TEMA: VORES FREMTID. Fremtidens hus

Sanselig og særpræget

It styrer hverdagen

Touchskærme er bygget ind i væggen og kan bruges til leg og læring og afspille billeder fra børnenes hverdag. En central computer styrer lys og varme. Med et enkelt tryk på fjernbetjeningen kører skillevægge frem eller tilbage og gør rum fleksible.

Liv i garderoben

I dag ender garderober ofte som døde områder, der kun benyttes til at skifte tøj. Men hvorfor ikke få liv i garderoben? Dagslyset strømmer ind i garderoben. De mange skabe hænger ikke som en massiv klynge, men i klaser, hvor der ind imellem er plads til leg. Vupti er garderoben blevet en del af fællesarealet. Børnene har fået mere plads at boltre sig på.

Krogen og fortællerhjørnet

Store ensartede rum er kønsløse og bliver let til en larmende banegård. Fremover brydes rummene ned med fleksible skærme eller halvvægge, så de passer til børns forskellige læringsstile. Nogle børn har behov for ro og foretrækker krogen. Andre nyder fortællerhjørnet eller pladsen foran vinduet. Rummet skal give mulighed for, at alle børn har et favoritsted.

Hver fløj sit særkende

På kæmpeinstitutionerne får hver afdeling sit særpræg, så de små inddelinger stadig findes i det store. Måske er højden til loftet forskellig, mens indretning og møblement også varierer fra fløj til fløj. Inspirationen kan lånes fra voksenrum, så daginstitutionerne for eksempel rummer en lounge, et køkken eller et gartneri, hvor børn lærer om natur og mad.

Legeplads på taget

Daginstitution og legeplads smelter sammen. Måske flytter legepladsen op på taget, eller også fungerer bygningen udenfor på andre måder som legested. En bybørnehave kan blive en skovbørnehave, hvis børnene leger oven på den grønne bygning. Legepladsen bliver fremover mere udfordrende og lidt farlig. Hvis børn pakkes ind i tryghed, får de senere svært ved at stå på egne ben og træffe sikre valg.

Stemningsfulde rum

Rummene får identitet og særkende, så børnene bliver inspireret af dem. Det kan være i form af vinduer i børnehøjde, rumlighed skaleret til børn, et nedsænket akvarium i gulvet som kighul til en anden verden, eller en teatergrotte i kælderen. I den grønne jungle hænger tove fra gulv til loft. Piger og drenge klatrer op mod spejlet, der skaber illusion af et uendeligt rum.

Hule træer og hemmelige rum

Midt i daginstitutionen står et hult træ, som er perfekt til hule. En borg med smalle gange i børnehøjde udgør den ene væg, og gennem kosteskabet kommer man til det hemmelige rum. Fremtidens daginstitution overrasker og byder op til leg. Små nicher udnyttes, og under trappen gemmer der sig et klatrerum.

Bæredygtige bygninger

Bæredygtighed er in og kan betale sig. Der kommer måske solceller på taget, genindvinding af varme og automatisk udluftning.

Store institutioner med sale og værksteder

Kæmpeinstitutioner med 150-300 børn bliver mere almindelige. Store daginstitutioner kan opdele børnene mere præcist efter alder, så de ældste, yngste og mellemste har hver sin fløj. De store enheder har plads til en gymnastik-, motorik- eller teatersal og et kreativt værksted.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.