Thoke trives i Solsikkerne

Thoke er fire år og bor med sine forældre og lillesøster i Nyborg. Han elsker at gå i svømmehallen og lege på Nyborg Strand, hvor familien surfer sammen. Hjemme hygger Thoke sig med sin togbane og Bamse og Kylling, og han hjælper meget gerne til i køkkenet. Og så er han et af de cirka 500 børn, der hvert år adopteres fra udlandet. De første år af sit liv tilbragte Thoke i Sydafrika. Han kom som toårig til Danmark sammen med sin lillesøster Noma. Thoke er en forkortelse af hans sydafrikanske navn.

Som alle andre danske børn på fire år går Thoke i børnehave. Han begyndte i den integrerede institution Provst Hjortsvej i vuggestuen og går i dag i specialgruppen Solsikkerne.



Sund reaktion. Thoke var ikke solsikkebarn fra starten, for han begyndte sit børnehaveliv i Det Røde Hus. Efter en rolig indkøring fra vuggestuen viste det sig hurtigt, at hverdagen med 28 andre børnehavebørn var for stor en mundfuld for ham.

Når pædagogerne stillede krav til Thoke, strittede han ofte imod. Hvis han blev bedt om at vaske hænder før maden, kunne han reagere voldsomt ved at slå og banke i gulvet. Thokes kontaktperson Dorthe Bak var ked af de vanskelige situationer.

"Det er hårdt at se et barn slå på sig selv, og vi var ret frustrerede. Vi måtte jo ikke holde ham, så det var svært at gøre noget," siger hun.

Dorthe Bak var overbevist om, at Thokes adfærd skyldtes de mange skift i hans liv, deriblandt to år på sydafrikanske børnehjem.

Børnehaven søgte sammen med Thokes forældre om støttetimer, og han blev tildelt 30 timer om ugen, som Dorthe Bak fik.

Hun havde ingen erfaring med adoptivbørn og syntes selv, hun var 'ret grøn' på området. Dorthe Bak googlede på livet løs for viden om adopterede børn. Men gennembruddet kom først, da Thokes forældre, Anne Mette og Knud Qvist, arrangerede et møde med adoptions­rådgiveren Michel Gorju.

"Jeg så helt anderledes på Thoke efter mødet. Før tænkte jeg ofte, at det var synd for ham. Men sådan skal man ikke tænke. Det er godt for ham, at han er kommet herop med sin søster og har fået en sød mor og far," siger hun.

Michel Gorju kunne også fortælle Dorthe Bak, at det var sundt, at Thoke reagerede på ting, han ikke havde lyst til. Det var et tegn på, at han mærkede sig selv. Det gjorde han ikke tidligere, fordi han hele tiden arbejdede på at tilpasse sig omgivelserne ved at undertrykke sine egne behov.

Dorthe Bak kunne nu se anderledes positivt på de situationer, hvor Thoke reagerede ved at slå ned i gulvet. Hun vidste fra Michel Gorju, at der var en mening med Thokes adfærd, og at han havde brug for, at hun gav plads til hans frustration og italesatte den.



Musik på legepladsen. Med støttetimerne kunne Dorthe Bak for alvor give Thoke den støtte, han havde brug for til at fungere sammen med de mange andre børn. Hun forberedte ham på, hvad der skulle ske om lidt i børnehaven. Det betød, at han blev mindre stresset og havde bedre overblik over hverdagen. Hun stod desuden på sidelinjen i legesituationer og satte ord på de andre børns reaktioner.

De mange andre børn i Det Røde Hus kunne blive for meget for Thoke, som havde svært ved den frie leg uden klare rammer. Han trak sig tilbage med en bog eller bad om at høre musik, når der var gang i den på legepladsen. Så tændte Dorthe Bak for cd-afspilleren, og Thoke sang med på Pa-Papegøje, som han kunne udenad.



Ro i solsikken. Da ansøgningen om støttetimer skulle forlænges efter tre måneder, blev det til et afslag. Nyborg Kommune vurderede, at det var bedre for Thoke at komme i specialgruppen.

Den udmelding var en stor overraskelse for Thokes forældre, som før havde afvist, at deres søn skulle over til Solsikkerne.

De lænede sig op ad Michel Gorjus anbefaling om, at Thoke skulle have hjælp i normalgruppen, hvor han kunne spejle sig i normalt fungerende børn.

"Thoke er normaltbegavet, kvik og rørig. Sprogligt er der ikke de store problemer længere. Han er fuldt på højde med alle mulige andre på hans alder, men følelsesmæssigt er han bagud," siger Anne Mette Qvist.

Forældreparret tog en tænkepause i sommerferien og kortlagde Thokes behov sammen med Michel Gorju. De kom frem til, at han havde brug for ro, forudsigelighed og muligheden for at trække sig tilbage fra larm og uro. Alle punkter ville blive imødegået i specialgruppen.

Anne Mette og Knud Qvist besluttede derfor, at Thoke skulle begynde på solsikkestuen efter ferien, og det har de ikke fortrudt.



Svært at give slip. Også Dorte Bak er glad for, at Thoke kom i specialgruppen, hvor han i dag trives. Men det var ikke let at give slip på en dreng, som hun var blevet knyttet til.

"Thoke er bare en dejlig dreng. Lige så mange udfordringer der var, lige så mange gode ting, er der. Når man bruger sig selv som pædagog, kommer man tæt på børnene, og det er svært ikke at involvere sig," siger hun og glæder sig over, at hun stadig har kontakt til Thoke i børnehuset.

Efter tre måneder i solsikkegruppen er Thokes nye kontaktperson Lena Petersen stadig ved at lære ham at kende. Hun bruger sine erfaringer med plejebørn til at imødekomme hans behov. Lena Petersen ser nemlig mange ligheder mellem adoptivbørn og plejebørn.

"Plejebørn er også flyttet fra deres biologiske familie og har derfor oplevet et tidligt svigt. De har ikke mødt den helt nære menneskelige kontakt som spædbørn, og det kan give tilknytningsmæssige og følelsesmæssige forstyrrelser," siger hun.

En af Lena Petersens opgaver er at sikre, at Thoke ikke længere er på 'overarbejde' for selv at klare tilværelsen.

"Vi gør meget ud af at fortælle ham, at det er os, der har ansvaret. De børn, der har oplevet svigt, vil gerne have kontrol. Det er en af deres overlevelsesstrategier. Det prøver vi at tage os af," fortæller hun.

Noget tyder på, at det virker. Thoke har fået mere ro og er begyndt at sige, at Lena passer på ham.