Tilbagetrækning

Syg, træt og færdig

Børn&Unge har bedt pædagoger fortælle, hvorfor de er gået på efterløn. Et gennemgående træk i de historier, redaktionen har modtaget, er, at pædagoger på efterløn har elsket deres job.

Men de er mentalt udmattede, udbrændte eller fysisk nedslidte. Nogle har eferlyst deltid eller skræddersyede seniorordninger, som kunne få dem til at blive i job, men det har ikke været muligt. Især ikke for de pædagoger, som er gået på efterløn fra et lederjob.

Hvis pædagoger har været så uheldige at blive arbejdsløse i en sen alder, har det været pløkumuligt at få et nyt job som pædagog. Her vælger man hellere efterløn end at sadle helt om eller fortsætte den udsigtsløse jobjagt.

En gennemgående melding er, at pædagogerne er lettede og glade, når de kommer på efterløn. Helbredet bliver markant bedre, og de får endelig tid til manden, børnene og børnebørnene, som nyder særligt godt af mormors fornyede energi og - livsglæde.

Læs de mange indlæg og kom endelig med flere. Pædagoger, som er gået på efterløn friske, raske og glade er også meget velkomne til at skrive. Skulle der være en enkelt golfspillende pædagog-efterlønner, så kom frit frem.

Vi trækker lod om tre flasker god vin blandt de indsendte historier. Sidste frist for indsendelser er fredag den 11. februar kl. 12.

Historierne her er lettere forkortet.



Jeg orker ikke flere afslag

Jeg blev uddannet pædagog i 1975. Jeg er 59 år og kan gå på efterløn til oktober. Jeg har været i job i alle årene, fra jeg blev uddannet, primært i børnehave, dog afbrudt af et par års efteruddannelse og et par års arbejde inden for modeverdenen. Jeg valgte at sige mit faste pædagogjob op, da jeg ville videreuddannes. Efter årene 'udenfor', fik jeg ikke fast job igen i pædagog faget, men jeg har haft faste barselsvikariater.

I øjeblikket er jeg jobsøgende og sender dagligt ansøgninger af sted, som kun giver negativ tilbagemelding.

Jeg har valgt at gå på efterløn som 60-årig, for jeg orker ikke at få alle de negative svar på ansøgninger. Jeg har efterhånden mistet troen på at 'bare' at få et fast vikariat.

Det er fint, at man i diskussionen om efterløn kan fremture med, at folk skal blive længere på arbejdsmarkedet, men hvor er der job at få? Pædagoger med min anciennitet og alder er 'værdiløse'.

Så snakken om værdien af det grå guld giver jeg ikke meget for.

Jeg tror, at de pædagoger, der er i job med muligheden for at gå på deltid, vil overveje at trække efterlønnen, til de er 62 år, vel at mærke hvis de er sunde og raske.

Efterlønnen er jo ikke nogen guldgrube, så økonomisk er man da bedre stillet ved at blive i job.

Lissi Krabbe



Sygdommen truer hele tiden

I 2007 var jeg gennem en periode med stress. Af forskellige årsager, blandt andet en sygemeldt stuekollega og så godt som ingen vikar, fik jeg efter tre måneder i arbejde igen stress, og som følge af det, en depression. Jeg blev så fyret!

Jeg fik god hjælp fra BUPL, så jeg ikke behøvede at arbejde før i august 2008. Jeg blev meldt arbejdsløs resten af året, hvor jeg prøvede at finde et nyt job.

Jeg troede aldrig, at jeg ville blive pædagog i arbejde igen. Men med en god kollegas hjælp meldte jeg mig til et vikarbureau, hvor jeg fik min selvtillid tilbage igen. Der arbejdede jeg i cirka 10 måneder. Jeg fandt job i en vuggestue, som gerne ville have mig, selv om der kun var ni måneder til jeg fyldte 60. Jeg var glad for at arbejde i institutionen og fik der nogle gode kolleger. Så jeg havde tænkt mig, at jeg skulle blive der et par år. Men desværre vendte stressen tilbage efter et års tid, og jeg blev sygemeldt i tre uger. Da jeg var bange for at ryge ud i en depression igen, og da jeg ikke vidste, hvor længe den eventuelt ville vare, valgte jeg at sige op. På det tidspunkt var jeg 60 år og 7 måneder.

