TEMA: YTRINGSFRIHED. Jespers mandat. Det er min pligt at råbe op

Fyldte bleer, ulykkelige småbørn, desperat mangel på nærvær og overskud, og pædagoger, der må kigge langt efter en kollega.

På grund af dårlige normeringer og årelange besparelser kan der i Randers Kommunes dagtilbud findes masser af eksempler på kritisable forhold for både børn og pædagoger.

Det fortæller fællestillidsrepræsentant Jesper Kragh, der trods de mange eksempler er den eneste pædagog i kommunen, som offentligt tør lægge navn til kritikken.

Når andre tier, ser han det som sin pligt at råbe politikerne op.

»Det er jo det, jeg har fået mandat til, og det, der følger med tillidsrollen. Det er forventet af mig, at jeg står frem,« siger Jesper Kragh, der dog gerne så, at flere kolleger turde tale frit.

Men han ved også godt, hvorfor de holder sig tilbage.

»Der hersker en generel opfattelse af, at hvis man offentligt står frem med kritik med navns nævnelse, så vil man blive set på som et brokkehoved, man vil blive kaldt ind til en samtale, man vil være den, der skal afskediges næste gang, eller man kommer aldrig i betragtning til lønstigning og stiger heller aldrig i graderne,« siger Jesper Kragh.

Som fællestillidsrepræsentant kender han da også til en række afskrækkende eksempler: Pædagoger er blevet kaldt til samtale efter at have været åbenmundede på møder. En leder har i en konkret institution givet medarbejderne påbud om ikke at udtale sig om normeringer. Og tit forlyder det, at de øvre ledelseslag forventer af de ansatte, at de tager ’ja-hatten’ på i forhold til kommunens initiativer, og at de kun udtaler sig positivt i pressen om deres arbejde.

»Man må kun fortælle de ufarlige historier, som da også kan være gavnlige. Men situationen er bare den, at vi pædagoger er så pressede, at historier om gode, faglige projekter heller ikke kommer frem. Man magter det simpelthen ikke,« siger Jesper Kragh.



Opråb gennem pjece. Formålet med offentligt ansattes ytringsfrihed er ellers at få fagpersoner til at bidrage til en kvalificeret offentlig debat og komme med oplysninger om, hvilke konsekvenser den førte politik har for borgerne.

Når kvalitetsmidler ikke udmøntes i Randers, når besparelser rammer børnene, og når normeringerne sender de ansatte i stresshelvede, er det konsekvenser af den førte politik, som Jesper Kragh vil have frem i lyset.

»Man må vise, hvor skoen trykker, så der kan handles på det,« siger Jesper Kragh, der mange gange har været med til at italesætte problemstillingerne igennem MED-systemet.

»Men det har ikke betydet nogen mærkbar forandring, og vi kan se på undersøgelser, at forholdene bare bliver værre. Så det føles lidt som at råbe ude i himmelrummet og ikke få svar,« siger han.

I foråret forsøgte pædagoger og tillidsrepræsentanter at rejse deres kritik på en ny måde: I en pjece med hverdagsfortællinger beskrev de, hvordan pædagoger står alene med store børnegrupper og ikke kan opfylde børnenes behov og ofte går hjem med blødende hjerte.

Jesper Kragh omdelte selv pjecen til både ledere og politikere i kommunen, og den skabte da debat – bare ikke den debat, som pædagogerne ønskede sig.

»Der var artikler i lokalpressen og på Avisen.dk, men ledelsen gik mest gik op i at tilbagevise, at sådan var det da ikke hos dem, eller de prøvede at spørge ind til, hvem der havde skrevet hvad, og hvilke institutioner, det handlede om. Fortællingerne var anonyme, fordi ingen ville stå frem, men det interessante var jo ikke hvem, men hvad vi sammen kan gøre for at løse problemerne. Det var den debat, vi gerne ville have,« siger Jesper Kragh.



Borgmester afviser. Randers-pædagogernes pjece er også landet i borgmester Claus Omann Jensens (V) postkasse. Han afviser, at nogen på ledelsesniveau rynker på næsen af pædagogernes initiativ.

Det kommer også bag på ham, at pædagoger og tillidsrepræsentanter i kommunen skulle være bange for at bruge deres ytringsfrihed.

»Efter min opfattelse er der ingen direktiver i denne organisation, som siger, at man ikke må sige noget,« lyder det fra borgmesteren.

Så pædagogerne må også gå til medierne?

»Folk må jo gøre, hvad de vil. Men man skal da respektere den arbejdsmodel, vi har, hvor ledere og medarbejdere finder løsninger sammen, og hvis man har brug for at fremføre nogle ting, så skal man da endelig gøre det igennem ledelsessystemet eller i medarbejderudvalget,« siger Claus Omann Jensen, der mener, at kommunen har en åben dialogkultur.

Den holdning glæder Jesper Kragh, men han ville ønske, at kommunen også havde ageret derefter, da de ansattes kritik kom i lokalpressen.

»Pædagogerne følte sig trådt på, fordi kommunens udtalelser var med sådan en undertone af, om det nu kunne være rigtigt, hvad vi sagde. Det gør jo, at man ikke har lyst til at udtale sig,« siger Jesper Kragh.