TEMA: YTRINGSFRIHED. Pædagoger er bange. Vi tør ikke tale frit

Hver tredje pædagog har inden for det seneste år undladt offentligt at ytre sig kritisk om sit arbejdsforhold, selvom hun gerne ville. Det viser en undersøgelse, som BUPL har foretaget blandt medlemmerne.

Pædagogerne frygter negative reaktioner fra deres leder og fra kommunen. Flere har direkte eller indirekte fået besked på, at deres kritik er uønsket.

En af dem er klubpædagog Piet Van der Vliet Larsen fra Aalborg. I foråret udtalte han sig til Børn&Unge om, at han jævnligt havde dialog med unge, som var på vej ud i radikalisering. Hans udtalelser faldt sammen med, at kommunen udgav en rapport om, at man ikke kendte til radikaliserede unge.

På et møde blev Piet van der Vliet Larsen bedt om at få artiklen stoppet, men han var ikke interesseret i at trække sin medvirken tilbage, for han stod ved sine udtalelser. Herefter blev han indkaldt til flere møder på højt niveau i kommunen.

»Jeg fik at vide, at jeg selvfølgelig gerne måtte ytre mig, men at man var bekymret for, om jeg kunne komme i klemme i systemet, og at de kun talte med mig for at passe på mig. Man var også bekymret for, om jeg fortsat kunne arbejde med de unge, når jeg havde udtalt mig om dem. Det var ret voldsomt, for jeg ved, hvordan jeg passer på mig selv og kender udmærket reglerne for ytringsfrihed og tavshedspligt. Jeg vidste, at jeg ikke havde gjort noget galt, og det bekræftede min fagforening mig i. Efter at min formand havde sendt et brev om sagen til kommunen, hørte jeg ikke mere,« siger han.

Piet van der Vliet Larsen er vred over forløbet og den måde, kommunen reagerede på.

»Den artikel, jeg udtalte mig i, blev jo bragt i Børn&Unge på baggrund af attentaterne i Paris og København, og de attentater handlede om ytringsfrihed. At man går i rette med min ytringsfrihed bare med andre midler, synes jeg er meget upassende,« siger han. Denise Bakholm, der er Piet van der Vliet Larsens nærmeste chef i Center for Tværfaglig Forebyggelse i Aalborg Kommune, siger, at ytringsfriheden ligger hende meget på sinde. Hun valgte at indkalde til møde, fordi hun var nysgerrig på, hvor han havde sin viden om radikaliserede unge fra. Det var nemlig et andet billede, end hun havde fra samarbejdspartnere og kolleger.

»Det bekymrede mig, at jeg ikke tidligere havde fået den viden, som han fortæller om i artiklen. Jeg overvejede mødet mange gange, men tænkte det som en vægtskål: Hvad ville være mest ærligt og rigtigt at gøre som leder i en sådan situation,« siger hun.



Skræmt på forhånd. Piet van der Vliet Larsen er ikke den eneste pædagog, som har ytret sig kritisk. Undersøgelsen om pædagogers ytringsfrihed viser, at hver femte pædagog har udtalt sig kritisk om forhold i forbindelse med deres arbejde inden for det seneste år.

Men endnu flere undlader at ytre sig af frygt for repressalier. Hvor det for tre år siden drejede sig om hver femte pædagog, er det i dag hver tredje pædagog, der ikke udtaler sig kritisk, selv om de mener, at der er grund til det.

Flere oplever, at det ligger i værdierne og kulturen, at de ikke må kritisere. Pædagogerne bruger vendinger som: ’Jeg er blevet lagt under pres’, ’Det har været underforstået’, og ’Det ligger i luften’. En formulerer det sådan:

»Det er mere noget, der bliver antydet. Ingen siger det direkte, da vi jo har ’ytringsfrihed’. Det bliver bare nævnt, at man skal tænke sig om, da det ikke gavner.«

En pædagog fortæller, hvorfor hun har undladt at ytre sig, selvom hun gerne ville.

»Jeg synes hurtigt, at vi offentligt ansatte og især pædagoger kan blive opfattet som brokkende og ynkelige. Det gider jeg ikke være en del af.«



Stærk tavshedskultur. Det ser ud til, at både kulturen og frygten for konsekvenserne afholder mange pædagoger fra at ytre sig. 68 procent fortæller, at de frygter negative konsekvenser fra ledelsen. 52 procent er bange for kommunens reaktion.

Flere pædagoger fortæller også, at deres kritik har fået konsekvenser.

