TEMA: Tavshedskulturen hærger. Forældrene hører ingenting

Dit barn har haft en god dag, leget godt og spist godt’.

Det er standardbemærkningen, når forældre henter børn. 

Man hører sjældent pædagogen sige: ’Jeg var alene med alle børnene, så jeg havde ikke tid til at hjælpe og trøste dit barn’. 

»Det ligger dybt indlejret i pædagogerne, at de hellere fortæller om de gode oplevelser fra barnets dag i daginstitutionen end de dårlige,« forklarer Mette Aagaard Larsen, faglig sekretær i BUPL og politisk ansvarlig for arbejdsmiljøområdet.

Hun ser det positive udgangspunkt som en styrke, men det betyder også, at forældrene ikke hører om de dårlige dage med manglende personale og meget alenetid, erkender hun.

BUPL’s undersøgelse viser, at alenetid forekommer dagligt, og at mange pæda­goger finder det uforsvarligt at stå alene med store børnegrupper. 

»Alligevel er det et dilemma at involvere forældrene, for er det ikke at udstille sin egen utilstrækkelighed? Og hvad nu hvis forældrene tager barnet ud af institutionen? Og må jeg overhovedet tale om vilkårene for min leder? Vi ved fra vores ytringsfrihedsundersøgelser, at pædagoger er meget tilbageholdende med at udtrykke kritik af deres arbejdsvilkår af frygt for konsekvenserne.

Men de holder sig også tilbage, fordi de ser det som en af deres primære opgaver at give forældrene tryghed,« siger Mette Aagaard Larsen.

Hun oplever, at pædagoger i hverdagens svære rammevilkår finder ’superkræfter’ frem for at give både børnene og deres forældre en tryg hverdag.

Det genkender børnehavepædagog Birgitte Nyberg Svendsen, der på dage med stor personalemangel også hellere smiler og siger, ’vi klarer den’, end hun beklager sig til forældrene.

»Vi kan godt sige, at vi er lidt underbemandet, men vi står ikke og siger, at vi kun er 3 voksne til 42 børn. Man vil jo ikke sende forældrene ud ad døren på en måde, sådan at de skal sidde og have ondt i maven på deres arbejde og tænke, om deres børn nu har det godt nok. Vi løber ekstra stærkt og giver børnene en god dag efter forholdene,« siger hun.



Skaber tavshedskultur. Også pædagoger på BUPL’s Facebook-side beretter om, hvor svært det er at fortælle forældre om dårlige normeringer, der forringer dagligdagen og gør det svært for pædagogerne at udøve deres faglighed.

Og i ytringsfrihedsundersøgelser blandt pædagoger beskriver pædagoger, hvordan der mange steder hersker en holdning til, at man kun må fortælle ’de gode historier’ til forældrene. Mange beskriver, hvordan de frygter repressalier eller en fyring, hvis de er for åbenmundede.

Sociolog Rasmus Willig forsker i kritikbegrebet. Fra sit arbejde med bøgerne ’Umyndiggørelse’ og senest ’Afvæbnet kritik’ genkender han, hvordan pædagoger lægger bånd på sig selv, også overfor forældre, og bliver underlagt det, han kalder en ’tavshedskultur’.

»Det står i grundlovens paragraf 77 om ytringsfrihed, at ’censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres’. Men når ledere og forvaltninger siger til pædagogerne, at her taler vi tingene op og er positive, etablerer man en tavshedskultur, hvor pædagoger udøver selvcensur, fordi de ikke kan pege på de kritisable forhold, de faktisk oplever,« siger Rasmus Willig.



Stressende. Det medfører stress og frustrationer for den enkelte pædagog, og det er også et alvorligt problem for den demokratiske samfundsdebat, der risikerer at bygge på et falsk grundlag, mener Rasmus Willig.

»Pædagoger er tættest på konsekvenserne af besparelser og reformer, og derfor kunne de være med til at kvalificere den offentlige debat. Men ved ikke at tale om de faktiske forhold er de indirekte med til at misinformere,« siger han.

På hver side af lågen til daginstitutionen opstår to forskellige opfattelser af, hvordan virkeligheden ser ud, og som man ikke sammen kan tale åbent om.

»Hermed opstår også censur af de reelle problemstillinger, som forbliver uløste eller i værste fald forværres,« siger Rasmus Willig.

En del af løsningen er at skabe en åbenhedskultur, men man kan ikke bare opfordre pædagoger til at tale frit fra leveren.

»Det kan man ikke, fordi undersøgelser på området viser, at de risikerer deres stilling ved det. Men man kan opfordre politikerne til at sikre, at pædagogerne ikke har en moralsk forventning om, at de bliver sanktioneret, ved for eksempel at forbedre deres ansættelsesretlige sikkerhed og sørge for, at det er den leder eller forvaltning, som handler imod pædagogers grundlovssikrede ytringsfrihed, der bliver sanktioneret – og ikke den pædagog, som peger på problemerne,« siger Rasmus Willig.