TEMA: To sider af koncepter. Låst af bureaukratiet-Hjælp til fagligheden

Koncepter kan låse hver­dagens aktiviteter og give unødigt papirarbejde, men også sikre, at pædagogerne kommer rundt om det enkelte barn. Koncepterne kan give ny viden, men reelt er langtfra det hele nyt, og når et koncept kommer udefra, kan det spænde ben for de gode ting, som en institution i forvejen er i gang med. Sådan lyder nogle af de erfaringer, pædagog Karen-Kirstine Jepsen har gjort sig med koncepter i to børnehaver, der begge er en del af Blaabjergegnens dagtilbud i Varde Kommune. I Nørre Nebel børnehave, hvor hun tidligere var ansat, har hun arbejdet med koncepterne ICDP, Fra intention til handling, Kompas og SAPP. Institutionen var også en del af Fremtidens Dagtilbud. Sidstnævnte er hun ikke begejstret for.

»Vi følte os låst, fordi vi skulle beskrive aktiviteterne fem uger ud i fremtiden. Hvis det sneede, kunne vi ikke bare tage ud at kælke, eller hvis et barn havde fået et dyr, kunne vi ikke bare tage hen og se det. Det blev vi frustrerede over,« fortæller hun.

Endnu et problem i den lille institution, der rummer 29 børnehavebørn og har fem pladser til børn fra nul til to år, er, at der flere gange om ugen skulle gennemføres bestemte aktiviteter, og som en del af konceptet var det de uddannede pædagoger, der skulle stå for det.

»Det betød, at vi blev nødt til at afbryde andre aktiviteter, og at vi som primærpædagoger for nye børn blev nødt til at forlade dem flere gange om ugen. Det kom til at virke, som om relationerne til børnene ikke var så betydningsfulde,« siger hun.

Som udgangspunkt syntes hun ellers, at projektet lød spændende.

»Vi glædede os til det, men efterhånden fandt vi ud af, at det ikke var meget anderledes, end hvad vi gjorde i forvejen, selvom det blev fremstillet som noget nyt. En kollega sagde: ’Det er lavet ud fra princippet om, at hvis vi ikke kan være lige kloge alle sammen, så kan vi være lige dumme’. Jeg oplevede det som mistro til, at vi gjorde vores arbejde ordentligt. Der var mange skemaer, som skulle udfyldes og mange flueben, der skulle sættes. Og det var tilsyneladende for at sikre, at ingen stod tilbage med et ansvar,« fortæller hun.



Fokus på hele barnet. Det betyder dog ikke, at Fremtidens Dagtilbud grundlæggende var dårligt.

»Det var en måde at sikre, at vi kom rundt om de enkelte læreplanstemaer med det enkelte barn. Man kan have tendens til at fokusere på det, man selv interesserer sig for. Jeg er måske ikke tilbøjelig til at tænke sprog ind i aktiviteterne, men det fik jeg gjort på grund af systematikken,« siger hun.

Samtidig har Karen-Kirstine Jepsen oplevet, at arbejdet med Fremtidens Dagtilbud har været et trin på vejen til, at hendes nuværende arbejdsplads Lundparken – som andre institutioner i Varde Kommune – arbejder med et andet koncept ved navn ’Fra intention til handling’, hvor hun ikke oplever unødigt bureaukrati, selvom pædagogerne også her udfylder skemaer om børnene. Der er nemlig en afgørende forskel.

»Vi udfylder skemaerne til os selv. Vi beskriver, hvorfor vi vil gennemføre en aktivitet, hvad børnene skal have ud af det, og hvad vi gerne vil vide,« fortæller hun.

Da hun for nylig skulle afholde samtaler med forældrene, udfyldte både hun og forældrene forinden profilskemaer om børnene, hvilket også er en del af ’Fra intention til handling’.

»Indimellem havde vi forskellige oplevelser af, hvor barnet er udviklingsmæssigt lige på det tidspunkt. Det er et godt udgangspunkt for en samtale om, hvorfor vi ikke er enige,« siger hun og fremhæver, at det ’nye’ koncept også er mere fleksibelt end eksempelvis Fremtidens Dagtilbud.

»Der er plads til at gå til børnenes fødselsdage og den slags. Planlægningen er tilpasset vores virkelighed i institutionen, men om det skyldes, at det er et andet koncept, eller om det er, fordi vi har fået mere erfaring, ved jeg ikke,« siger Karen-Kirstine Jepsen.



Ikke fulgt til dørs. Endnu et dilemma ved at arbejde efter koncepterne er, at pædagogerne bruger en masse kræfter på at lære om det nye, men i nogle tilfælde ender det med, at den nye viden ikke bliver brugt. Det oplevede Karen-Kirstine Jepsen i 2012, hvor hun stadig var ansat i Nørre Nebel børnehave. Institutionen var begyndt at arbejde med ICDP. Så blev den lagt sammen med andre institutioner, hvilket betød, at ICDP blev afløst af et inklusionsprojekt i Varde Kommune ved navn Kompas.

»Det ene koncept afløser det andet, og så bliver det ikke fulgt til dørs. Man skal være opmærksom på, at det tager tid,« siger hun og tilføjer, at pædagogerne i institutionen har fået at vide, at Varde Kommune har sagt nej til at deltage i endnu et forskningsprojekt. Det glæder Karen-Kirstine Jepsen.

»Det føles, som om vi er blevet hørt. Det vigtigste i en børnehave er at være tæt sammen med børnene, tage de muligheder, der er, og tackle de udfordringer, der er. Hvis en dreng har mistet sin hund, er det jo det, vi skal snakke om. Så skal vi ikke lære ham at rime,« siger hun.