TEMA: VILD MED VUGGESTUEN. Forskere til vuggestuepædagoger: I er helt afgørende

Peter er 14 måneder, en glad og begejstret dreng, som øver sig i at komme i kontakt med de andre børn på stuen. Ofte bliver det lidt voldsomt, for eksempel når han kaster sig op på ryggen af dem. De bliver forskrækkede, og det er ikke befordrende for Peters deltagelse i legen. Her træder pædagogen ind og flytter Peter, så han kommer hen til gruppen forfra. De giver ham også noget af det samme legetøj, som de andre leger med. På den måde ser de andre børn, hvad han vil, og han er interessant at få med i legen. ’Fuyish bum’ siger pædagogerne om at flytte Peter fysisk. En lille bitte bevægelse, der gør en kæmpestor forskel for samspillet mellem ham og de andre børn.

Det, pædagogerne gør her, viser, at deres arbejde er meget komplekst, mener Maja Røn Larsen, der sammen med Anja Hvidtfeldt Stanek har forsket i vuggestuepædagogik og praksis.

»Selvom det ser ud til at være en lille ting, pædagogen gør for at få Peter med i legen, er det et eksempel på det, som er fuldstændig afgørende for børns udvikling: At de er omgivet af voksne, der kan støtte og hjælpe dem med det, de er engagerede i. At der er pædagoger, som kan aflæse de konkrete situationer og forstå præcis, hvad der vil være godt for barnet og for den sammenhæng, barnet indgår i. Bag alt det ligger et kæmpestort analysearbejde, som pædagogen skal kunne udføre i løbet af et splitsekund,« siger Maja Røn Larsen.

Anja Hvidtfeldt Stanek og Maja Røn Larsen offentliggør senere på året deres forskningsresultater i bogen ’Småbørnspædagogikkens muligheder og udfordringer’.

Materialet til bogen er indsamlet ved interview med vuggestuepædagoger over hele landet, observationer og deltagelse i møder i vuggestuerne.BUPL har bidraget med forskningsmidler.

Forskerne konkluderer, at pædagogernes faglighed, der er gennemsyret af at følge børnenes engagement, er afgørende for de små børn. De har også set, at pædagogernes arbejde er komplekst og hundesvært at få ind i dokumentationsskemaer. Og at kvalitet i vuggestuepraksis i høj grad handler om ressourcer.

»Vi kan ikke tale om, hvad der ser ud til at være betydningsfuldt i vuggestuepædagogikken uden også at tale om ressourcer. De to ting hænger sammen. Hvis pædagogerne skal have øje for det, børnene er engageret i, optaget af og har behov for, skal der jo være nogle til at gøre det,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.



Et bundtæppe. Forskernes beskrivelser af pædagogers faglighed er inspireret af det, andre kalder ’upåagtet faglighed’, men de er også noget mere.

»Det upåagtede beskrives ofte som noget, der foregår i mellemrummene eller glimtvis i puslesituationer og i garderoben. Den faglighed, vi har set, kan mere beskrives som det tæppe, der danner grundlag for det hele. I vores forskning kan vi se pædagoger, der hele tiden registrerer, hvad der er på spil for børnene, og handler på det. Enten ved at støtte barnet i at foretage små justeringer i legen og i adfærden eller ved at strukturere dagen og planlægge aktiviteter, så børnene bringes videre,« siger Maja Røn Larsen.

»Fagligheden ligger i måder at arrangere hverdagen på, måder at være sammen på og i sammenhænge, som børnene kan indgå i med hinanden. Og med plads til, at pædagogerne kan kigge på børnene og bidrage til det, som børnene er engagerede i,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.



Ikke øjne i nakken. Forskerne har ikke set på, hvordan det går børnene, når de kommer i børnehave. De kan derfor ikke sige, om det, børnene får med fra vuggestuen, giver pote i deres videre liv. Alligevel kan de se, at vuggestuerne kan meget i forhold til børns udvikling, især hvis pædagogerne får de rette betingelser.

»Pædagogerne kan have mange intentioner om, hvad de gerne vil. Men de fine planer kan ikke gennemføres, hvis ingen kan træde til, når kollegerne bliver så pressede, at de bliver syge,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

Ofte kommer det til at lyde, som om problemet er alle de aktiviteter, man må aflyse, når der er sygdom blandt personalet, mener Maja Røn Larsen. Men problemet er især, hvis man som pædagog er alene med rigtig mange børn. For så bliver den gode praksis truet.

