TEMA. SELVLEDELSE: Friheden vokser ud af klare værdier

Hvad gør man som pædagog, hvis to børn slås om det samme stykke legetøj?

Hvis man har en inkluderende indstilling, der handler om at finde løsninger for alle, strider det måske mod ens værdier at gribe autoritært ind i situationen. Omvendt ville det være at lade børnene i stikken, hvis man tror på konse­kvens og ikke handler på den. Eksemplet er hypotetisk, men problematikken er virkelig nok. Ifølge områdeleder i Furesø Kommune Tonie Hansen, som har kørt systematiske processer om selvledelse i de institutioner, hun har ansvaret for, har selvledende pædagoger brug for en fælles retning og referenceramme. Både i de store og de små hverdagssituationer.

»Det er helt nødvendigt at afklare institutionens værdier. Først når de ligger fast, får den enkelte frihed til at handle selvstændigt i et værdifællesskab. Ellers har man ikke en fælles ramme at sætte hverdagens mange dilemmaer og lynhurtige beslutninger ind i,« ­­ siger hun.

Pædagogfaget har ingen manualer. Derfor er det nødvendigt at skabe en kultur, hvor den enkelte pædagog ikke står med følelsen af at være overladt til sin egen formåen, mener Tonie Hansen

»Hvorfor gør jeg, som jeg gør? Hvorfor gør vi, som vi gør her på institutionen? Når man er selvledende pædagog, så er man reelt en leder af sig selv i organisationen,« siger hun. Det ledelsesansvar, som den enkelte pædagog påtager sig, har en lang række konsekvenser. Blandt andet er det blevet vigtigt at kunne argumentere for og begrunde personlige og kollektive valg fagligt. Både tilvalg og fravalg.

»På teammøder er det ikke nok bare at snakke om, at hvert barn er okay. Der skal dybere faglig refleksion til, hvor ens faglige praksis, erfaring og viden kommer i spil,« understreger hun.



Risikovillighed. Den selvledende pædagog skal kunne ikke så lidt. Man skal være struktureret nok til at planlægge hverdagen. Modig nok til at tage svære beslutninger på stedet. Åben nok til at lytte ind i fællesskabet, kunne modtage feedback fra teamet og hele tiden kunne justere kursen. Det er blevet både mere spændende og mere krævende at være pædagog i dag, mener Tonie Hansen.

»Det kræver risikovillighed at tænke nyt og aflære sig det gamle. Det nytter ikke bare at lægge lag på lag oven på det gamle. Man skal turde vaske tavlen ren og se tingene fra et nyt sted. Den kultur skal komme fra ledelsen. Vi skal være rollemodeller, hvilket er et langt, sejt træk,« siger Tonie Hansen.

Processen kræver, at alle er med og bidrager. Det er blevet sværere at ’gemme sig’ bag det, man plejer at gøre uden refleksion, for automatpilot dur ikke længere i faget. Netop her kommer den kollegiale kultur i spil, for hvordan kommunikerer man med hinanden, hvis en kollega ikke lever op til de fælles værdier?

»Det er en kæmpestor udfordring i vores fag, hvor man bruger sig selv meget som menneske, at skabe en åben kultur, der fremmer faglig refleksion. Vi er vældigt gode til at undre os over børns handlinger og motiver, men det kniber med at undre os og være åbne over for hinanden som kolleger,« siger hun.



Feedbackkultur. Hvordan skal man som leder gå foran med at skabe en udforskende feedbackkultur, der løfter personlig kritik op til faglig refleksion og udvikling? Det er de spørgsmål, Tonie Hansen er mest optaget af at finde svar på i det nye selvledelsesparadigme.

»Vi skal vænne os til også at bemærke de gode ting, kollegerne gør, og ikke altid gå på opdagelse i fejlene. Vi skal få øje på det energigivende og være åbne over for, at vi også kan lære af vores fejl,« siger Tonie Hansen.

Hun efterlyser et fælles sprog og udforskning af kulturen, som binder de forskellige led i organisationen sammen om de værdier, som man skal operere inden for.

»Sagsbehandlere, talepædagoger, psykologer, pædagoger og andre fagfolk, der har med børn at gøre, har behov for at blive bundet sammen af et fælles sprog, der understøtter de værdier og mål, vi alle skal arbejde hen imod. Måden, vi udforsker og er nysgerrige på, måden, vi henter hjælp på – ja, i alle sammenhænge kræver det et fælles sprog, som får os til at arbejde i samme retning.«

Selvledelse fordrer mod til også at handle, hvor det er lidt utrygt, og hvor man ikke altid ved, hvor man ender. Den tilgang giver konstante justeringer af kursen. Og endnu vigtigere: En konstant refleksion over egen praksis, mener Tonie Hansen

»Hvis der opstår en særlig situation, hvor et barn spiller kreativt ind, skal man turde lade det ske uden at lukke ned for det, der ellers sker i øjeblikket, fordi der ikke er tid. Samspillet mellem pædagogen og barnet er blevet vigtigere end slutproduktet. Man skal turde gribe boldene i luften og gå med på det, der sker, samtidig med at man har sin faglige bevidsthed med hele tiden,« siger Tonie Hansen.