TEMA: SYGEFRAVÆR. Temperaturmåling: Det fejler pædagogerne


Pædagoger rammes af alt fra bræksyge til sjældne kræftformer. Få forklaringerne her.

Bræk, bæ og bakterier

Såkaldt vuggestuepest opstår på grund af dårlig hygiejne. Børn under fem år har tilsammen hvert år 7.000 tilfælde af infektion med diarre og/eller opkastning. Både deres forældre og pædagoger skønnes at være særligt udsatte for smitte. Hyppig håndvask med sæbe og sprit formodes at kunne forhindre hver 5. sygedag. Rengøring er særlig vigtig i vinterhalvåret.



Forkølelse

Små børns infektioner er påvist som årsag til 40 procent af forældres fravær fra arbejde. Det kan antages, at det samme gælder børnenes pædagoger.



Dårlig ryg

Mens 51 procent af befolkningen målt over et år oplever rygsmerter, melder 70 procent af pædagogerne om smerter i ryg og lænd. Ifølge Gigtforeningen har folk med rygsmerter og rygsygdomme 2,6 ekstra sygedage pr. person om året.



Hovedpine

Ifølge arbejdsmiljøforskning øger støj forekomsten af hovedpine, træthed og koncentrationsbesvær. Støjen i hver fjerde SFO er højere end høreskadegrænsen på 85 dB. Til sammenligning foregår almindelig samtale ved 55-60 dB. Det er påvist, at medarbejdere i fælleskontorer og åbne kontorlandskaber har 36-62 procent flere sygedage end dem, der kan lukke døren. Af 76 arbejdspladsvurderinger fra vuggestuer og børnehaver fremgår det, at medarbejderne var utilfredse med støjniveauet i fire ud af fem institutioner (2012-tal).



Stress

En ny måling blandt godt 800 BUPL-medlemmer viser, at knap fire ud af fem de seneste fire uger i en eller anden grad har følt sig stresset. I kun 2 procent af tilfældene var årsagen udeluk­kende privatlivet. Ifølge en FTF-undersøgelse er cirka hver tiende pædagog ’meget stresset’. Stress kan føre til depression, og i en sammenligning med 53 andre faggrupper indtager pæda­goger en 11. plads, når det handler om at være mest deprimeret. Når pædagoger melder sig syge, skyldes det i 23 procent af tilfældene psykisk arbejdsmiljø.



Lymfekræft

Det er påvist, at pædagoger har en overrisiko på 20 procent for at få lymfekræft af typen Non-Hodgkin lymfom – en kræftform, som hyppigere rammer, når immunforsvaret er svækket. Det gælder i et arbejdsmiljø med evigt forekommende snotnæser. Pædagoger har også forhøjet risiko for kræft i lever, lungehinde eller knogler, men disse kræftformer er mere sjældne.



Kilder: Sundhedsstyrelsen, Gigtforeningen, Statens Institut for Folkesundhed, Branchearbejdsmiljørådene (BAR), Arbejdstilsynet, BUPL, FTF, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Kræftens Bekæmpelse.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.