyske medier igen og igen gør opmærksom på, rammer den massive strejke langt over en million børn og deres forældre i hele Tyskland.

»Forældrene i min institution bakker op om strejken. Jeg tror, der er enighed om, at det er et ret fair krav, vi og vores fagforeninger stiller,« siger Nina Langer.

»Jeg elsker mit job, fordi det er så afvekslende, og fordi børnene giver så meget tilbage. Vores team er også supergodt, men det kan man ikke leve af i det lange løb,« siger hun.

At der i løbet af strejken er nødpasning hjemme i institutionen, kan godt give Nina Langer ’lidt ondt i maven’, som hun formulerer det.

»Hvordan mon de klarer det, og hvordan har børnene det? Jeg ville hellere bare på arbejde, men vi må også tænke på os selv og på fremtiden i det her fag. Derfor skal vi strejke til den bitre ende.«

Hvor længe den tyske pædagogstrejke vil vare, er aktuelt uvist. Ved redaktionens slutning havde arbejdsgiverne, Forbundet af kommunale arbejdsgivere i Tyskland, ifølge fagforeningen GEW ikke vist tegn på at ville fremlægge forslag til løsninger eller kompromisser i konflikten.