TEMA: VOKSEVÆRK. Børn og pædagoger risikerer at drukne

Ingen har forsket i konsekvenserne af, at institutionerne bliver større. Men Jan Kampmann, professor ved Institut for Psykologi og Uddannelse på Roskilde Universitet, har interviewet mange pædagoger, der arbejder i store institutioner. Budskabet fra pædagogerne er ofte, at de mister nærheden til beslutningerne. I den mere hierarkiske opbygning oplever pædagogerne, at der er ting i hverdagen, som de ikke længere har kendskab til. Det får dem til at gå i forsvarsposition og holde op med at tage ansvar for deres arbejde.

»I den mere flade ledelsesstruktur var der dagligt udvekslinger mellem leder og medarbejdere om, hvad der skete i kommunen. Det betød, at personalet var involveret i diskussionerne og havde kendskab til, hvorfor vilkårene blev anderledes, og de fik mulighed for at indrette sig i forhold til de nye rammer. Nu får manglen på indflydelse dem til at fralægge sig ansvaret,« siger han.

Denne distancering kan for eksempel ses i forhold til kravene om dokumentation og evaluering, mener Jan Kampmann.

»Det ser ud til, at det mere og mere er ledelserne, som tager sig af det. På den måde bliver det adskilt fra det pædagogiske arbejde og bliver mere pligt end noget, der kan bruges,« siger han.

Som Jan Kampmann har hørt, er de øverste ledere glade for områdekonstruktionerne, mens mellemlederne og de menige pædagoger er knap så begejstrede. Områdelederne har et udfordrende arbejde og synes, at det fungerer fint. De daglige pædagogiske ledere føler sig derimod i klemme, fordi de beslutninger, som tidligere blev taget sammen med personalegruppen, nu kan overrules af den øverste ledelse.

»Samtidig bliver mellemlederne presset fra pædagogerne, som oplever, at den øverste leder ikke har noget med dem at gøre. Stuepædagogerne presser deres daglige leder til at gå op imod den øverste leder, som befinder sig langt væk fra deres arbejde og ikke kender deres problemer og udfordringer,« siger han.



Flyt diskussionen. Jan Kampmann råder til, at man i de større institutioner flytter diskussionerne ud i de mindre enheder. Man kan ikke etablere en pædagogisk strategi fra centralt hold, for det vil lamme de pædagogiske udvekslinger og skabe distance mellem ledelsesniveauet og de almindelige pædagoger.

Måske mere end de øverste ledere gør sig klart.

»Overlevelsesstrategien bliver, hvordan man kan forsvare sig over for det, der kommer ovenfra. Der vil nemmere opstå intern modstand mod visse typer af krav og forventninger, ikke bare fra kommunen, men også inden for den store institution, fordi den også er mere hierarkisk opbygget,« siger han.



Skal ikke være et cirkus. En konsekvens af rationaliseringen kan være, at vikarbudgettet minimeres, så personalet skal dække ind for hinanden ved sygdom og fravær. Det kan betyde, at pædagoger ofte må forlade deres egen børnegruppe for at hjælpe på andre stuer i stedet for, at der tilføres ekstra personale i form af en vikar, påpeger Jan Kampmann.

»Det kan betyde en undergravning af det, børnene er optagede af: At der ikke bare er hænder nok, men at hænderne sidder på personer, som de er trygge ved,« siger han.

Store fælles legepladser og fællesrum kan også bidrage til, at børnene mere oplever sig som en del af et cirkus end et trygt fællesskab, mener Jan Kampmann.

»For de fleste børn er det rigeligt at få styr på det landkort, som en stue med 20 børn eller flere udgør. Hvis barnet så skal til at orientere sig i et kæmpestort land, kan det føre til, at børnene gør sig immune over for sociale input og dynamikker for at kunne overleve selv. Tænk, hvis børn allerede som tre- til fireårige lærer at blive strategiske og immune over for andre, og at de kommer igennem et børneliv i store institutioner ved at blive hårde og bruge deres tid på at sætte andre på plads. Det er værd at overveje, når man roser fordelene ved stordrift,« siger han.