TEMA: Summen af problemer er konstant. Vi får aldrig udryddet sociale problemer

Summen af problemer ser næsten konstant ud. Hverken stort skattetryk, velfærdsstat, socialrådgivere, pædagoger eller forebyggende metoder har kunnet ændre det faktum, at det sociale sikkerhedsnet bare aldrig kan blive fintmasket nok til at fange alle.

»Det er lidt beskæmmende, at problemet stadig er der, ligegyldigt hvad vi gør. Men det skal ikke afholde os fra at forsøge at gøre noget,« siger Mette Deding, forskningschef i SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Men i virkeligheden er problemet uløseligt, mener Morten Ejrnæs, lektor ved Aalborg Universitets Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, hvor han blandt andet har forsket i social opdrift og social arv.

»Vi har troet, at man kunne udrydde sociale problemer i et velfærdssamfund. Det er en illusion. Vi kan løse nogle sociale problemer, afbøde virkningerne af de alvorligste og forebygge nogle. Men der vil altid opstå nye problemer, og størrelsen på gruppen med problemer kan se relativt konstant ud,« siger han.



Tidlig start. Problemet er omfattende. Man regner med, at det til enhver tid er fem procent af alle børn og unge, der har brug for hjælp fra myndighederne.

10 procent af alle børn defineres som sårbare i KORA-rapporten ’Sårbare børn – hvem er de, hvor bor de, og hvordan klarer de sig i skolen?’ fra 2015. Her dækker ordet sårbar over børn, ’der i kraft af deres sociale og sundhedsmæssige opvækstvilkår har størst risiko for at modtage anbringelse eller forebyggende foranstaltninger’.

Og når de bliver lidt større, er det endnu værre: 14 procent af de unge står som 18-årige uden for uddannelsessystemet, viser SFI-rapporten ’Unge i Danmark – 18 år og på vej til voksenlivet’ fra 2016.

I rapporten hedder det: ’Selvom det store flertal af unge ser ud til at trives, er det bemærkelsesværdigt, at der alligevel er en betydelig gruppe af unge med tungere problemer, selv i et velfærdssamfund som det danske. Hvordan kan det for eksempel være, at hver femte ung ender med ikke at få en ungdomsuddannelse på trods af alle gode intentioner?’



Stempel. Der findes ikke et enkelt svar på, hvorfor det ikke lykkes at få alle unge med, siger SFI’s forskningschef Mette Deding.

»Det er en interessant diskussion: Hvor prædetermineret er vores liv? Der er helt klart nogle risikofaktorer, som man kan se, allerede når børnene starter i 0. klasse. Men man skal passe på med at sætte stempler på børn, når de er seks år, og sige ’du ender her’,« siger Mette Deding.

Kravene til de unge er nogle andre, end de var for 30 år siden, påpeger hun:

»Nu kræver vi, at man nærmest skal have en ungdomsuddannelse, før man kan komme i gang med en erhvervsuddannelse. Når vi hæver kravene, bliver vi ved med at have en restgruppe. Måske klarer bunden sig meget bedre, end de gjorde for 20 år siden kravene til dem er bare blevet større,« siger Mette Deding og påpeger, at uanset hvilken aldersgruppe man kigger på, vil der altid være en gruppe, der ligger i bunden.

»Men det er ikke nødvendigvis den samme gruppe over tid. Så hvis man som pædagog kan se, at en treårig har nogle problemer, skal man sørge for, at barnet får støtte og hjælp. Men man skal passe lidt på med at sige, at det er dem, som ender med at være på bunden,« siger hun.



Fagligt bagud. Der er dog nogle risikofaktorer, der viser, at det går den forkerte vej for børn, påpeger Mette Deding. Hvis børn kommer fagligt bagud i de første skoleår, skal der sættes ind.

»Der er brug for en systematisk opfølgning på de børn, der har faglige udfordringer. Det er ufatteligt, at man i et velfærdssamfund som det danske stadig skal høre historier om, hvordan ordblindhed først bliver opdaget for sent,« siger hun.

På det sociale og familiemæssige område skal man især have blik for de anbragte børn, mener hun.

»Det at være anbragt er en enorm risiko­faktor i sig selv, og børnene vil typisk have brug for ekstra støtte. Selvom man ikke kan se det på dem lige nu, så kan det være en rigtig god investering at give dem ekstra støtte for at forebygge problemer på længere sigt.«



Myten om social arv. Det er umuligt at undgå, at der opstår sociale problemer, mener lektor Morten Ejrnæs fra Aalborg Universitet.