Jeg har, efter at jeg er gået på efterløn, haft perioder, hvor jeg kan mærke, at sygdommen står på spring igen, og jeg må så tage alting i den fart, jeg magter det. Jeg får ikke længere medicin. Har faktisk ikke fået det i over to år. Men der står jo ingen steder, at jeg har det dårligt og ikke kan klare alt det, som jeg plejer, da jeg ikke har været ved lægen med disse symptomer.

Så jeg tæller vel med i regeringens forslag som en, der sagtens kan arbejde!

Britta Rue Noe



Får lov til at være mormor

Da efterlønnen blev indført omkring 1979, tænkte jeg: 'Det er rigtig godt. Nu har du en mulighed for at gå fra, før du er helt affældig'. Jeg har sikkert ment, at jeg har haft kolleger, der har været for gamle og gjort for mange ting pr. rutine.

Da jeg selv nærmede mig tiden, hvor jeg blev en ældre pædagog/leder, ændredes efterlønsbetingelserne, og jeg ændrede ligeledes tidspunktet, hvornår jeg gik. Nemlig ved 62 år. Selvfølgelig, fordi jeg ville få mere ud af det.

Jeg er ikke blevet spurgt hvorfor, og i den debat, der har været her og især i den senere tid, ærgrer det mig, at jeg ikke har fået lov til at fortælle min grund.

Jeg har igennem mit arbejdsliv arbejdet som pædagog i 8 år dels med specialbørn og dels i børnehave og vuggestue. Jeg har været stedfortræder/souschef i 13 år i en integreret institution. Været leder af en børnehave med 60 børn i 5 år.

Mit arbejdsliv sluttede som leder af en integreret institution med 74 børn, hvoraf de 6 var børn med særlige behov. Her var jeg i 13 år. Jeg gik på efterløn den 1. juni 2008. Alt i alt blev det til 39 år med børn og unge. Heraf de 31 som ledelsesperson.

Min primære motivering for at gå på efterløn var og er stadig et stort arbejdspres. For mange opgaver, der ikke har særlig meget at gøre med at passe børn. Manglende feedback fra kommunen. For mange opgaver, der bare kom som en mail. For svært at få kvalificeret personale. For små budgetter. Evige omlægninger fra de personer, man har haft samarbejde med i kommunen. Jeg har haft mange forskellige chefer, som har villet gøre karriere og efterfølgende lagt stort pres på institutionslederen. For lidt tid til det, som livet også handler om, nemlig at være til stede her og nu.

Det har været fantastisk at komme på efterløn. Jeg har tid til familien, mig selv og børnebørnene. En dag om ugen er deres dag med afhentning i skole, og hvor den mindste har haft mulighed for at holde fri. Er de syge, rykker mormor også ud. Jeg har kunnet få læst mere, forsket i min slægt og i det hele taget været meget tilfreds med livet.

I. A. (ønsker at være anonym, men redaktionen kender navnet)



Jeg kunne ikke holde til mere

Jeg blev 60 år den 24. august 2010, og jeg gik på efterløn den 1. september 2010.

Beslutningen havde jeg taget et par år før. Jeg elskede ganske vist mit arbejde (de sidste år som pædagog i en vuggestue), men desværre kunne jeg ikke holde til det.

De seneste mange år har jeg haft så ondt i mit ene knæ på grund af slidgigt, og det blev besluttet, at jeg skulle have et nyt knæ. Jeg valgte, at jeg først ville have det, når jeg gik på efterløn, da det ville medføre en lang sygemelding, og det er svært for kollegerne og dyrt for institutionen. Desuden kunne det også være svært at arbejde i en vuggestue med et kunstigt knæ.

En grund mere til mit valg af efterløn var, at arbejdet de sidste år sled så meget på mig, at jeg blev stressramt for et par år siden, men værst var det, at jeg oftest var så træt, når jeg kom hjem om aftenen, at jeg kun orkede at ligge på sofaen. Jeg brugte al min energi på mit arbejdsliv, og det, syntes jeg, var forkert.