»Jeg synes, at det var en hård psykisk belastning for mig,« lyder det fra en, som har prøvet det.

»Jeg blev indkaldt til samtale med børne- og kulturchefen. Han syntes ikke, at det var okay,« siger en anden.

Ud af de 496 pædagoger i undersøgelsen har 29 sagt, at de enten er blevet indkaldt til samtale, har fået påbud om ikke at udtale sig, har fået en advarsel, har fået at vide, at de opfattes som illoyale, eller har mærket, at deres kritik har påvirket deres arbejdsforhold negativt.

Det undrer ikke sociolog Rasmus Willig, RUC, at mange pædagoger får kolde fødder og holder kritikken for sig selv. Til efteråret udkommer hans tredje bog om ytringsfrihedens trange kår.

»Tværtimod ville jeg blive overrasket, hvis det stod bedre til. Netop det pædagogiske område var først til at blive tvunget ud i en lang række reformer, som i sig selv begrænsede ytringsfriheden og udtrykte mistillid til de professionelle. Nu mærker andre offentligt ansatte det samme pres om udelukkende at skulle fortælle ’den gode historie’, selvom den reelle virkelighed ser helt anderledes ud,« siger han.



Brug viden. Mette Aagaard Larsen, faglig sekretær i BUPL, mener, at pædagogerne ikke tør udtale sig kritisk, fordi der bliver slået hårdt ned på dem.

»Måske ikke med en fyreseddel, men der bliver brugt ord som brokkehoved, og ’Nu skal vi kigge fremad’, og ’Tag nu ja-hatten på’. En fri debat bliver ikke tolereret, og man bliver nedgjort og latterliggjort, hvis man er kritisk. Men fordi man som pædagog udtaler sig kritisk om en metode, som kommunen har valgt, eller noget andet, er det ikke udtryk for illoyalitet « siger hun.

Pædagoger har holdninger og en ekspertviden, som kan bruges til at udvikle institutionerne, mener Mette Aagaard Larsen.

»Men lige nu bliver vores meninger holdt tilbage. Det er et kæmpestort problem for pædagogerne, og det kan ende med at blive et problem for hele den offentlige sektor, fordi institutionerne bliver mindre gode, når arbejdsgiverne eller ledelsen ikke lader fagpersoner bidrage med deres viden og erfaringer.«



Åben over for kritik. Michael Ziegler (K), formand for Kommunernes Landsforenings løn- og personaleudvalg og borg­mester i Høje Taastrup Kommune, anerkender, at nogle har en oplevelse af, at man ikke må kritisere. Men det har ikke bund i virkeligheden, for kommunerne ønsker noget andet, mener han.

»Jeg noterer mig, at pædagogerne udtrykker en frygt for at udtale sig, men jeg mener, at den er ubegrundet. Den nye betænkning om offentligt ansattes ytringsfrihed slår jo fast, at der ikke er sket forringelser i muligheden for ytringsfrihed i de seneste 10 år. Tværtimod viser den, at alle landets kommuner udfolder store bestræbelser på at vejlede de ansatte i ytringsfrihed. Og den viser også, at der er forsvindende få fagretslige sager, hvor ansattes ytringsfrihed er knægtet,« siger han.

I undersøgelsen giver pædagogerne udtryk for, at det i stort omfang ’ligger i luften’, at man ikke må kritisere kommunens udmeldinger og beslutninger. Men det er heller ikke et billede, Michael Ziegler kan genkende. Han mener, at kommunerne har brug for at høre pædagogernes holdninger til de politiske beslutninger, og at de skal være åbne over for det.

»Det er positivt, at en femtedel af pædagogerne ytrer sig kritisk. Og hvis så mange tør gøre det, kan der jo ikke herske en opfattelse af, at vi i kommunerne står parat med den nihalede pisk, hvis de gør det,« siger han.

Michael Ziegler mener, at de faglige organisationer og kommunerne har en fælles opgave i at fortælle medlemmer og medarbejdere om deres ret til at ytre sig kritisk, og hvordan de kan gøre det inden for lovens rammer.

BUPL er rigtig glad for, at også Michael Ziegler anerkender, at det er et problem for vores samfund, hvis medarbejdere ikke tør ytre sig.

»Det er jo medarbejderne, der ved, hvor skoen trykker og kan pege på andre og bedre veje at gå. Så vi ser det som en fremstrakt hånd, at også KL vil være med til at sikre den rettighed i fremtiden,« siger Mette Aagaard Larsen.