TEMA. Vi vil være der hele dagen for børnene
TEMA. Vi vil være der hele dagen for børnene
Patrick Leander Helsing Nordskov er 35 år og pædagog i Børnehuset Stjernen i Herning. Her arbejder han 37 timer om ugen, og det er han glad for. Men sådan har det ikke altid været.
Hans kollega, Jesper Bækgaard Christensen, er 33 år og er også pædagog i Stjernen. I skrivende stund arbejder han 35 timer om ugen, men når dette læses, er han nede på 31,5 timer og arbejder i skolens SFO.
Børnehuset Stjernen ligger i Tjørrin i sammenhæng med Tjørring Skole. Børnehuset er både vuggestue, børnehave, fritidshjem og junior- og ungdomsklub. Det er en stor institution, og fritidshjemmet er nu blevet til en SFO under skolen. Læs her om de to pædagogers kamp for flere timer.
Det var egentlig inden for fritidsområdet, at Patrick Leander Helsing Nordskov ville arbejde, da han i 2013 fik job i Børnehuset Stjernen. Men sådan gik det ikke. Han kom til at arbejde i børnehaven, og det har han det helt fint med nu.
Patrick Leander Helsing Nordskov er uddannet maskinsnedker og arbejdede inden for faget et par år, før han søgte ind på Ikast Seminarium og tog uddannelsen til pædagog. Da han var færdiguddannet, kunne han ikke finde arbejde og vendte en kort overgang tilbage til sit gamle fag. Efter et par måneder som maskinsnedker blev han ansat i en SFO og kort efter i Børnehuset Stjernen.
»Jeg startede i en 35 timers stilling, men ville gerne have fuldtid. Da jeg fik et par ekstraopgaver, brugte jeg det som argument for at gå op i tid,« fortæller Patrick.
Han blev først it-ambassadør og siden pædagogisk assistentvejleder. Det fik ham til at gå til lederen og argumentere for at få flere timer. Inden da havde han blandt andet skrevet på Facebook-siden ’37 timer nu'. Hans ønske om fuldtid var ikke økonomisk betinget. De kan godt bruge pengene, men de kan også godt undvære dem, som han siger. Nej, det handler om faglighed og om at være mest muligt sammen med børnene. Og selvom han med de 35 timer var tæt på fuldtid, var det vigtigt for ham at komme det sidste skridt op.
»Da jeg ikke skulle være pædagogisk assistentvejleder længere, overvejede jeg, om jeg bare skulle lade som ingenting. Men det ville jeg nu alligevel ikke. Så jeg gik til min leder og sagde, at jeg jo ikke havde denne ekstra funktion mere, men gerne ville beholde timerne. Og sådan blev det,« fortæller Patrick.
Kolleger på deltid. For ham er det naturligt at arbejde på fuldtid, men sådan har langt fra alle pædagoger det.
»Mine kolleger er på deltid, nogle på 35 timer, andre på 32 timer eller 30 timer. Det er mit indtryk, at de fleste har det fint med det. Måske er der noget med, at nogle kvindelige kolleger er gift med mænd, der tjener mere end de selv, så de har mulighed for kun at være på deltid,« siger Patrick.
Kun en enkelt kollega udover Patrick er på fuldtid, men hun er også sprogkoordinator, fortæller han.
»For mig personligt er det rart med fuldtid. Så kan jeg opleve og observere børnene hele dagen, og jeg møder forældrene, når de henter deres barn,« siger Patrick.
Han er glad for, at ledelsen har været fleksibel og tog hans argumenter alvorligt, så hans ønske om fuldtid blev opfyldt.
Jesper: Jeg kunne ikke leve med 19 timer. Ligesom sin kollega Patrick har pædagog Jesper Bækgaard Christensen også oplevet velvilje fra ledelsens side. Så det kom ikke kom til at gå helt galt, da en trussel om en fremtid med kun 19 timer om ugen pludselig hang i luften.
»Ja, da var jeg langt nede, og jeg var også begyndt at se mig om efter et andet arbejde. Men heldigvis ændrede forholdene sig,« fortæller Jesper.
Han er uddannet pædagog fra VIA i Holstebro i 2012. To timer efter sidste eksamen havde han fået arbejde hos Børnehuset Stjernen.
»Jeg startede i en 35 timers stilling, som bestod af 25 timer i børnehaven og 10 timer som støtte for en inklusionselev i skolen, der købte timerne af institutionen. Den ordning holdt i to år, hvorefter jeg fik timer i modtageklassen,« fortæller Jesper.
Han havde i en periode et vagtskema med næsten fuldtid. Han var i børnehaven to-tre timer dagligt, herefter i modtageklassen og til sidst i fritidsklubben. De seneste to år har han kun været i børnehaven og fritidshjemmet med i alt 35 timer, hvoraf de fleste ligger i børnehaven.
»Jeg kan godt leve med 35 timer, for det er trods alt næsten fuldtid. Men principielt vil jeg gerne arbejde fuldtids. Jeg kan godt lide at arbejde,« siger Jesper, der også har faglige grunde til at foretrække fuldtid.
»Det giver bedst mening for børnene, hvis deres pædagog er der de fleste timer i løbet af dagen. Det er vigtigt for børnene at have genkendelige personer omkring sig gennem hele dagen. Det betyder noget,« siger Jesper.
Flere grunde. Men i januar blev han og kollegerne indkaldt til samtale. Fritidshjemmet skulle ændres til en SFO. Herning Kommune ville spare, og Jesper blev tilbudt en stilling på kun 19 timer fra denne sommer. Det fik ham til at overveje at finde nyt job.
»19 timer kan jeg jo ikke leve med. Min kæreste er ved at læse til lærer, så vi har den hjemlige økonomi at tage hensyn til. Dertil kommer det faglige. Jeg vil ikke nøjes med så få timer,« siger Jesper.
Han gik til sin chef, der gerne vil beholde ham, og fandt 10 timer fra en vikarkonto på skolen, så Jesper nu kommer op på 29 timer.
Til gengæld får en han en usikker vagtplan, da vikartimerne ikke er skemalagt. Derudover får han 2,5 ugentlige timer i juniorklubben og kommer dermed op på 31,5 timer.
»Det kan jeg leve med, og så må vi se, hvad der sker. Det er
fortsat mit ønske at komme op på 37 timer. For mig er det naturligt at arbejde fuldtid. Det er det, jeg vil,« siger Jesper Bækgaard Christensen.