»Ikke fordi pædagogen bliver dårligere af at være alene med mange børn, men fordi der er grænser for, hvad han eller hun kan magte at have fokus på samtidig. Det handler ikke bare om læringsseancer, der bliver aflyst, men mere om hvordan man som pædagog kan være til stede i den mangfoldighed af interesser og engagementer, som børn har hele tiden, og at hjælpe og støtte dem i at få det bedste ud af det,« siger hun.

Pædagoger kan finde på at sige, at de har øjne i nakken. Det vil Anja Hvidtfeldt Stanek ønske, at de holdt op med.

»For nej, det har de ikke, og de er ikke overmennesker. Der er faktisk nødt til at være x antal øjne, x antal hænder og x antal mennesker til stede for at kunne se det, der er væsentligt at få øje på hos børnene. I mine observationer har jeg set, at når de alle er til stede på stuen, så kan pædagogerne nogle fantastiske ting. Men når de er færre, kan jeg som observatør se ting, der foregår mellem børnene. Det har pædagogerne ikke en jordisk chance for at nå at fange i det pulserende vuggestueliv, hvor mange børn er i gang med en masse forskellige ting, samtidig med at der også skal ryddes op, skiftes bleer, organiseres måltider og så videre,« siger hun.



Uden for skema. Som en del af projektet har forskerne også kigget på de dokumentationskrav, som pædagogerne stilles over for. Det er tydeligt, at dokumentationskrav håndteres og opleves forskelligt i institutionerne. Fælles er dog oplevelsen af, at det kan være vanskeligt at integrere centrale dele af den vuggestuepædagogiske faglighed i dokumentationsskemaerne.

»Vi plejer at sige, at lige netop det, der er afgørende for børns udvikling, er det, som pædagogerne ikke kan sætte ord på. Men det er ikke rigtigt, for vi har mange beskrivelser fra pædagogerne, hvor de præcis fortæller, hvad de gør. Deres problem er, at de beskrivelser falder uden for af kategorien ’fagligt sprog’ og derfor ikke kan plottes ind i de skemaer, som skal dokumentere deres arbejde,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

»Pædagoger bliver ofte beskyldt for ikke at have sprog for det, de kan. Men jeg vil mene, at New Public Management-styringsredskaberne er årsagen til afmagten og ikke, at pædagoger ikke kan tale om deres praksis. For det kan de godt. Det er måske mere et spørgsmål om, hvilket rum der lyttes i. Tavs viden er ikke pointen, men pædagogernes viden passer bare ikke ind i skemaerne,« siger Maja Røn Larsen.

Som dokumentationskravene er skruet sammen, er der ikke plads til de nødvendige eksperimenter i den pædagogiske praksis. Men eksperimenterne er afgørende i forhold til at afsøge, hvad børnene er engagerede i.

Kvaliteten af disse eksperimenter kan ikke indfanges i skemaerne. Og det væsentlige i vuggestuepædagogikken kan falde ud til fordel for det, der bedre kan dokumenteres og beskrives, mener forskerne. »Hvis man har planlagt, at der skal produceres påskepynt med alle børn på måder, der honorerer læreplanstemaerne, kommer det til at betyde, at man overser det, der sker i situationen. For eksempel at den dreng, der viser interesse og gerne vil være med, ikke kommer det, fordi han ikke står på skemaet.

Eller at man tvinger den dreng, der slet ikke vil, fordi han står der. Der kan blive en længsel efter at få opfyldt mål for at vise, at man kan. De voksnes intentioner kan komme til at stå i vejen for opmærksomheden på børnenes engagementer. Man kan blive så optaget af at nå et bestemt sted hen med en eller anden aktivitet, at man helt overser, hvad børnene er engagerede i,« siger Maja Røn Larsen.



Om forskerne og forskningen

Forskningsprojektet ’Vuggestuepædagogikkens muligheder og udfordringer’ udkommer som bog senere i 2016. Bogen bygger i første omgang på interview med 16 pædagoger i forskellige vuggestuer i hele landet, som har været med til at spore forskerne ind på, hvad de skulle kigge nærmere på. Anden del af forskningen er baseret på forskernes observationer i tre vuggestuer. Forskerne og pædagoger fra tre institutioner har også diskuteret hverdagssituationer på såkaldte praksisforskningsmøder. Desuden har forskerne deltaget i stuemøder og forældresamtaler.

De to forskere bag projektet er adjunkt Maja Røn Larsen, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitet, og adjunkt Anja Hvidtfeldt Stanek, Institut for Psykologi, Syddansk Universitet. Dertil er knyttet to videnskabelige assistenter, Solmai Sofia Mikladal og Camilla Hvolbøll Andreasen.