TEMA. Unoden lever i musikkens verden

Goddag, goddag. Sikke en dejlig dag. Tag hatten af for musikken’.

Sangen vælter ud af struberne på omkring 80 børn. De ældste, der sidder langs væggene, synger højest. Kun enkelte af vuggestuebørnene, som sidder på et rundt grønt tæppe midt i lokalet, synger med.

Fredagssamlingen i børnehuset Unoden i Viborg er i fuld gang, og børnegrupperne skiftes til at optræde for hinanden. Akkompagneret af pædagoger på guitar og tromme synger de mindste en sang om, at der er kommet sne.

»Se, se, se, der er masser af sne. Nu vil vi bygge en snemand. Juhuu,« synger både børn og voksne, og da snemanden i sangen til sidst smelter, vælter de alle sammen rundt på gulvet.

Fredagssamlingen er en af de faste rutiner i Unoden, hvoraf mange handler om musik.

»Fredagssamlingerne er med til at forberede vores børn på, at de, når de bliver ældre, ofte skal træde frem for andre og sige eller gøre noget. Det kan være svært, men hos os gør de det så tidligt, at de oplever det som naturligt at optræde,« siger leder Pernille Dam Marcussen.

Udover børnenes åbenlyse glæde ved samlingen høster de også andre gevinster.

»Det er meget visuelt, at man venter på tur til fredagssamlingen. De andre skal optræde først, inden man selv kan komme til. Vi har en fast struktur, så børnene kender rækkefølgen. Det er der god læring i,« siger pædagog Dorte Bundgård Nielsen.

Samlingen skaber også sammenhæng mellem børnene i vuggestuen og børnehaven, tilføjer hendes kollega Laila Johansen.



Musik hele dagen. De mindste børnehavebørn har stillet sig ind i midten af lokalet. De får forskellige rekvisitter – blandt andet en aflang brun stofting, der ligner en stor muselort. Så synger de en sang om en mand, der glider i musens efterladenskaber. Der bliver grinet, og humøret er højt.

Det er langtfra kun om fredagen, at musikken dominerer i Unoden. De fire andre ugedage begynder dagen med en fælles morgensang, hvorefter børnene – ofte syngende – går til deres stuer. Her fortsætter musikken, fortæller Laila Johansen, som arbejder i vuggestuen.

»Når vi er på stuen efter morgensangen, sætter jeg musik på, og så leger børnene, indtil vi holder samling. Her begynder jeg med en sang, og når vi snakker om et emne, tager vi ofte en sang om det. Det sker både til samlingen og på alle mulige andre tidspunkter på dagen. Det er meget impulsivt. Vi griber situationen, når den opstår,« fortæller hun.

Skal musikken integreres i så høj grad, kræver det, at de voksne oplever, at det giver mening, og har lyst til at prioritere det.

»Og så skal man putte musikken ind i mange af de ting, man allerede gør. Er der ventetid, kan man altid synge en sang, ligesom vi har sange om at vaske hænder og tage tøj på,« fortæller Dorte Bundgård Nielsen, der arbejder med børnene i børnehavealderen.

Over middag har børnene igen mulighed for at synge, spille eller bevæge sig til musik, når der er den daglige eftermiddagsjam. En voksen står for en aktivitet, der kan være alt fra at spille på instrumenter til at synge eller danse stopdans.

»Aktiviteten afhænger af, hvilken voksen der står for den. Børnene ved godt, at vi er forskellige, og at de kan plage om forskellige ting, alt efter hvem der er med,« fortæller Dorte Bundgård Nielsen.



God stemning. Fredagssamlingen fortsætter med de lidt større børnehavebørn. Iklædt bagerhatte af karton synger de en sang om Stig, der arbejder i et bageri. I sangen kommer en dejlig pige ind og siger, at Stig skal ryste med sin højre arm, venstre arm, ben numse, tunge. Det gør den fiktive bager sammen med de fleste børn i Unoden.

Musikken og bevægelsen har domineret hverdagen i Unoden, siden den blev oprettet i 2008. Når der skal ansættes nye medarbejdere, er det ikke et krav, at de kan spille et instrument, men de skal kunne se meningen med at gøre musik til en stor del af børnenes liv.

Dorte Bundgård Nielsen og Laila Johansen blev begge ansat i 2009. De er ikke deciderede musikere ved siden af arbejdet i institutionen, men for Dorte Bundgård Nielsen har musik og sang været en del af hendes liv, siden hun var barn. Laila Johansen begyndte at spille klaver, da hun var seks, og går til korsang i fritiden.

»Det er livskvalitet og glæde, som vi formidler videre til børnene,« siger Dorte Bundgård Nielsen.

»Samtidig giver det fællesskab. Det er det fælles tredje her hos os. Det er det, vi vil sammen,« siger Laila Johansen.



Få konflikter. Det lykkes for personalet at give musikglæden videre til børnene, fortæller leder Pernille Dam Marcussen.

»Der er en god grundstemning her i huset, og konfliktniveauet er meget lavt. Det er svært ikke at være glad, når man spiller musik, og man slår ikke dem, man synger med. Vi brænder virkelig meget for musikken, hvilket smitter af på børnene,« siger hun og forklarer, at med musik møder man børn der, hvor de er:

»Musik handler ikke om at skabe et produkt, der skal se ud eller lyde på en bestemt måde. Det er en proces. Musik starter og slutter ikke.«