TEMA. Sådan forbereder I jer til et besøg fra Arbejdstilsynet
TEMA. Sådan forbereder I jer til et besøg fra Arbejdstilsynet
Når Arbejdstilsynet har varslet et besøg, kender institutionens arbejdsmiljøgruppe ikke altid det nøjagtige tidspunkt. Men I kan alligevel forberede jer på besøget på flere punkter:
Hav orden i sagerne
Sørg for, at der er styr på institutionens APV (arbejdspladsvurdering), eventuelle handleplaner og dokumentation for procedurer, aftaler, uddannelser osv. Sørg også for, at I har sikkerhedsdatablade for eksempelvis kemi og rengøringsmidler i orden. Det er i det hele taget en god idé at have orden i tingene, for Arbejdstilsynet kan også komme på uanmeldt besøg.
Giv alle besked
Til dig, der er leder eller arbejdsmiljørepræsentant: Sørg for, at alle ved besked om besøget – både medarbejdere, ledelse og tillidsrepræsentant. Tjek, om der er lokale aftaler for, hvem der skal have besked om og eventuelt deltage i tilsynet.
Aftal, hvem der tager notater fra besøget
Den tilsynsførende kan godt give mundtlig vejledning undervejs, og I får kun en skriftlig rapport, hvis I overtræder reglerne. Sørg også for at notere navnet på den tilsynsførende.
Vær klar til at give status for jeres APV-arbejde
Arbejdstilsynet forventer, at I kan gøre rede for jeres APV, også hvis I har aftalt handleplaner og opfølgning.
Bliv enige om, hvordan der skal informeres om resultatet af besøget
Skal det ske på et personalemøde? Hvad gør I, hvis I får et påbud?
Kilde: BUPL’s arbejdsmiljøteam samt ’Når Arbejdstilsynet kommer på besøg’. BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig Administration, 2018. Her finder I også en tjekliste til at forberede besøget.