Trampolin-skader; Springer sikkerheden over

På fem år er antallet af skader med trampoliner blevet tredoblet, viser en undersøgelse fra skadestuen i Kolding. Langt de fleste skader kan undgås, hvis man overholder en række simple sikkerhedsregler, mener forskerne bag undersøgelsen.

Det er sjovt at hoppe i trampolin, men nogle trampolinejere springer de vigtigste sikkerhedsregler over, og så bliver smilene hurtigt afløst af skrig og tårer.

Efterhånden som der kommer flere trampoliner, stiger antallet af ulykker. Men mange kunne undgås.

Specielt børn kommer galt af sted, viser en undersøgelse fra skadestuen på Kolding Sygehus. I 2000 kom 15 mennesker ind på skadestuen med skader efter at have hoppet i trampolin. I 2005 var tallet tre gange så højt - nemlig 46.

Skaderne er typisk forstuvninger og slagskader, ofte på ankler og knæ. Det har konsekvenser for børnene.

"Ved en forstuvning anbefaler vi typisk, at barnet bliver hjemme et par dage, til hævningen er væk. Det giver forsinkelser i skolen, og hvis benet ikke bliver genoptrænet rigtigt, kan det i nogle tilfælde føre til varig skade," siger læge Nis Nissen, der har været med til at lave undersøgelsen. Den blev sat i gang, fordi der i påsken 2005 kom ekstremt mange på skadestuen i Kolding med skader efter hop på trampolin.

"Vi blev provokeret af, at mange af de børn, der kom ind med skader, kunne have undgået dem, hvis de voksne havde taget deres forholdsregler. Det var godt vejr, og alle hoppede med alle. Samtidig havde nogle placeret trampolinen uhensigtsmæssigt. Det er på tide, at man tænker sig om," siger Nis Nissen.

Derfor har forskerne udviklet en række gode råd til at undgå skader.

"Tre ud af fire skader sker, når der er flere på trampolinen. Derfor skal man kun hoppe én ad gangen. Og så skal man undgå at slå salto, for det er på den måde, at de slemme skader som brud på ryg og nakke opstår. Samtidig skal voksne tage det alvorligt, at børn skal være under opsyn," fortæller lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, Lars Elbæk, der har bidraget til undersøgelsen sammen med lægerne Christian Wamberg og Steen Smidt fra Kolding Sygehus.

Rådene er ekstra relevante i daginstitutioner, fordi de i modsætning til skoler ikke har regler for brug af trampoliner. Faktisk fraråder Lars Elbæk, at børn under seks år bruger trampoliner, fordi de i langt højere grad end ældre børn pådrager sig alvorlige skader i nakke og ryg.

Forskerne ønsker ikke at forbyde trampoliner, både fordi de allerede står i haverne og har mange positive egenskaber.

"Det er et rigtig godt redskab til motorisk udvikling og balancetræning. Samtidig har børn, der normalt har et begrænset bevægelsesrepertoire - for eksempel på grund af overvægt - ofte succesoplevelser på trampolinen. De oplever blandt andet fornemmelsen af at svæve," siger Lars Elbæk.





Sådan øges sikkerheden

Før børnene hopper

• Placer trampolinen på et vandret, stødabsorberende underlag.

• Sørg for god plads omkring trampolinen. Den må ikke stå ved træer og andre legeredskaber.

• Sørg for at polstre alle metaldele og rammer med stød-absorberende vandafvisende 'puder'.

• Placer et synligt informationsark med guidelines for brug af trampolinen.



Når børnene hopper

• Leg og hop i trampolinen skal altid følges og vejledes af en voksen (en øvet modtager/underviser kan reducere skadesfrekvensen).

• Aflås trampoliner, der ikke er under opsyn af en voksen.

• Undgå, at børn under seks år hopper i trampolin

• Kun én person ad gangen skal hoppe i trampolinen.

• Spring ikke ud af trampolinen.

• Børn, der vil lave risikable øvelser og tricks, bør først lære det under kyndig vejledning.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.