Det gjorde mig allermest træt, at det ikke længere var muligt for mig at udføre det pædagogiske arbejde på en for mig ordentlig og forsvarlig måde. Jeg følte alt for ofte, at jeg ikke slog til, og når jeg gik hjem om aftenen var det tit med en fornemmelse af ikke at have nået de ting, jeg syntes var vigtige.

De seneste års nedskæringer havde i min institution medført, at der kun var en pædagog pr. børnegruppe, hvor der før havde været to. Det gav meget mere arbejde og ansvar og medførte manglende sparringsmuligheder i den travle hverdag. Samtidig kom der hele tiden nye krav og opgaver, og nye nedskæringer truede, så jeg så ikke lyst på det hele til sidst.

Jeg var også tillidsrepræsentant og blev derfor også presset af det ansvar, det medførte. Det var svært at finde tiden og energien til det faglige arbejde, selvom det også var et område, jeg brændte for. Også den opgave følte jeg indimellem, at jeg kun løste halvt.

Måske er det også sådan, at jeg har taget min tørn på arbejdsmarkedet. Jeg har siden mit 14. år kun været uden arbejde i tre måneder af mit liv. Jeg begyndte at arbejde allerede som 14-årig. Tog en handelsuddannelse og arbejdede i forretning nogle år, arbejdede senere som dagplejer og efter det som pædagogmedhjælper. Som 41 årig påbegyndte jeg pædagoguddannelsen sideløbende med, at jeg havde arbejde som medhjælper.

Da jeg i 1995 blev færdig som pædagog, forventede jeg, at jeg skulle arbejde i dette fag i rigtig mange år, gerne lige til folkepensionen. Men sådan skulle det altså ikke være.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg har truffet den rigtige beslutning. Jeg har fået det så godt, efter at jeg stoppede med at arbejde.

Jeg er ikke længere træt og har nu overskud til at være noget for mine børnebørn, mine børn og svigerbørn og ikke mindst min mand. Der er kommet en fantastisk ro i mit liv. Jeg sover godt om natten, og rent fysisk har jeg også fået det bedre. At jeg ikke længere bliver så belastet i hverdagen, har for eksempel betydet, at udskiftningen af mit knæ kunne udskydes i et til to år.

Så jeg er glad for min beslutning og ser frem til at få mange gode år endnu.

Jeg håber, at BUPL vil have held med at kæmpe for pædagogers ret til efterløn eller i det mindste for bedre seniorordninger. Det kan ikke være rigtigt, at man først kan stoppe med at arbejde, når man er så syg og nedslidt, at livet ikke længere har noget at byde på.

Elsebeth Jørgensen



Bekymret for de yngre kolleger

Jeg gik på efterløn i 2004 efter at have været på arbejdsmarkedet i 43 år, bortset fra uddannelsestiden, der dengang var to år.

De 37,5 år har jeg arbejdet i børnehave, heraf de 32,5 som leder.

Min begrundelse for at gå på efterløn var dels, at jeg følte mig brugt, dels at kravene til lederjobbet var stærkt voksende. Jeg forsøgte at få en seniorordning, men det var der ikke mulighed for. Jeg var ikke syg og havde hverken drukket eller røget!

Jeg holdt stadig meget af arbejdet med børnene og kunne sagtens have brugt et par år mere på arbejdspladsen uden det store ledelsesansvar og med mindre arbejdstid.

Det tog mig faktisk lang tid at vænne mig til at være uden for det arbejdsmarked, som havde fyldt et langt arbejdsliv. Og, som I også bemærker, var pædagogjobbet dengang et arbejde, som man var stolt over.

Jeg er fuldstændig enig i BUPL's synspunkt vedrørende en bedre seniorpolitik og bedre arbejdsvilkår i det hele taget. Jeg tror, det ville holde mange længere på arbejdsmarkedet.

Selvom jeg nu er helt på den anden side af efterlønnen, er jeg virkelig bekymret på vegne af yngre kolleger, som, hvis retten til efterlønnen helt forsvinder, og intet andet stilles i stedet, skal igennem samme mølle som de arbejdsløse og folk, som søger førtidspension.

