TEMA: Vi vil vide mere om børns seksualitet

Det var ikke lige med det samme, at pædagog Malene Møller Thygesen og hendes kolleger forstod, hvad der egentlig skete, da en treårig pige i institutionen begyndte at onanere voldsomt og meget ofte i børnehaven.

»Der gik faktisk et stykke tid, før vi opdagede, hvad det var, hun gjorde. Børnene legede måske inde i det bagerste rum – og pludselig blev hun meget rød i hovedet. Vi tænkte, hvad sker der her?« fortæller Malene Møller Thygesen, der dengang arbejdede i den integrerede institution Søageren i Allerød. I dag arbejder hun i LykkeLy, der ligger i samme kommune.

»Pigen brugte virkelig meget tid på at onanere. Ude på legepladsen havde hun fundet en hest, og i starten tænkte vi bare, at hun var glad for træheste. Men vi fandt ud af, at det ikke var derfor. Hun begyndte faktisk at vælge legen fra til fordel for at tilfredsstille sig selv rigtig meget tid af dagen,« siger Malene Møller Thygesen.

Pædagogerne blev bekymrede og begyndte at lede efter mere viden om børns seksualitet og onani. De havde brug for at forstå pigens onani og finde ud af, hvordan de skulle tackle situationen. Men forgæves.

»Jeg kunne simpelthen ikke finde nogen oplysninger. Ingenting,« siger Malene Møller Thygesen.

Malene Møller Thygesens oplevelse ligger 10 år tilbage, men mange pædagoger savner stadig viden og værktøjer til at håndtere børns seksualitet og seksuelle adfærd. Det viser en ny, stor undersøgelse fra Sex & Samfund.

74 procent af de adspurgte pædagoger og ledere i daginstitutioner svarer, at de har behov for materialer om børns seksualitet.

De efterlyser især redskaber til forældresamarbejdet: Mens langt størstedelen af pædagogerne (85 procent) føler sig fagligt klædt på til at håndtere konkrete situationer, der relaterer sig til børns seksualitet, oplever 63 procent, at der kan opstå udfordringer i dialogen med forældrene. Hver femte pædagog (21 procent), føler sig ikke fagligt klædt på til at tage snakken med forældrene om børns seksualitet.

Undersøgelsens resultater overasker ikke forfatter og foredragsholder Anna Louise Stevnhøj, der har skrevet flere bøger om børns seksualitet, og som taler med pædagoger om emnet, når hun holder foredrag i daginstitutioner.

Hun oplever, at den professionelle samtale om børns sunde og naturlige seksuelle udvikling er gået i glemmebogen efter 30 års massivt fokus på krænkelser og overgreb mod børn. Både pædagoger og forældre er usikre på, hvad der er normal adfærd hos børn, oplever hun.

»Det handler om det helt lavpraktiske, når børn er nysgerrige og leger seksuelle lege. Hvad er så normalt og ikke normalt? Er det normalt, hvis børn putter noget ind i hinanden, eller er det tegn på, at de har været udsat for et overgreb? Er det normalt, at børn piller ved hinandens numser? Er det normalt, hvis et barn onanerer meget?« siger Anne Louise Stevnhøj, der især oplever, at børns onani er et emne, hvor pædagogerne oplever usikkerhed.



Hvad er normalt? Også Mimi Strange, direktør for JanusCentret, oplever ofte, at pædagoger ringer ind for at få råd om, hvordan de skal tackle situationer, hvor børn udviser en seksuel adfærd.

»De er ofte famlende og savner konkret viden om, hvad der er normalt, og hvornår de skal være bekymrede og handle. De har nogle fornemmelser og følelser, som de ikke ved, hvordan de skal handle på, og mange er berøringsangste,« siger hun.

Typisk ringer pædagogerne med spørgsmål om børn, der har seksuelt bekymrende adfærd, som kan være, at et barn tvinger et andet barn til at lege seksuelle lege mod hans eller hendes vilje. Eller rører ved de voksne på en seksualiseret måde og søger seksuel kontakt over længere tid.

Det har blandt andet fået JanusCentret til at udvikle et såkaldt bekymringsbarometer – et værktøj, som pædagoger kan bruge i personalegruppen til at drøfte og vurdere konkrete situationer.

I BUPL er Lasse Bjerg Jørgensen, medlem af Forretningsudvalget, glad for, at Sex & Samfund nu har undersøgt området og deler deres anbefalinger.

»Det har været et emne, hvor vi har vidst alt for lidt om, hvad der findes af viden, og hvordan pædagoger håndterer og arbejder med børns seksualitet ude i institutionerne,« siger han.

»Det er vigtigt, at det ikke bliver et tabubelagt emne, men at vi finder måder at tale om det på med hinanden og med forældrene.«



Garderobesnak. I Søageren lagde Malene Møller Thygesen ud med tage en stille og rolig ’garderobesnak’ med forældrene til den treårige pige.

»Vi ville for alt i verden undgå, at hun blev gjort forkert og fik en oplevelse af, at det var noget skammeligt, hun gjorde. Det var vores hovedpointe. Forældrene fortalte, at de oplevede den samme adfærd derhjemme,« siger Malene Møller Thygesen.

De andre børn syntes, at det var mærkeligt, at pigen trak sig fra legen og gik ind i sig selv, og der opstod akavede situationer, når forældrene til de andre børn skulle hente og bringe.

