TEMA. Sengül var en gave for Kastrup Juniorklub

Den lumre varme rammer som en mur på vej ind i computerlokalet på 1. salen i Kastrup Juniorklub. Her midt på eftermiddagen er rummet fyldt med børn iført hættetrøjer og høretelefoner hovedsageligt drenge, men også en flok piger – som har kapret de 24 skærme, der står på rad og række. To sorthårede drenge midt i rummet pjatter med hinanden. De griner. Den ene lægger armen om sin kammerat, mens deres øjne er fokuserede på skærmen foran dem.

For et par måneder siden brugte drengene hverken computerrummet eller klubben. Men det ændrede sig, da den nyuddannede pædagog Sengül-Selma Pakirdas begyndte som trainee i klubben. Hun satte sig for at lære onlineskydespillet sammen med drengene, der alle er flygtningebørn.

Sengül-Sema Pakirdas blev færdiguddannet som pædagog i slutningen af juni 2017, men fik afslag på alle sine ansøgninger, når hun søgte job. I oktober sagde hun ja tak til et traineeforløb fra BUPL’s a-kasse. Det bestod af fire kursusdage på Campus Carlsberg med undervisning om flygtningebørn og fire ugers virksomhedspraktik i Kastrup Juniorklub. Praktikken var kombineret med understøttende undervisning i modtageklasserne på Skottegårdsskolen, der ligger længere nede ad vejen.

»I praktikken var det mit projekt at se, hvordan modtagebørn blev integreret både i skolen og i fritidsklubben,« fortæller Sengül-Sema Pakirdas, der lynhurtigt opdagede en stor sidegevinst ved sit fokus og sin tilstedeværelse i klubben og klassen.

»Meget hurtigt, efter at jeg havde været med i undervisningen i skolen, så begyndte børnene at opsøge mig i klubben,« forklarer hun.

»Og så lærte jeg at spille Counter-Strike i computerlokalet, hvor jeg gik med op for at danne relationer,« griner hun lidt genert.



Gevinst for alle. Sengül-Sema Pakirdas er juniorklubbens anden trainee. Hun gør ikke meget væsen af sig, men det gør til gengæld effekten af forløbet, fortæller klubleder Paw Tarris.

»Projektet har bygget bro fra skolen og modtageklasserne til fritidslivet i klubben, som ikke var der før,« siger han begejstret, fordi han synes, det giver så vanvittig god mening.

»Før gik flygtningebørnene hjem. Nu kommer de her faktisk hver dag,« siger han.

Klubbens fire pædagoger skal lægge timer i skolen til den understøttende undervisning. Før havde pædagogerne ikke timer i de fire modtageklasser for flygtningebørn, men det har de nu.

»Projektet betyder, at vi har skabt kontakt til lærerne i modtageklasserne, og det er der nogle børn, som får rigtig meget gavn af,« konstaterer Paw Tarris. Den erfarne klubpædagog Marianne Fibæk-Mikkelsen er helt enig og lige så begejstret.

»Ja, det gør jo også noget rent sprogudviklingsmæssigt, at de kommer her og spiller Counter-Strike med de andre børn i stedet for at gå hjem til mor og far. Her er de nødt til at hakke sig igennem på dansk, og pludselig får vi nogle børn, som også bliver dygtigere i skolen, så de hurtigere kan komme i en almindelige klasse. Det handler om at give traumatiserede børn sociale færdigheder og lære dem, at man godt kan lege og skubbe til hinanden uden at slås,« siger hun og tilføjer:

»Det her har virkelig gjort, at når jeg gik hjem, så kunne jeg mærke: Hold da op. I dag har jeg gjort en forskel!«



Gave med sløjfe. Rollen som kontaktperson for Sengül-Sema Pakirdas og traineen før hende har Marianne Fibæk-Mikkelsen haft. Selvom udgangspunktet var at hjælpe nyuddannede pædagoger til at få praksiserfaring på cv’et, så kan hun næsten ikke få armene ned og kalder forløbet en ’win-win gave med sløjfe på’.

