Trivsel: Det kan man fornemme

Personlig indfølelse er afgørende for pædagogers bedømmelse af børns trivsel. Det påviser

Annette Boye Koch, lektor ved VIA University College, i sin undersøgelse af trivsel i pædagogisk praksis.

Trivsel har været et kernebegreb i pædagogikken i de seneste 10-15 år, og ifølge dagtilbudsloven skal pædagoger sørge for, at børn og unge trives i deres dagtilbud.

Men hvordan ved man som pædagog, om et barn trives eller ej? Det har Annette Boye Koch undersøgt ved et feltstudie i en børnehave. Hendes observa­tioner og interview viser, at pædagoger bruger deres personlige fornemmelse til at vurdere børns trivsel.

"Det er ikke en intellektuel handling, men noget man 'bare ved'. Pædagogerne bruger deres egne personlige erfaringer til at sanse hele barnet og fornemme dets stemning. Det er uhåndgribeligt," sagde Annette Boye Koch.

Pædagogerne bruger deres 'kropslige øje', når de bedømmer trivsel, fortalte hun. Det står i kontrast til pædagogernes 'vurderende øje', der bruges til at afgøre, om et barn udvikler sig, som man forventer.

Pædagogernes vurdering af, hvornår børn trives og er glade, afhænger af, hvor børnene befinder sig i institutionen. På legepladsen forventes det, at børnene hopper, løber, råber og klatrer. Når pædagoger ser et barn i fuld vigør i klatrestativet, ser de et barn, der trives. Et forsigtigt barn kan derfor falde igennem trivselskriteriet på legepladsen. Til gengæld lever det op til kravene om at lege stille og roligt indendørs, da det er sådan man trives på stuen.

Annette Boye Kochs forskningsprojekt vil munde ud i udviklingen af en trivselspædagogik.