»Andre børn og forældre reagerede på det. Det blev virkelig pinligt og for meget, for de ønskede ikke at se på og være en del af det,« fortæller Malene Møller Thygesen.

Pædagogerne havde brug for hjælp og indkaldte en psykolog fra kommunens ressourceteam. Men de blev ikke hjulpet af mødet, for psykologen kom ikke med bud på, hvad årsagen til pigens adfærd kunne være. Så længe der ikke var tegn på overgreb, havde hun ingen forslag til, hvad pædagogerne skulle gøre.



Handlingslammet. Det bliver ofte handlingslammende, når børn onanerer meget, fordi onani i voksenøjne bliver tolket som en seksuel handling, forklarer psykolog med speciale i børns seksualitet Katrine Zeuthen.

Men frygten for at fordømme eller ’skamme’ børnene ud må ikke afholde voksne fra at gribe ind.

»Vi skal stole på, at når vi oplever det som grænseoverskridende, at et barn onanerer så meget, så er vores reaktion relevant. Det er relevant, at blive i tvivl, nervøs og urolig for, hvad adfærden betyder for barnet, og hvilken funktion adfærden har. Onani er et billede på noget andet, et vindue ind til et eller andet, som er svært for det barn,« siger hun. Også Anna Louise Stevnhøj mener, at pædagoger skal være bekymrede, når et barn onanerer så meget, at det går ud over barnets udvikling og relationer.

»Hvis man har et barn, der pludselig begynder at onanere rigtigt meget, skal man forholde sig til, om barnet er belastet på en eller anden måde og gør det for at ­trøste og berolige sig selv. Har barnet svært ved at invitere sig selv ind i fællesskabet og de sociale aktiviteter? Mangler barnet omsorg hjemmefra?« siger hun.



Sætter lege i gang. Pædagogerne i Søageren talte sammen og lagde deres egen slagplan. De begyndte at gribe ind, når pigen onanerede og sagde: ’Jeg kan godt se, at det er rigtigt dejligt for dig, der er ikke noget forkert i det, du gør, men det er bedst, hvis du gør det et sted, hvor du er alene’. De begyndte også at aflede hende, så der for eksempel hele tiden var en voksen på legepladsen, der satte lege i gang.

»Og vi begyndte at kigge lidt mere skarpt på familien og familiemønstre, og om det handlede om nogle behov, der ikke blev opfyldt. Altså om behovet for selvtilfredsstillelse opstod, fordi barnet havde et følelsesmæssigt hul indeni, hun ville fylde på den måde,« siger Malene Møller Thygesen.

Pædagogerne holdt møde med forældrene, hvor de fortalte om, hvad de gjorde i institutionen og opfordrede forældrene til at prioritere at gøre nogle ting alene med pigen, hvor storebror ikke var med. Planen lod til at virke, i hvert fald ebbede det langsomt ud med pigens onani.

Oplevelsen fik Malene Møller Thygesen til at interessere sig for børns seksualitet – et emne, som pædagoger sjældent taler om, medmindre et barn har en bekymrende adfærd, er hendes oplevelse. Hun havde aldrig selv talt om børns seksualitet med sine kolleger før.

»Jeg tror, det stadig er ret ­betegnende. Der bliver kun talt om seksualitet i pædagogiske kredse, hvis nogen børn har sagt, at de skulle sutte tissemænd eller sådan noget. Så lyser de store, røde advarselslamper.« 

Men det skal der laves om på, mener Sex & Samfund. Organisationen anbefaler derfor, at børns seksualitet bør være et beskrevet tema i daginstitutionernes pædagogiske læreplaner med både læringsmål og indhold.

Der er også behov for mere forskning om børns seksualitet og seksuelle udvikling, mener Sex & Samfund . Og der bør udvikles flere forskningsbaserede materialer og litteratur om børns seksualitet, som er målrettet pædagoger og studerende på de pædagogiske uddannelser. På samme måde bør der ud­vikles informationsmateriale til forældre, lyder det i undersøgelsen.

Blandt de emner, som pædagogerne ifølge Sex & Samfund bør beskæftige sig med er: følelser og relationer, krop og forskelighed, nysgerrighed ved kroppen – herunder onani, grænser, køn og reproduktion.

I BUPL tager Lasse Bjerg Jørgensen godt imod anbefalingerne.

»Det vil være en god idé at få børns seksualitet skrevet ind i den kommende reviderede læreplan. Det kunne være en måde at understrege, at vi skal tage emnet alvorligt og arbejde seriøst med det,« siger han og understreger, at børns seksualitet bør være et emne, man taler om og arbejder med på linje med andre pædagogiske emner.

»Ellers kommer det bare væltende ind over den enkelte institution, hvis man har oplevelser med børn, der leger nogle voldsomme og meget aktive seksuelle lege, eller hvis der er en stor sag om pædofili på landsplan. Hvis det først er der, man beskæftiger sig med børns seksualitet, halser man jo bagefter. Så hellere tale løbende om emnet i personalegruppen,« siger Lasse Bjerg Jørgensen.



Fakta om undersøgelsen

’Det kan være pinligt for forældrene’ er en national kortlægning af daginstitutioners håndtering af børns seksualitet, som Sex & Samfund har foretaget. Undersøgelsen består i et litteraturstudie af forskningen på området og en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse med 337 besvarelser blandt pædagogiske ledere og pædagoger.