»Pludselig opdagede vi gaven i det til os allesammen. Det var ikke bare Sengül, som fik noget til cv’et. Gaven var en færdiguddannet pædagog, som kommer med sine holdninger og input, så jeg og huset og børnene fik noget ud af det. Det er verdens bedste idé, og vi fik den serveret på et sølvfad!«

Faktisk ville hun gerne have været med på kursusdagene på Campus Carlsberg, hvor de nyuddannede pædagoger lærte om flygtningebørn, traumer, sprogtillæring og status i samfundet.

»Det ser sindssygt spændende ud,« siger hun, lettere ærgerlig over at gå glip af det.

Så undervejs har hun suget til sig fra Sengül, der har delt sin nye viden og vist kollegerne undervisningsmaterialet på sin iPad og forsøgt at inddrage teorien i hverdagen i klubben. For eksempel om forældresamarbejde med flygtninge og om traumesituationer, der kan påvirke børn, som har været på flugt og givet voldsomme reaktioner.

Især husker Marianne Fibæk-Mikkelsen en situation, hvor en dansk dreng daskede en flygtningedreng på skulderen. Det var bare i sjov, men er man flygtet fra krig og vold, kan det opfattes som et angreb. Og det blev det.

»Men fordi Sengül kendte til baggrunden, så var hun opmærksom på reaktionen og fik snakket med dem og løst situationen og forklaret, at det danske barn ikke var ude på at gøre drengen ondt,« fortæller hun med lige dele anerkendelse og stolthed, mens Sengül nikker.



Tog børnene i hånden. Rundt om hjørnet og ned ad vejen ligger Skottegårdsskolens store, røde murstensbygninger. Her er Christina Brumvig skolelærer i de fire modtageklasser for flygtningebørn. Da hun blev kontaktet af klubpædagog Marianne Fibæk-Mikkelsen om muligheden for at samarbejde om at have trainees i virksomhedspraktik med fokus på flygtningebørn og integration, var hun ikke i tvivl.

»For mig var det selvfølgelig dejligt med ekstra hænder i en klasse med 8-10 forskellige nationaliteter. Men mit mål har været, at børnene blev inkluderet i fritidsmiljøet og fik brugt klubben,« fortæller Christina Brumvig, der ikke selv havde ressourcer til den opgave.

»Jeg ville have svært ved at finde tiden til fysisk at tage børnene i hånden og gå hen i klubben. Det har pædagogerne gjort, så børnene ikke bare gik hjem til mor og far og kiggede på en telefon eller fjernsynet efter at have siddet alene på en bænk i skolegården,« siger hun.

»For mig har det også været rigtig vigtigt, at de får skabt et fritidssprog og ikke kun lærer at bøje navneord og stave udsagnsord,« forklarer skolelæreren, der blev så grebet, at hun fandt små huller af tid i sit skema til at samarbejde om projektet.

Hun, Sengül og Marianne har mødtes i spisepauser og sms’et og mailet med hinanden for at sparre og evaluere omkring timerne i modtageklasserne.

»Vi har spist frokost sammen og vendt situationerne og diskuteret, hvorfor det barn reagerer sådan eller ikke gider lave noget – det er fordi hun har traumer og skal lære dig at kende,« forklarer Christina Brumvig.

Hun tror, succesen skyldes, at målet og rammen har været sat fra starten: At få modtagebørnene til at benytte klubbens fritidstilbud.

»Det kræver utrolig meget at vinde de her børns tillid. Vi er gået all in på, at det skulle lykkes. Og jeg havde nok ikke været så begejstret, hvis ikke vi havde fået børnene herhen. Men det har været ufattelig givtigt,« konstaterer hun.



