TEMA: Sådan blev ADHD en diagnose

Tidlige observationer og beskrivelser af fænomenet

Den britiske børnelæge George Frederick Still observerer og beskriver i 1902 for første gang systematisk børn, der har det svært med indlæring og adfærd. Med nutidens briller kan man se, at han beskriver ADHD-symptomer.



Videreudvikling af teorien

Andre forskere bygger videre på observationerne. Blandt andre Alfred Tredgold, der i 1914 beskriver syndromet Minimal Brain Damage/Dysfunction (MBD). Han mener, at adfærds- og læringsproblemer skyldes hjerneskader, der for eksempel kan være opstået ved fødslen.



Symptomer adskilles fra andre

Tyskerne Franz Kramer og Hans Pollnow beskriver i 1932 børn med symptomer, der minder om ADHD. Forskerne understreger, at andre tidligere har beskrevet lignende symptomer, men her forsøger de at beskrive, hvad der adskiller symptomerne fra andre grupper, der ligner.



MBD bliver diagnose

1960’erne gennemgår psykolog Samuel Clements litteraturen på området. Derefter får MBD officiel status som psykiatrisk diagnose.



DAMP-diagnosen beskrives

DAMP står for Deficits in Attention, Motor Control and Perception. DAMP bliver som diagnose defineret i forbindelse med en undersøgelse i Gøteborg i 1970'erne.



Faglig kritik af MBD

MBD er indtil omkring 1980 det mest udbredte navn verden over, men kritikere mener, at diagnosen er for bred og dækker en gruppe med uens vanskeligheder. Fagfolk vil dele gruppen op i mindre og mere homogene grupper.



USA skifter til ADD

Mange års faglige diskussioner betyder, at man i det amerikanske diagnosesystem (DSM) i 1980 går over til diagnosen ADD, som er en forkortelse for Attention Deficit Disorder.



ADHD bliver diagnose i USA

I 1987 bliver ADD-diagnosen udvidet, så den også omfatter hyperaktivitet. Dermed kommer diagnosen til at hedde ADHD.



Diagnosen bliver ændret

I 1994 får ADHD-diagnosen tilføjet de tre undertyper ADHD – med forstyrrelser i opmærk­somhed, ADHD – med hyperaktivitet og impulsivitet og ADHD – kombineret type.



Damp bliver diagnose

I 1990'erne arbejder nordiske forskere videre med diagnosen DAMP. Flere store forskningsarbejder i alle nordiske lande betyder, at man i slutningen afårtiet begynder at bruge DAMP som diagnose i Norden. DAMP adskiller sig blandt andet fra ADHD ved også at inkludere motoriske vanskeligheder.



ADHD kommer til norden

Omkring år 2000 går flere europæiske lande over til at bruge betegnelsen ADHD. Det inkluderer også de nordiske lande. De fælles definitioner hjælper blandt andet internationalt samarbejde om diagnosen.



Forskernes arbejde med diagnoser

En psykiatrisk diagnose bygger på forskeres arbejde i årevis. Arbejdet handler om på et videnskabeligt grundlag at få beskrevet et stort antal symptomer, som samlet udgør en diagnose. Det er afgørende, at symptomerne afgrænses fra andre symptomer, så man med høj grad af sikkerhed kan sige, at en person lider af netop denne diagnose. Her er en kort version af, hvordan det foregår.



Fase 1

Klassificering af symptomer, behandlingsrespons, forløb og sygehistorie:

● Der observeres symptomer hos en gruppe patienter.

● Læger finder ud af, hvad der adskiller symptomerne fra, hvad man ser hos andre patienter, og klassificerer symptomerne.

● Lægerne undersøger, om symptomerne responderer på behandling, som andre­ symptomer hos andre patienter ikke responderer på.

● Videnskaben undersøger om sygdomsforløbet hos patienterne adskiller sig fra sygdomsforløbet hos patienter, der ikke har disse symptomer.

● Man undersøger, om patienternes forhistorie, om påvirkninger, de har været udsat for, og om andre lidelser eller symptomer, de har, adskiller dem fra andre patienter.



Fase 2

Der udvikles teorier om symptomerne på baggrund af flere videnskabelige discipliner.

Det sker blandt andet på baggrund af:

● Neurovidenskab, viden om hjernens og neuroners opbygning og funktion af de forskellige hjerneområder.

● Autopsi af afdøde patienter med lidelsen. Her undersøger man, om deres hjerner er anderledes end normale hjerner.

● Dyreforsøg, hvor man ser på, hvordan mus eller rotter agerer, hvis de får en læsion i de områder af hjernen, som ifølge teorien er påvirket ved lidelsen.

● Hjernescanninger, blandt andet under påvirkning af medicin, eller hvor man udfører bestemte aktiviteter.

● Neurologiske og psykologiske test.



Kilder: adhd.dk, healthline.com, ncbi.nlm.nih.gov, speciallæge Tine Houmann.