Gunhild Heibøll



Skønt at arbejde på efterløn

Det er næsten tre år siden, jeg gik på efterløn.

Jeg har taget min uddannelse til pædagog sent og har haft et andet arbejdsområde før. Jeg var færdig som pædagog som 52-årig. Jeg var og er glad for, at jeg tog en ny uddannelse. Det er verdens bedste job at være pædagog, men vi har ikke verdens bedste arbejds­betingelser.

Jeg har arbejdet som vuggestuepædagog og været glad for det. Men når man nærmer sig de 60, er det et fysisk anstrengende job. Jeg kunne mærke på min krop, at jeg ikke var ung mere. Hvis jeg skulle have fortsat efter de 60 år, skulle jeg i hvert tilfælde have skiftet arbejdsområde. Men muligheden for at gå på efterløn var der, og det ville jeg gerne. Jeg har også en kronisk syg mand, og mange ting hviler derfor på mig, og derfor var beslutningen nem at træffe.

Da jeg var så heldig at få en aftale med min leder om stadigvæk at have nogle timer om ugen som pædagog, blev jeg rigtig glad. Jeg er på efterløn og arbejder i en integreret institution 15 timer om ugen. Det er simpelthen SÅ GODT. Jeg kan kun anbefale andre den samme model.

Anita Roskjær



Fik stress af lederjobbet

Jeg har haft job, siden jeg i 1982 afsluttede min uddannelse fra Dansk Fritidspædagog Seminarium. Jeg havde stor glæde i mit arbejde. De første år som almindelig pædagog, senere som souschef og til sidst som leder af et fritidshjem. Det udviklede sig, så jeg i 1996 blev SFO-leder med tre afdelinger, alle fritliggende uden for skolen. Jeg havde kontor på skolen og var en del af skolens ledelse.

Det var en spændende udvikling. Jeg fik mulighed for at tage en diplomuddannelse i organisation og ledelse, som gav mig bedre forudsætninger for at bestride mit job. Uddannelsen tog 2,5 år og krævede al min fritid, da jeg samtidig var leder.

Igennem tiden fik jeg besvær med bevægeapparatet. De sidste 10 år var jeg gennem operationer, som gjorde, at jeg fil to knæproteser og to nye hofter. Efter hver operation kom jeg tilbage med fornyet mod og lyst til at arbejde og præge udviklingen på området. Jeg behøver ikke at nævne alle de ændringer og fornyelser på skole- og fritidsområdet, der er sket i perioden, men jeg er altid gået ind i det med interesse for at bidrage med nye tanker og bedre måder at gøre tingene på.

I 1991 blev jeg enke. Det var også med til at præge mit privatliv. Men jeg kom ovenpå igen, både ved at arbejde mig ud af det og i kraft af gode kolleger og venner.

Min plan var, at jeg skulle blive ved med at arbejde til pensionsalderen og få glæde af den bonus, jeg ville modtage fra efterløns­opsparingen. Men det blev anderledes.

I foråret 2008 fik jeg en nedtur på grund for stort arbejdspres. Et eksempel på, hvad der skete: Kom en dag hjem fra arbejdet i bil, og da jeg stod i entréen, kunne jeg slet ikke huske, hvordan jeg kom hjem. Jeg brød ud i gråd, som næsten ikke var til at stoppe. Jeg sygemeldte mig i en måned. Efter nøje over­vejelser valgte jeg at stoppe på jobbet. Jeg havde først undersøgt muligheden for at gå ned i tid, men det kunne ikke lade sig gøre med den lederstilling, jeg havde. Det var heller ikke muligt at arbejde som almindelig pædagog på grund af mit helbred. Jeg fik mulighed for at stoppe over en tre måneders periode, hvor jeg satte min stedfortræder ind i jobbet. Det var en god afslutning for mig, og det var en værdig måde at slutte på.

Min konklusion er, at det havde været dejligt med noget mere hjælp i den situation, jeg var i. Det var arbejdspresset og helbredet, som var årsag til, at jeg valgte at gå, før jeg havde regnet med det.

I dag er jeg på pension, og jeg har det godt. Jeg glæder mig over hverdagen med den frihed, det indebærer.

Elise Wiingaard