TEMA: SKOLEREFORM. Pædagogernes hårde dom. Reformen har ikke gjort skolen bedre

Min karakter 4

»Jeg overvejer 02, men det bliver 4, fordi der heldigvis er mange steder, hvor man har nogle gode oplevelser af at rykke sammen.«

Elisa Bergmann, formand for BUPL



For flertallet af de pædagoger, der som følge af folkeskolereformen arbejder i skolen, har det første års erfaringer med reformen ikke været specielt positive. Inklusionen er blevet sværere at løfte, børnenes skoledag har forandret sig i negativ retning, og kvaliteten af fritidsinstitutionerne er blevet dårligere. Det viser en ny undersøgelse gennemført af BUPL blandt pædagoger i folkeskolen.

»Det siger alt om, hvor svært det er,« siger BUPL’s formand, Elisa Bergmann.

Hun synes, at intentionerne med reformen har været gode, men det første år har været præget af mange udfordringer.

»Og der er stadig mange knaster. Desværre har man haft alt for lidt fokus på, at pædagoger kan bidrage positivt til den her reform. Jeg er også skuffet over, at reformen ikke har levet op til intentionerne om at give børnene noget andet og mere end det, deres skolegang har bestået af tidligere,« siger Elisa Bergmann.



Ærgerlig minister. Undervisningsminister Christine Antorini (S) kalder det ærgerligt, at skolereformen ikke er kommet bedre fra start set med pædagogernes øjne.

»Men det håber jeg, ændrer sig. En af de ting, der tydeligt har gjort det svært, er, at finde tiden til lærer-pædagog-samarbejdet. Det er et meget konkret problem, som betyder noget for, om man kan lave den sammenhængende undervisning,« siger hun.

Ministeren peger på, at mange skoler har brugt gamle skemalægningsværktøjer, hvor det har været umuligt for lærere og pædagoger at mødes og planlægge deres arbejde. Nye værktøjer og et år mere til at øve sig skal gerne gøre en forandring.

»Fra næste skoleår kommer man på forkant, men jeg forstår godt frustrationerne,« tilføjer Christine Antorini.



Inklusionen halter. 67 procent af pæda­gogerne mener, at det er blevet sværere at løfte inklusionen. I undersøgelsen formulerer en pædagog det sådan her:

’Jeg oplever, at vi skal strække os noget længere for at få inkluderet de børn, der skal være i skolen. Det bliver nogle gange på bekostning af tiden til de andre børn. Der mangler bogstaveligt talt flere hænder til at løfte opgaven’.

Mange peger på, at den lange skoledag rammer inklusionsbørnene:

’Børn, der generelt har det svært, har bestemt ikke brug for en skoledag på seks en halv time,‘ skriver en pædagog.

Det billede kan Hanne Knudsen, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, nikke genkendende til. Hun har været ude på tre skoler for at følge arbejdet med inklusion.

»Vi har set børn, der ikke kan holde koncentrationen. Og så sidder de med deres iPad og spiller og får ikke lavet deres lektier. Bagefter skal de hjem til en familie, der ikke nødvendigvis har overskud til at hjælpe med lektierne,« siger hun.

BUPL’s formand, Elisa Bergmann, synes, det er paradoksalt, at inklusionen halter, når netop pædagoger har så godt et udgangspunkt for at sikre inklusionen.

»Men igen handler det om, at vi ikke har mulighed for at samarbejde med lærerne om inklusionen, og at vi måske ikke får tid til at sætte os ind i, hvad det er for en opgave. Hvis pædagoger bare skal stå og lege støttepædagog for en lærer, så ved vi, at det ikke virker,« siger hun.

At det er blevet sværere at inkludere børnene, skyldes ikke kun skolereformen. Regeringen har en målsætning om, at 96 procent af alle børn skal være en del af den almindelige undervisning. Dermed er flere børn med svære diagnoser blevet flyttet fra kommunens specialtilbud til almindelige skoler, og det har gjort opgaven tungere.

’Flere skal presses ind i skoleregi i forhold til for få år siden. Politisk beslutning over pædagogisk faglighed‘, konstaterer en pædagog i en kommentar til undersøgelsen.



Dårligere dag. Selvfølgelig har skolereformen forandret børnenes skoledag. Desværre er det ikke til det bedre, mener 57 procent af pædagogerne.

Det falder i øjnene, at pædagogerne synes, at reformen ikke gør en positiv forskel for børnene, mener Elisa Bergmann.

»Noget af det, jeg er mest stolt af ved vores fag, er netop, at vi altid har fokus på: ’Hvad skal det gøre godt for? Hvad er meningen i forhold til børnene? Hvordan sikrer vi, at de trives bedre og udvikler sig bedst muligt?’ Vi har oplevet en reform, som har lovet noget, som den har haft svært ved at opfylde,« siger Elisa Bergmann og peger på, at der i skolen har været et enøjet fokus på fagfagligheden.

»Det har klemt vores fag og gjort det svært for pædagogerne at gøre en positiv forskel.«



Vigtig variation. Lange skoledage, trætte børn og manglende tid til leg er et gennemgående tema i pædagogernes åbne svar i undersøgelsen:

’Mindre tid til fri leg har presset børnene. Der er ingen tvivl om, at de synes, dagen er lang, og de er trætte klokken 14,’ skriver én.

Professor Niels Egelund fra DPU, Aarhus Universitet, har ikke set trætte børn i de skoler, han har besøgt de seneste måneder.

»Men hvis de er trætte, så er det, fordi skoledagen ikke har den variation, den burde have, når vi ser på reformen. Hvis der ikke er variation, så dur det ikke,« siger Niels Egelund.

En længere skoledag giver mindre fritid, og det lider fritidsaktiviteterne under, mener 94 procent af pædagogerne i skolen. 73 procent mener, at kvaliteten i fritidsinstitutionerne er blevet ringere på grund af reformen.

’Der er ikke tid til de fordybelses­aktiviteter, vi tidligere har bygget en stor del af vores praksis på,’ skriver en pædagog.

’Der er ikke mange børn i klubberne mere. De tager hjem i stedet,‘ skriver en anden.



Voksenstyret. Elisa Bergmann kan godt forstå, at fritidsordningerne synes, det er svært, når børnene er trætte efter en lang skoledag.

»Nogle gange kan det være svært at se, hvordan fritidsordningen kan være andet end et sted, man puster ud. Det tyder på, at man har for meget af det samme i folkeskolen, for meget ’røv til bænk-undervisning’, at man er for traditionsbunden i sin dag, og at den er for voksenstyret. Hvor er de tidspunkter, hvor børnene selv kan få lov til at tage førertrøjen på og være aktive i deres egen læring og eget liv? Den del er jeg meget bekymret for,« siger hun.

Elisa Bergmann er også bekymret for klubberne på et mere strukturelt plan, fordi kommunale politikere og forvaltninger ikke sætter rammen for børnenes fritidsinstitutioner.

»Man sender det bare ud til skolelederen, og så er det op til lederen, om der skal være et samarbejde med klubben. Forvaltningen burde samtænke børnenes fritid i klubben med skolegangen, og så kan man måske bruge hinanden på en helt anden måde,« siger hun.