Bonus på CV’et. Selvom traineeforløbene i Kastrup Juniorklub både har bygget broer og betydet bedre samarbejde og integration, så var formålet i første omgang at forbedre nyuddannede Sengüls cv og hendes chance for at få et job.

»Jeg er uddannet indenfor dagtilbudsområdet og har nul erfaring fra klub- og skoleområdet. Så det har været en bonus for mig at få den her virksomhedspraktik, hvor jeg ovenikøbet har fået kurset om flygtninge og været sammen med flygtningebørn,« fortæller hun.

»Og så har jeg fået et vikarjob,« smiler hun.

Siden forløbet har klubben brugt hende som vikar. Og da en af de faste pædagoger i en klub i det distrikt, som Paw Tarris er leder for, for nylig skulle på barselsorlov, var det naturligt, at Sengül overtog hans timer.

»Det er en bonus, som det her forløb også giver,« siger klubleder Paw Tarris.

»Jeg har set Sengüls faglighed i spil. Nu har hun en reference fra et sted, hvor hun har været i arbejde. Så det har været et rent held for Sengül, men lige så meget for os,« forklarer han.

Imens læner Marianne Fibæk-Mikkelsen sig ind over bordet og spørger hviskende til sin tidligere trainee, om hun har fået sms’en om, at der er en 30 timers stilling ledig i et af de andre af Klub Tårnbys huse.

»Ja, jeg har ingen hæmninger. Jeg vil også hellere have Sengül i stedet for en tilfældig vikar, når jeg i fire uger har konstateret, at hun er dygtig. Og når jeg hører fra venner og andre pædagoger, at de mangler en pædagog, så siger jeg, at jeg kender en super dygtig en,« siger hun ivrigt, mens Sengül smiler.

»Før det her forløb fik jeg kun mails med automatsvar på mine ansøgninger. Og jeg blev sorteret fra, fordi jeg ikke havde erfaring udover mine praktikker,« fortæller den nyuddannede pædagog ærligt.

»Men nu er jeg blevet ringet op et par gange og kaldt til samtale,« tilføjer hun glad.

Paw Tarris sidder ved siden af og bliver helt rørt. Marianne Fibæk-Mikkelsen prikker insisterende med sin pegefinger i bordet.

»Ja, ja. Men vi brugte også en eftermiddag på at snakke om samtaler, og hvad du skal sige, og hvad du er god til,« remser den erfarne pædagog op.

Sengül-Sema Pakirdas nikker.

»Det er også vigtigt for mig at se, at Marianne og ledelsen er så interesseret i projektet. At jeg ikke bare stod alene med det,« siger hun.

På vej ud møder Sengül et par piger på gangen, der straks jubler og krammer den unge pædagog, som satte tydelige spor i kun fire uger.

Marianne Fibæk-Mikkelsen går ned i klubbens store sportsrum, hvor hun møder en afrikansk dreng fra modtageklassen. Han spiller bold iført sin tykke vinterjakke.

»Hey! Hvorfor tager du ikke din jakke af,« råber hun gennem det store lokale.

Drengen kigger på hende og fumler usikkert ved sin lynlås. Han spiller bolden til en lyshåret kammerat. Og så går han ud i garderoben og tager jakken af.

»Han forstod, hvad jeg sagde,« siger Marianne Fibæk-Mikkelsen forundret og smiler for sig selv.

»Det havde han ikke gjort for et par måneder siden.«



Om Kastrup Juniorklub



● Klubben ligger i det gamle rådhus på Kastruplundgade.

● Fritidsklub med 190 børn, 10-13 år, primært fra Skottegårdsskolen.

● Ungdomsklub med 90 unge, 14-17 år.

● Klubben har 8 medarbejdere, hvor nogle overlapper fra fritids- til ungdomsklub.

● Klubbens værdier er at danne rammer for positive sociale relationer med værdier som tryghed, tillid, fordybelse, nysgerrighed, glæde, ejerskab og forståelse for andre.