TEMA. SOCIAL DUMPING: Legepladsen er polsk

En institution bestiller et legestativ hos et dansk firma, men det er polakker uden dansk overenskomst, der sætter det op.

Et nyt legestativ i Tulstrup Børnehus i Hillerød har fået Hillerød Kommune til at stramme kravene til de aftaler, kommunen indgår med private virksomheder. Sidste efterår hyrede institutionen selv det danske firma Lars Laj til opgaven.

Men det var datterselskabet Lars Laj Polska, som satte legestativet op. De polske håndværkere får ifølge Lars Laj selv en timeløn på cirka 100 kroner plus tillæg og diæter.

Det er langt under dansk overenskomststandard, og 3F har gennem længere tid forgæves forsøgt at få en overenskomst med firmaet. Men Lars Laj Polska nægter og har siden september 2012 været omfattet af en sympatiblokade fra LO. Det betyder, at ingen medlemmer af et LO-forbund må arbejde for firmaet.

Samtidig er Hillerød en af de kommuner, som har forpligtet sig til at efterleve den internationale arbejdsorganisation ILO’s konvention nummer 94. Den forpligter entreprenøren og eventuelle underentreprenører – i dette tilfælde Lars Laj og Lars Laj Polska – til som minimum at følge de løn- og arbejdsforhold på den egn, hvor arbejdet udføres. Men det er kommunens opgave at sørge for, at det sker, og der har retningslinjerne ikke været præcise nok, erkender Hillerøds kommunaldirektør, Erik Nygreen. Kommunen strammer derfor op nu, og præciserer i sine kontrakter, at arbejdet skal foregå efter danske overenskomstvilkår. Kommunen kan og vil kræve dokumentation for, at det også sker, understreger Erik Nygreen.



Nemmere kontrol. De nye retningslinjer er nu blevet præciseret over for alle ledere i Hillerød Kommune. »Det kunne have været enhver af kommunens daginstitutioner, der havde bestilt det legestativ. Vi har over 250 budgetansvarlige ledere, og det er umuligt at kontrollere alt. Nu prøver vi at gardere os på forhånd og dermed gøre kontrollen nemmere,« siger Erik Nygreen.

Den beslutning bifaldes i den lokale 3F-afdeling, hvor man erkender, at det kan være svært at holde internationale konventioner i hævd, når opgaverne er så små, at de enkelte institutionsledere selv kan lave aftalerne.

»Derfor handler det også om at få bedre styr på arbejdsgangen i kommunerne, og det er dybest set en oplysningsopgave. Hvis folk er ansvarlige for at købe ind, må de også være ansvarlige for at vide, hvad det er, de køber,« siger Rasmus Kreutzmann, faglig sekretær i 3F Frederiksborg.



Direktør Mikkel Strange fra Lars Laj: Polakker er ikke billigere end danskere

Hvorfor vil I ikke indgå en dansk overenskomst?

»Vi har en overenskomst i Polen.«

Hvor meget betaler I i løn?

»Vi betaler akkorder, der er dyrere, end vi gjorde, da vi for en del år tilbage brugte danske montører.«

Hvor meget får de polske håndværkere i løn?

»Det er jeg ikke sikker på.«

Du har sagt til Sjællandske Medier, at de får cirka 100 kroner i timen plus tillæg og diæter.

»Det passer meget godt.«

Hvis det ikke koster jer ekstra, hvorfor så ikke bare indgå en dansk overenskomst for at tilfredsstille dem.

»For det første vil vi ikke tvinges. For det andet skal vi så indgå 15 forskellige overenskomster i Europa.«

Har du mødt krav om overenskomster i de 14 andre land?

»I Tyskland vil de gerne have i en. Men i Norge og Sverige bliver man budt velkommen, mens man bliver chikaneret i Danmark.«

Så uanset at det kan koste ordrer, vil du ikke indgå en overenskomst?

»Jeg ville da godt finde nogle danske håndværkere, som gad grave de huller i jorden på nogenlunde fornuftig vis. De er rigtig svære at finde, de mennesker, der gider gøre det i en længere periode.«

Der er ingen, der siger, I ikke må bruge polske håndværkere. Det skal bare foregå på danske overenskomstvilkår.

»Det polske firma modsætter sig på det bestemteste at skulle indgå overenskomster i de enkelte lande.«

Er det ikke en del af jeres virksomhed?

»Der er en administrerende direktør og 100 mennesker i alt i Lars Laj Polska.«

Der er konkurrenter i Danmark, som har en dansk overenskomst, og som føler, at jeres arbejde er konkurrenceforvridende. Hvad er din kommentar til det?

»Det er ikke billigere for os, det er sikkert og vist.«



SFO-leder blev snydt. Leder troede, hun bestilte danske håndværkere, men arbejdet blev udført at lavtlønnede polakker.

I marts blev der anlagt en helt ny og lækker multisportsbane på Brøndbyvester Skole. Det var en SFO-leder, der selv havde hyret en lokal virksomhed til opgaven, men arbejdet blev ikke udført af lokale håndværkere.

Virksomheden entrerede uden SFO-lederens vidende med Lars Laj, som hyrede sit polske datterselskab, Lars Laj Polska, til at udføre arbejdet.

»Udstyret fremstilles i Polen, køres herop og monteres af polske håndværkere, som ikke får overenskomstmæssig løn. Mange kommuner og boligselskaber bruger Lars Laj, men der findes danske konkurrenter, som lønner efter overenskomsten,« siger Arno Hurup Christiansen, som er næstformand for 3F Vestegnen.

Han mener, at SFO-lederen har handlet i god tro.

»Hun vælger et lokalt firma og kan jo ikke vide et dyt om, at opgaven ryger videre på anden og tredje hånd,« siger Arno Hurup Christiansen.

Også i dette tilfælde har kommunen taget affære, selvom der ifølge Brøndby Kommunes chef-jurist, Lise Schou Bredvig, er der tale om et enkeltstående tilfælde.

»Vi tager allerede højde for social dumping i de sager, hvor opgaven sendes i udbud. Men her var der tale om en mindre opgave til 143.000 kroner. Dermed var der ikke pligt til at sende den i udbud. Men derfor kan man jo godt stille krav til den eller dem, der skal udføre opgaven. Det er bare ikke sket her, og vi er nu ved at afdække, hvordan vi fremover kan imødegå social dumping, også i de mindre sager,« siger hun.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.