TEMA: VORES FREMTID. Fremtidens forældre

FAMILIEN KONDRUP

Amalie Lisbjerg Krogsgaard Kondrup (24) og Jonas Kondrup (27) bor I Nivå med deres søn Villads på et år. Villads startede 1. november i en fuldt aldersintegreret institution. Amalie er lærerstuderende og er netop vendt tilbage på studiet efter barsel. Jonas er lærer på en skole i Nordsjælland og har været på barsel siden august.



Villads sidder midt i en bunke legetøj på gulvet. Dybt koncentreret om klodsetårnet foran sig ligner han langt fra en, der ved, at en ny epoke i hans liv om få dage går i gang. Villads skal starte i institution.

Børn&Unge møder Villads’ forældre Amalie Lisbjerg Krogsgaard Kondrup og Jonas Kondrup til en snak om forældresamarbejde og forventninger til sønnens institutionsliv.

»Da vi var rundt at kigge på institutioner, så jeg efter, om de voksne sad med børnene i sandkassen, eller om de sad ved et bord og drak kaffe. Det er vigtigt for mig, at pædagogerne er engagerede,« siger Amalie.

Jonas lægger stor vægt på kommunikation og forståelse pædagoger og forældre imellem.

»Som pædagog skal man have forståelse for, at barnet for forældrene er det vigtigste i hele verden. Som forældre skal man på samme måde forstå, at barnet i institutionssammenhæng ikke er det vigtigste i hele verden,« siger han.



Et supplement. Nøgleordene for et godt forældresamarbejde er ifølge det nybagte forældrepar gensidig tillid.

»Forældre har generelt for lidt tillid til, at de voksne, der er omkring børnene, har forstand på det, de laver,« siger Amalie.

Hun mener, at forældrene skal give plads til, at pædagogerne kan være ærlige og gå til forældrene, hvis deres børn har problemer. Jonas er enig.

»Hvis Villads har tisset i potteplanterne, skal pædagogerne sgu sige det,« siger han.

Parret er enige om, at tiden i institutionen skal være et supplement til opdragelsen.

»Vi vil gerne have indflydelse på, hvordan Villads bliver opdraget, men vi har ikke prøvet det før. Det har pædagogerne,« siger Jonas.

Amalie og Jonas oplever dog, at mange forældre i dag sætter spørgsmålstegn ved, om pædagogerne gør deres arbejde godt nok, og at forældre ikke altid godtager, hvis pædagogerne opdrager på deres børn.

»Alle steder, hvor forældre sender deres børn hen så mange timer om dagen, må man forvente, at der bliver opdraget på børnene. Men mange forældre lader til at være uenige,« siger hun.

Amalie og Jonas er enige om, at en faldende autoritetstro har gjort, at vi altid føler, vi har ret til at brokke os, hvis tingene bliver gjort på en anden måde end den, vi selv finder rigtig.

Anne-Marie Dahl, fremtidsforsker og forfatter til bogen Popstars-generationen, er enig i, at forældre i dag er mere kritiske over for pædagogernes arbejde.

»Det betyder, at de unge, ressourcestærke forældre stiller flere og mere specifikke krav end tidligere. Men samtidig ser vi også, at de er mere interesseret i at deltage i og bidrage til hverdagen i institutionen,« siger hun.



På hvis præmisser. De unge forældre bidrager dog ikke med hvad som helst. De vil gerne lave noget, der passer til, hvordan de vil opfattes, og de vil selv bestemme, hvornår de hjælper til i institutionen.

»Den der pligt til at komme og hjælpe, tror jeg, viger til fordel for lysten til at bidrage med noget, der er en del af ens eget individuelle projekt. Hvis nogle mødre er blevet rigtig gode til et eller andet speltbolleri, så tror jeg gerne, at de vil bidrage med det. Hvis nogle fædre lige har fået noget rigtig godt kram fra Starck, så gør det ikke noget at komme en enkelt lørdag og være med til at banke en legeplads op,« siger Anne-Marie Dahl.

Amalie og Jonas vil også gerne bidrage til hverdagen i institutionen, men det skal være på institutionens præmisser.

»Det er fedt, hvis forældre stiller sig til rådighed for institutionen, men vi skal huske, at vi ikke kan kræve at bage boller, bare fordi det passer os. Det er vigtigt, at det stadig er institutionen, der sætter dagsordenen,« siger Jonas.



Børn er iscenesættelse. Ifølge Anne-Marie Dahl hænger de unge forældres høje krav til institutionen sammen med, at børn bliver et projekt og en del af forældrenes selv­iscenesættelse.

»Hvis man er overskudsforældre, så bidrager og deltager man, og så har man nok også lyst til at fortælle historien om det. Derfor gør det ikke noget, hvis det, man laver i institutionen, er lidt lækkert, så man kan bruge det identitetsgivende på Facebook,« siger hun.

Anne-Marie Dahl påpeger, at det kan være et kæmpe pres hele tiden at skulle være ’cirkusdirektør for sit eget liv’ og leve op til rollen som den gode forælder. Og for de kommende forældregenerationer vil presset nok kun blive større.

»Jeg tror ikke, selviscenesættelsen er toppet endnu. Tidligere var den begrænset til det fysiske møde, men nu kan du opdatere din egen fede person på Facebook 24-7,« siger hun.



Supermødre. Amalie føler indimellem forældrerollen som et pres. Hun vil som nybagt mor rigtig gerne imponere andre mødre og leve op til omverdenens og egne forventninger, men indimellem kniber det med tiden og overskuddet.

»For at være superforælder skal man besøge børnehaven, male skuret på legepladsen og bage de boller – og man skal være den, der har lavet det pæneste frugtpindsvin til sit barns fødselsdag,« siger hun.

Ifølge Anne-Marie Dahl vil netop superforældre med projektbørn i de kommende år kræve mere af pædagogerne og institutionen.

»Børn er i dag et meningsgivende projekt for forældrene, og det viser sig i den måde, institutionen skal fungere ’for mit barns skyld’,« siger hun.

»Hvis jeg ikke føler, at det her er godt nok for mit barn, at der er nok fokus på mit barn, så gør jeg noget ved det.«



Forbrugerbørnene bliver voksne. Fremtidens forældre er vokset op i forbrugersamfundet, og det har betydning for deres tilgang til institutionerne.

»De kommende forældregenerationer er selektive. De er vant til, at man kan gå ned i Føtex og vælge forskellige modeller – om de skal have svine- eller oksemørbrad, princip eller budget. De vil selv være med til at vælge,« siger Anne-Marie Dahl.

Hun forudser derfor, at man i de kommende år vil se flere konceptinstitutioner, som fokuserer på for eksempel idræt, natur eller musik, og at forældrene vil blive mere tilbøjelige til at shoppe rundt mellem de forskellige institutioner.

Hos den lille familie i Nivå regner de dog ikke med, at Villads skal flytte institution.

»Vi vil aldrig flytte Villads til en anden institution bare for at prøve noget nyt, og det skal stå virkelig grelt til, før vi beslutter at flytte ham,« siger Jonas.

Amalie tilføjer:

»Hvis vi skal lære Villads at have tillid til andre mennesker, må vi også selv være tillidsfulde. Så kan vi jo passende starte med at have tillid til pædagogerne i institutionen.«