Tilbagetrækning: Pædagoger elsker efterløn

Pædagogerne ønsker at bevare efterlønnen. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som BUPL har foretaget blandt 582 medlemmer.

Undersøgelsen viser en markant tilslutning til efterlønnen og fastslår, at langt de fleste pædagoger - nemlig tre ud af fire - hellere vil arbejde lidt mere hver uge end at vinke farvel til efterlønnen.

Regeringens seneste udspil til en tilbagetrækningsreform vil gradvist afskaffe efterlønnen og hæve folkepensionsalderen, som i 2022 vil være 67 år. Er man i dag i starten af 30'erne, kan man først blive pensioneret som 71-årig. Hvis man er under 45 år, forsvinder efterlønnen helt.

Forslaget har ifølge faglig sekretær i BUPL Lis Pedersen ikke gang på jorden blandt pæda­gogerne.

"Hvis forholdene var til det, ville mange pædagoger sikkert blive længere på arbejdsmarkedet, for vi ved, de er glade for deres arbejde. Men som arbejdsmiljøet har det nu, er der for få pædagoger om for mange børn på for lidt plads. Ikke mindst vuggestuepædagogerne har mange tunge løft. Det holder man ikke til, indtil man er 67 eller 70," siger Lis Pedersen, der mener, at regeringen i stedet for at afvikle gode tilbagetrækningsordninger i stedet skulle satse på at forbedre arbejdsmiljøet.



Mellem to stole. Det hedder i regeringsudspillet, at den efterlønsordning, man kender i dag, aldrig har været tiltænkt personer, der er nedslidte efter mange år med fysisk hårdt arbejde. Og man kan også kun få efterløn, hvis man er i job, eller står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Regeringen erkender, at ikke alle kan arbejde til folkepensionsalderen. Er man nedslidt og har tabt arbejdsevnen, skal man derfor ifølge reformen stadig have mulighed for at få fleksjob eller førtidspension.

I udspillet kalder regeringen det en seniorførtidspension, men heller ikke denne ordning giver BUPL og Lis Pedersen meget for.

"Det hjælper ikke vores medlemmer, som gerne vil og ofte har brug for at gå på efterløn. For man skal jo være meget syg for at kunne få den seniorførtidspension. Vores medlemmer, som gør brug af retten til efterløn, gør det, fordi de er for syge til at arbejde, men de er for raske til at få den her hjælp. De ryger lige ned mellem to stole," siger hun.

Pædagoger er i dag en af de faggrupper, der er gladest for og gør mest brug af efterlønsordningen.

Godt 70 procent af BUPL's medlemmer tilmelder sig efterlønsordningen gennem BUPL's a-kasse, mens det kun gælder for mellem 45 og 60 procent af medlemmerne af Ingeniørernes A-kasse, Akademikernes A-kasse og Magistrenes A-kasse. Det viser tal fra Pensionsstyrelsen. Pædagoger er samtidig nummer fem på listen, når man opgør andelen af efterlønsberettigede, som er på efterløn nu.



Riget fattes penge. Og mens regeringen pønser på at afskaffe efterlønnen, som ifølge finansministeriets beregninger koster samfundet 16,3 milliarder kroner, så mener studieleder og lektor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet Thomas Søbirk Petersen, at der kan være god økonomi i at bevare en efterlønsordning.

Det vurderer han ud fra de personlige efterlønshistorier, som pædagoger har indsendt til Børn&Unge.

Et gennemgående træk i historierne er, at pædagoger på efterløn har elsket deres job, men de er mentalt udmattede, udbrændte eller fysisk nedslidte. Meldingen fra skribenterne er, at de er lettede og glade, når de kommer på efterløn. Helbredet bliver markant bedre, og de får endelig tid til manden, børnene og børnebørnene, som nyder særligt godt af mormors fornyede energi og livsglæde.



Sparer sygedage. For Thomas Søbirk Petersen er der ikke tvivl om, at efterlønnen har gjort lykke for disse pædagoger. Og den livskvalitet, som pædagogernes beretninger udtrykker, mener han, har stor økonomisk værdi for samfundet.

"I eksemplerne er det tydeligt, at den øgede livskvalitet kan gavne samfundet væsentligt. Ved at støtte ens børn med at hente og passe børnebørn kan samfundet blive sparet for eksempel for mange 'barn syg'-dage. Alt tyder også på, at folk, der har høj livskvalitet, bliver mindre syge. Man er mere villig til at passe godt på sig selv og andre, end hvis man har det ad helvede til," siger han.

For filosoffen handler begrebet livskvalitet nemlig ikke kun om sundhed, men også om, hvorvidt man selv oplever, at man har det godt.

"Der er mange forskellige ting eller forhold, som gør, at vi har livskvalitet, men som udgangspunkt er den enkelte person selv den største autoritet med hensyn til at afgøre, om man har et godt liv. At vores børn og børne­børn trives, spiller vel også en afgørende rolle for mange menneskers livskvalitet," siger Thomas Søbirk Petersen.