Men nogle børn og voksne har fået hjælp, nogle er kommet ud af deres problemer, og det forebyggende arbejde har forhindret, at andre har fået problemer, understreger han.

»Der bliver løst problemer for en hel masse, og så er der nogle andre, som på den anden side pådrager sig nogle problemer,« siger han.

Nogle grupper er særligt udsatte og har højere forekomst af sociale problemer: fattige, børn fra uddannelsesfremmede hjem, børn fra brudte hjem, børn, der lever med forældre med stof- og alkoholmisbrug.

»Men langt de fleste problemer opstår i forholdsvis normale familier. Det er det, vi almindeligvis overser, for vi fokuserer hele tiden på den højere problemhyppighed hos udsatte familier,« siger Morten Ejrnæs.

Han kalder det en myte om social arv, at bestemte grupper er skyld i bestemte problemer.

»Det er ikke kun udsatte børn, der får problemer. Når man kigger på statistikkerne, viser det sig faktisk, at de fleste problemer kommer fra uventet hold. Men det er lettere at tale om, hvis vi kan sige, at sociale problemer skyldes social arv – at det drejer sig om en lille højrisikogruppe, der skaber alle problemerne« siger Morten Ejrnæs.

Sygdom, ulykkestilfælde, og at man er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, altså tilfældigheder, spiller også ind, når folk får sociale problemer.

»Det er ikke noget, vi almindeligvis tænker over, og derfor opstår den illusion, at vi godt kan udrydde de sociale problemer,« siger Morten Ejrnæs.



Brede tiltag. SFI-rapporten ’Unge i Danmark – 18 år og på vej til voksenlivet’ har et bud på, hvordan man kan hjælpe de mange unge, der ikke får holdt fast i normale, velfungerende liv med uddannelse, arbejde og drømme for fremtiden:

’Løsningerne skal findes tidligt. Børn og unge skal ikke kun styrkes i deres faglige og formelle kompetencer, men også understøttes kulturelt og socialt, så de får gode opvækstoplevelser … Grundlæggende velfærdsmæssige tiltag er vigtige og formentlig mere effektive end isolerede og mindre effektive tiltag senere i de unges liv’.

Morten Ejrnæs er helt enig i, at de udsatte børn skal støttes på alle måder, også kulturelt og socialt, men han advarer mod tiltag, som kun retter sig mod de udsatte børn.

Han så gerne, at daginstitutionerne havde en dagsorden om at give de underprivilegerede børn nogle af de oplevelser, som almindelige børn får, men samtidig er det vigtigt, at alle børn kan få glæde af oplevelserne.

»Det bedste vil være brede tiltag til alle, for så får vi fjernet det stigmatiserende. Både børnene og forældrene kan jo klart opleve sig stigmatiserede, hvis det er noget, som skal gøres lige for dem, fordi forældrene ikke er gode nok til selv at tage vare på det,« siger han.



Sociale normeringer. Selvom Morten Ejrnæs er fortaler for at styrke de alment forebyggende tiltag, så er der også brug for at give et løft til de pædagoger, der arbejder i de mest belastede kvarterer.

»Helt banalt er det tilførsel af flere penge til nogle af de daginstitutioner, som har noget af det dårligst stillede klientel. Det vil være rigtig godt, hvis der kom flere ressourcer til det svære arbejde, der skal foregå sådan nogle steder, og pædagogerne fik en anerkendelse for deres arbejde. Det kniber det med,« mener Morten Ejrnæs.

Også Mette Deding ser det som en oplagt mulighed at give pædagoger i dagtilbud i udfordrede områder flere ressourcer.

»Der er ikke tvivl om, at den tidlige indsats er bedre og billigere end den sene indsats. På den måde giver det rigtig god mening at tale om sociale normeringer i dagtilbud. Det kunne være en måde at løfte bunden på i en erkendelse af, at man har brug for noget ekstra, og at løftet ikke bare kommer af sig selv,« siger hun.

Men der er behov for meget mere opmærksomhed i de tidlige år, påpeger Mette Deding: »Hvorfor skal der være så stor forskel på børnene, allerede inden de starter i skole? Og hvorfor har vi ikke gjort noget ved det? Man kunne gøre det nemmere for de her børn ved at sørge for, at de ikke er bagud på point fra start,« siger hun.