TEMA. SKOELREFORMEN: Reform skaber debat i BUPL

Pædagogerne skal være, hvor børnene er. Derfor skal de med i skolen, mener BUPL’s formand, Henning Pedersen. BUPL Hovedstaden er imod skolereformen. Uenigheden er ikke så stor endda, mener formændene.

Regeringens udspil til en skolereform burde ikke efterlade tvivl:

’Aktivitetstimer med lærere og pædagoger skal give en mere afvekslende og spændende skoledag’, står der.

»Vi ser muligheder for, at pædagogernes faglighed kan være med til at skabe en anderledes skoledag og et anderledes indhold i folkeskolen. Vi bringer de pædagogiske aktiviteter med ind i skolen,« siger BUPL-formand Henning Pedersen.

Knap så venligt stemt er BUPL Hovedstaden, hvor man frygter, at børns frihed og fritidspædagogikken kommer under stærkt pres, hvis helhedsskolen bliver en realitet.

»Når vi hører politikerne snakke, ser de en dag, som er planlagt på en helt ny måde. De anerkender ikke en opdeling mellem skole og fritid. Det er problematisk, at børnene kan miste 33 procent af deres samlede frie tid. At dyrke den frie tid kræver, at der er en sammenhængende tid til det,« siger Henriette Brockdorff, formand for BUPL Hovedstaden.

Henriette Brockdorff er også betænkelig ved, hvordan samarbejdet mellem skoler og selvstændige fritidshjem og klubber skal spænde af. Halvdelen af landets 184 fritidshjem findes i hovedstaden.

»Vi har medlemmer, der arbejder i fritidshjem, som ønsker at bevare deres selvstændighed. Men de vil gerne have et formelt samarbejde med skolen. Det er vigtigt, at samarbejdet bygger på en selvstændig ledelse, og at der er et partnerskab mellem skole og fritidsinstitution,« fastslår hun.

Henriette Brockdorff mener ikke, at hun er i modstrid med BUPL’s overordnede linje.

»BUPL rummer forskellige virkeligheder. Vi skal sikre, at selvejende og andre institutioner kan indgå i reformen. Men folkeskole­reformen skal også kunne rumme fritidshjem og selvejende institutioner,« siger hun.

Henning Pedersen synes heller ikke, der er så stor forskel på hans holdning og BUPL Hovedstadens.

»De betoner bare fritidsinstitutionerne meget. Det er jeg ikke uenig i. Jeg lægger også vægt på, at der skal være kvalitative tilbud i forlængelse af skoledagen,« siger Henning Pedersen, som ikke er entydigt begejstret for en udvidet skoledag.

»Tiden i SFO og klubber bliver mindre. Derfor kan vi være bekymrede for, om man kan opretholde kvalificerede fritidstilbud,« siger Henning Pedersen.

»Vi har aldrig ønsket, at skoledagen og undervisningstiden skal udvides. Men når man udvider undervisningstiden, så skal pædagogen også være der, hvor børnene er. Pædagoger kan tilbyde en faglighed, som gør, at det bliver en anderledes skoledag, som børnene får et større udbytte af, når vi kan samarbejde med lærerne,« siger Henning Pedersen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.